Michael Vilhelmsens hjemmeside
Udskrift |Site map |Fold ud |
Forside
Opskrifter
USA - Route 66
USA - Best of the South
USA - Californien
Harzen 2010
Stofskiftet
billeder

Velkommen til


 

Har du lyst, kan ogspå du læse om min tur på Route 66 fra Chicago til Los Angeles her.

 

Velkommen til


 

Har du lyst, kan ogspå du læse om min tur på Route 66 fra Chicago til Los Angeles her.

 

Opskrifter

Chili Con Carne


Ingredienser:


150-200 gram bacon
4 løg
2-3 fed hvidløg
Olivenolie
4 strøgne teskefulde stødt chili
500-600 gram oksebov eller almindeligt hakket oksekød
200 gram soltørrede tomater i olie
3 friske røde chilier (gerne habanero :D. Nej, just kidding.)
1 stang hel kanel
4 dåser flåede tomater
vand
2 dåser kidneybønner
75 gram mørk og bitter chololade
salt
peber

sennep

Honning



Hak løg og hvidløg meget fint.

Hæld 4 spiseskefulde olivenolie i en middelvarm gryde og steg bacon sammen med løgene, til løgene er bløde.

Tilsæt chili og rør rundt.

Skær kødet i mindre stykker og hak det i en foodprocessor, hvis det er oksebov.

Bland kødet med løg og krydderier.

Fjern kernerne fra chilierne og blend dem sammen med de soltørrede tomater.

Hæld blandingen ned til kødet. Den hele kanel koges med.

Tilsæt de flåede tomater.

Fyld den ene tomme dåse med vand og tilsæt det. Læg låg på gryden og lad retten simre i halvanden time.

Efter en time tilsættes de drænede kidneybønner.

Umiddelabrt før servering tilsættes chokolden, og når det er smeltet kan der frådes. Smag til med salt og peber.

Bagværk

Morgenboller

 

Af portionen bliver der ca. 18 boller.

 

25 g gær

7 dl koldt vand

3 spsk. olie

1 spsk. salt

150 g. havregryn

ca. 3/4 kg hvedemel (muligvis skal du ikke bruge det hele)

 

Drys: Brug fx. blå birkes, sesamfrø, havregryn, græskarkerner, eller solsikkekerner

 

 

Rør gæren ud i koldt vand og tilsæt olie, salt, honning og havregryn.

Rør dejen glat med hvedemel, den skal være en smule klistret.

Dæk skålen med plastikfilm og sæt den i køleskab natten over.

 

Dagen efter røres dejen igennem og sættes ved hjælp af en ske som store klatter på en bageplade beklædt med bagpapir.

Drys dem med det du kan lide eller har og lad bollerne hæve ca. 30 minutter.

Spray dem eventuelt med lidt vand inden du sætter dem i ovnen og bages ved 220 grader i ca. 20 minutter.

Grov boller

 

170 g blandede kerner og frø, fx. bulgur, hørfrø, sesam.
80 gram blandet klid
5 dl. vand kogende
1 spsk honning
2 tsk salt
50 g gær
1 spsk. olie
2œ dl cheasy A-38
100 g speltmel
100 g sigtemel
100 g grahamsmel
ca. 400 g hvedemel

Bland klid og kerner i en skål. Hæld det kogende vand over (kan være mælk) og lad det stå og bløde godt ud.
Når kernerne er bløde tilsættes gær, salt, honning, olie og A-38 (andre surmælksprodukter kan bruges.) Røres godt sammen grovmelet tilsættes der røres/æltes godt og hvedemelet tilsættes lidt af gangen, til dejen har den rigtige konsistens. Dejen hæver en œ time, æltes og formes til boller (Den størrelse man nu synes) eller flütes hæver igen œ time og bages ved 200 grader til de lyder hule når man banker på bunden af dem.

Pæretærte

 

325g mel
200g smør (ikke kærgården eller andet pjat!)
100g flormelis
1 æg
6-8 pærer (husk at de svinder lidt efter en tur i gryden!)
1 sp.sk. vaniljesukker
2 sp.sk. sukker

Pærerne halveres, skrælles og puttes i en gryde med œ dl vand, vaniljesukker og sukker. De hygger sig ved svag varme i 20-30 min derefter hældes væden fra og pærerne stilles til side.

Smørret smuldres i melet og flormelis sigtes i blandingen. Pisk ægget og gem 1 spiseskefuld til at pensle tærten med - resten bruges til at samle dejen. Stil dejen i køleskabet med film over i en œ time.
Tag 2/3 af dejen og rul ud imellem to stykker husholdningsfilm. "Pladen" skal være stor nok til at dække hele tærtefadet ud over kanten. Bunden lægges i fadet, trykkes på plads, og det overskydende skæres fra. Prik bunden med en gaffel også rundt i kanten.
Læg nu pærerne i tærten og skær evt. to halve pærer i mindre stykker til at fylde huller ud med.
Den sidste 1/3 af dejen rulles ud til et tyndt låg og lægges ovenpå fadet (det er vigtigt, at det er stort nok til at række ud over fadet HELE vejen rundt!). Med kagerullen trykker du nu låget på plads og skærer dermed overskydende dej af, som du kaster efter hunden (eller former til obskure figurer, som du lægger overpå tærten).
Så skal tærten bare pensles med den resterende æggeblanding og puttes i en 200 gr (180 gr ved varmluft) varm ovn i 35-40 min.

Serveres lun med minimum 18% creme fraiche - Velbekomme!

"chef kokkens galop kage"

150 g magerine
125 g melis
2 æg
3 dl mel
2 tsk bagepulver
2tsk vanillie
2 - 3 æbler
kanelsukker efter behov

bland magerine, melis, æg, mel, bagepulver, vanillie!
hæld hele herligheden i en springform, skræld æbler og skær dem i skiver, drys rigeligt med kanelsukker over, og så i ovnen 30-40 min ved 200 grader!

tilbehør: creme fraiche

En hurtig og lækker kage, far er et hit når han bikser den sammen

Brunsviger

 

 

Ingredienser:

250 g mel
2 tsk sukker
75 g smør/margarine
1Œ dl mælk
25 g gær

Glasur:
75 g smør/margarine
75 g brun farin

     

Fremgangsmåde:

Mel og sukker blandes, fedtstoffet smuldres deri tilsættes. Gæren røres ud i den lunkne mælk, alt blandes og æltes godt sammen. Dejen dækkes til og stilles til hævning et lunt sted ca. 20 minutter.

Dejen rulles ud og lægges i et stort, fladt smurt ovnfast fad eller i det halve af bradepanden. Dejkanterne bøjes lidt op langs kanten. Dejen efterhæves 10-15 minutter, hvorefter man, med en finger, laver nogle fordybninger i dejen. Fedtstoffet halvsmeltes og røres med farin. Denne blanding hældes over dejen. Bages 25-30 minutter ved 200 grader.

 

 

USA - Route 66

Denne side og alle de underliggende sider vil beskrive min tur tværs over USA.

 

Jeg vil køre ad den historiske Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Dette vil jeg gøre på en Harley Davidson Road King. Turen er på 19 dage, og vil bringe mig igennem følgene 8 stater:

 

 

  • llinois
  • Missouri  
  • Kansas 
  • Oklahoma
  • Texas 
  • New Mexico  
  • Arizona  
  • Californien

 

 

Route 66 er grundlagt 1926 og virkede som hovedvej indtil 1985, hvor den blev taget ud af hovedvejssystemet. i 90erne begyndte den dog at blomstre op igen, da folk begyndte at køre ruten selv. Den går derfor også nu under navnet Historic Route 66. Ruten er knap 4000 km lang, og bringer mig igennm 3 tidszoner.

 

Undersiderne er delt op med en side per dag jeg kører.

 

 

En biker - Ala tyskland - På sin Road King

En biker - Ala tyskland - På sin Road King

Old Fashion Tank ala 60erne i Ordell

Old Fashion Tank ala 60erne i Ordell

Old Chain Of RockBridge

Old Chain Of RockBridge

Baren ved Devils Albow - Et absolut must på disse kanter

Baren ved Devils Albow - Et absolut must på disse kanter

En af mange Rainbow bridges undervejs - Denne i Kansas

En af mange Rainbow bridges undervejs - Denne i Kansas

Big Texan Steakhouse - Et must på Route 66

Big Texan Steakhouse - Et must på Route 66

Midtpoint Café - Skulle være nøjagtig midt imellem Chicago og Los Angeles

Midtpoint Café - Skulle være nøjagtig midt imellem Chicago og Los Angeles

Santa Fe - Første stref af Mexicos indflydelse

Santa Fe - Første stref af Mexicos indflydelse

The Continetal Divider

The Continetal Divider

Monument Valley

Monument Valley

The Glen Canyon Dam - Næsten så stor som Hoover Dam

The Glen Canyon Dam - Næsten så stor som Hoover Dam

Grand Canyon

Grand Canyon

Meteor Crater

Meteor Crater

Seligman - Oatman - Igen et must see (Bare det ikke havde regnet)

Seligman - Oatman - Igen et must see (Bare det ikke havde regnet)

Bagdad Café

Bagdad Café

Solvang - En lille dansk oase midt i USA - Eller er det ?

Solvang - En lille dansk oase midt i USA - Eller er det ?

USA Generelt

USA

 

Landet USA er stort. Enormt stort. Og imellem byerne, hvor afstandene er store, er der ingenting.

Man kan snildt her køre 100 kilometer uden at der kommer andet end afkørsler til den ene ranch efter den anden.

Det er slet ikke noget vi er vant til i Danmark. Her kan v jo dårligt kører 10 kilometer uden at der kommer en eller anden form for by.

 

Naturen er varigerende. I hvert fald i de stater vi har været igennem.

Startende med grønt, som på mange områder kan minde om skandinavien.

Sluttende med de store vidder, de golde prærier, de rå bjerge etc.

USA har i store træk det hele.

 

INFRASTRUKTUR

 

Intrastrukturen i USA fejler intet. Langt de fleste veje her er i rigtig god stand. Skiltning er god. Hvis man ved, hvad man kører efter, er det ikke til at køre galt. Selv ude på bøhlandet langt fra den nærmeste by er vejene gode.

Og amerikanerne kører rigtig pænt. Faktisk ville de nok sige, at vi danskere kører ad h....... til.

På motorvejen er der praktisk ingen der kører for stærkt. Og taget i betragtning at mange steder er trafikken ikke overvældende, motorvejene er lange og lige, og at fartgænsen er 75 mph (og det er kun i enkelte stater. Faktisk er der steder, hvor den er helt nede på 65 mph) er der ikke mange der kører for stærkt.

Jeg kørte på et punkt 80 mph (godt 125 km/t) - Jeg blev ikke overhalet en eneste gang.

 

Og når de overhaler - Ja så skal de kunne se mindst 2 km frem. Sådan virker et i hvert fald. De trækker så ud langt bagved en, bruger lang tid på at komme langt foran, før de trækker ind igen.

 

Det kunne danskerne nu godt lære lidt af en gang imellem.

 

I byerne er fatgrænsen meget varigerende. Og heller ikke her kører folk for stærkt. Specielt i skoleområder, hvor fartgrænsen er helt nede på 20 km/t - Ja det overholder de. Det kunne danskerne lære noget af.

 

I lyskrydsene er det tilladt at dreje til højre, selvom der er rødt. Lidt underligt, når vi er vant til ikke at gøre dette.

 

 

 

MAD og DRIKKE

 

I alle byer, som vi har været i indtil nu store som små, har de utallige junk food dinners.

Alt findes alle steder. McDonalds, Burger King, Wendys, Sonic, KFC, Pizza Hut, Starbucks og hvad har vi. Nævn en, og den er der. Og disse steder servere jo ikke ligefrem det sundeste og mest fedtfattige mad.

Alene af denne grund, er der ikke noget at sige til, at de er store herover. Her tænker jeg rent fysisk. Der er virkelig mange overvægtige.

 

Man kan også finde de små og dejlige restauranter. Men så skal man køre lidt rundt i downtown af byerne. De findes. De er ikke specielt dyre, men åbenbart ikke det mest foretrukne.

 

En amerikaner fortalte mig desuden, at man arbejde meget her. Mere end i Danmark. Derfor er der simpelthen ikke tid til, at familien laver mad, når begge forældre er hjemme og har hentet børn. Så det er slet ikke usædvanligt, at man spiser ude adskillige gange om ugen. Og er det på disse junk food dinners - Ja så skal de jo ende med at blive store.

 

 

Drikkelse - Ja det er jo på barerne man får det.

Dog ikke hvis det er søndag, for så er det kirketid. Faktisk var vi i byer, hvor man ikke må sælge alkohol nogen steder overhovedet om søndagen.

Det er alligevel noget anderledes end vi er vant til i Danmark. Tænk dig - Gå ud på en restaurant søndag aften, få en dejlig middag, og så kan du ikke få en øl eller et glas vin til maden. Faktisk tror jeg, at nogen steder ville man have nemmere ved at købe en pistol end en øl!

 

I Indianerreservaterne er det slet ikke unormalt, at hele reservatet har forbud imod at sælge alkohol af enhver art. Der har åbenbart været store problemer igennem tiden med alkoholiserede indianere.

 

 

Ellers kan man sige, at priserne er ganske fornuftige. Det er ikke dyrt at spise / drikke her.

 

BOLIG

 

Boligerne her svinger meget.

Der er steder, hvor hele byer består af trailere (lidt som man ser i film).

De kan være af forskellig stand - Men de fleste ude på landet, hvor der er meget langt til en større by - Ja de ligner sgu noget der burde rives ned.

 

Så har de de der færdigbyggede huse. Man køber åbenbart et, og så bliver det transporteret derhen, hvor du bor. På et punt så vi en lastbil kører med sådan et hus. Det manglede kun den ene side, og vi kunne derfor se ind i huset. Det havde alt. Køkken med komfur, skabe og gardiner. Underigt syn.

 

I byerne er husene også af forskellig stand. Det er tit træhuse man har. Og i de fattige områder kan man godt se, at det ikke er penge de har mest af.

I de rige områder mangler der til gengæld slet ikke noget. Husene er velholdte og haverne er pæne.

 

BILER

 

Bilerne her er bare store. Faktisk er nogen af dem næsten gigantiske. Jeg har set en pick-up truck, hvor toppen af kølerhjelmen var på højde med mig ( i hvert fald højere end den alm. bil der holdt ved siden af). Selve trucken var højere end mig. Og dem kører der mange af.

 

Dog kan man godt se, at benzinen er blevet dyrere her de sidste mange år. Amerikanerne er begyndt at tænke på benzinøkonomien - Og man ser nu langt flere ikke amerikanske biler. Faktisk læste jeg for nyligt, at Toyota pt. er det mest solgte bilmærke i USA.  Jeg så også en reklame i TV, hvor man kunne få en GMC truck med hele 430 hestekræfter. Men hvad skal man med det - De må jo ikke køre mere end 115 km/t!

 

Deres campingvogne - Det er små huse. Ser man en stor campingvogn i Danmark, ja så er den lille i USA.

Alt her er bare stort.

 

TV

 

De har simpelthen en million kanaler her, som alle viser reklamer hele tiden.

Men lige meget, hvad man vil se, er det på en eller anden kanal.

 

INTERNET

 

Internet findes overalt. Jeg har endnu ikke været på et hotel, hvor der ikke har været gratis internet. Enten trådløst eller via kabel. Og alle reklamerer med det uden for - Så det er intet problem.

Afrejse København og ankomst Chicago

Klokken er kun 05.04 - Telefonen ringer ved siden af. "Godmorgen" lyder det superfrisk i telefonen "Er du klar til at tage afsted?".

 

Pludselig går det op for mig, at det er idag. Det er idag jeg skal afsted til Chicago. I løbet af 5 minutter er jeg i badet, står der og glæder mig. Kort før kl. 6 er jeg klar til tage afsted. Mine forældre kommer kl. 6 i bilen i kursen imod Kastrup er sat.

 

Checkin i Kastrup forløbet smertefrit. Selvom vi 2 gange af de samme mennesker (en gang ved checkin og en gang ved gaten) bliver spurgt om det samme. "Har I selv pakket jeres tasker? Har I noget med for nogen? Har I noget med der kan bruges som våben? ..." Og sådan fortsætter de et minuts tid.

 

Flyveturen går så fra Kastrup til Atlanta (Georgia). Her har vi så 2 timer før vi skal videre med et andet fly til Chicago. Det burde jo ikke være et problem - Og alligevel er det ved at blive det. Den security vi skal igennem efter at være landet, og inden vi kan komme ind i USA viser sig at tage lang tid. Faktisk bruger vi over en time bare på at vente der - Og da det endelig bliver vores tur, tager det 2 minutter og så er vi igennem. Derefra går det stærkt med at komme ned, flytte vores bagage fra et bånd til et andet, og afsted til gaten med flyet imod Chicago. Vi har nu ca. 20 minutter før flyet letter...

 

Vi ankommer til gaten små 5 minutter før take-off. Faktisk kunne det nok ikke være mere timet (Selvom jeg nok gerne have været foruden denne spænding). Vi boarder og gå op i flyet. Og Straks får vi at vide, at afgangen er udsat en time pga. thunderstorms i Chicago. Så efter en kort periode med lidt stress og småløben, har vi pludselig 1 time mere inden vi skal afsted. Det er lige tid nok til aftensmad.

 

Resten af turen forløber sådan set uden problemer. Vi ankommer til Chicago, finder vores bagage og prajer en taxi og kører til Hollyday Inn. Halv ni er vi på værelset. En øl i baren - Også er det i seng. Nu har jeg været oppe næsten 24 timer non-stop. Og selvom vi burde blive oppe lidt endnu - Ja så er søvnen ved at overmande os.

Chicago - Springfield

Så er kl. 6 lokal tid.

 

Jeg er temmelig frisk taget i betragtning at klokken kun er 6 (men OK - Det er jo 13 dansk tid).

Solen er ved at stå op. Vejret ser fornuftigt ud - Næsten skyfrit. Det er lidt svært at bedømme temperaturen herinde fra værelset. Air conditionen har kørt, og her er vel ca 20 grader. Men vejrudsigten siger, at det bliver op imod 28 grader idag. Og turen til Springfield skulle være "Partly Clouded" med risiko for "thunderstorms" ... Men dem kommer vi ikke til at se ;-)

 

Nå - Jeg vil tage mig et bad, få pakket lidt sammen, få lidt morgenmad - Og så vil vi hente motorcyklerne.

 

Here we come ... Lets get out on the highway...

 

 

Kl. knap 10 idag ankom vi ved EagleRider. Og her var vi ikke de eneste. Der var en stor gruppe af finner - Og de var alle igang med, at få deres motorcykler udlevet. Vi gik indenfor, og meldte vores ankomst - 20 minutter senere, 20 underskrifter og lidt forklaring - Så stod vi overfor vores motorcykler.

Harley-Davidso Road King

 

Jeg fik en Harley-Davidson Road King. Og den havde kørt hele 4 miles indtil nu! Mine forældre fik en lige så ny Electra Glide.

Efter at have fået pakket taskerne, kørte vi afsted. Vores endelig mål for denne dag skulle være Springfield. Dagen startede smukt. Høj sol, næsten skyfrit og op imod 30 grader.

Den første times tid gik med bare at komme ud af Chicago. Og selvom der var en del trafik, var det en fornøjelse af køre. Vejret var dejligt og Harleyen under mig - Ja den brummede som drøm.

 

Vores første holdt herefter blev i byen Wilmington. Her blev det til et stop ved en lille dinner. Og det var der åbenbart andre der også syntes de ville.

 

Dette var et syn, som skulle møde os mange gange i løbet af dagen. En masse andre på ferie på deres lejede Harleyer.

 

Efter en frokost gik turen videre ud i det blå. Og jeg som troede, at dagen ville byde på lutter sol, måtte sande, at vejret kan skifte hurtigt. Vi kørte direkte ind i et kraftigt regnvejr. Og vi blev våde. Vi stoppede lidt efter for at tage vores regntøj på, men der var skaden sket. Bukser og sko var meget våde. Men regntøjet kom på, og turen fortsatte. 15 minutter senere gjorde vi holdt igen, og tog regntøjet af. Uvejret var løjet af igen, men solen kunne ikke rigtig komme igennem. Så resten af dagen foregik i lettere overskyet vejr.

Omkring 18.30 ankommer vi til Hotel Hilton i Springfield. Og selvom denne første dag ikke har budt på de største turist mæssige oplevelser, har dagen alligevel været helt i top.

At køre på en Harley i "Guds eget land", mærke vinden i ansigten og bare lugte, føle og høre alt omkring en - Ja, det er jo nok sådan man skulle have det.

Den største turist mæssige attraktion vi så, var nok en gammel tank station, som var blevet restaureret.

Jeg kan snildt forestille mig, at det så sådan ud for mange år siden.

 

Ved ankomsten til Springfield skulle vi finde Hotel Hilton. Det viste sig lettere sagt end gjort, eftersom hele downtown var spærret af, da man skulle have en opvisning af gamle biler, speciel byggede biler mm.

Men en særdeles flink vagt, eksorterede os til parkeringspladsen ved Hilton. Og her syntes min far lige, at han ville lægge sin Electra Glide ned på siden (han glemte at sætte støttebenet ned ;-) ). Heldigvis skete der ingen skade...

 

Vi tog et bad, og smuttede så ud i byen for at spise.

 

Imorgen går turen så til St. Louis. Den er en kortere tur end idag, og vi har længere tid til at køre den. Så alt i alt skulle der være rig mulighed for at lege mere turist end vi har gjort idag.

Mig på min Road King - Taget af min far imens han køre

Mig på min Road King - Taget af min far imens han køre

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 312,7 km

Køretid: 7 timer 30 minutter

Temperatur: 30 grader

Vejr: Solskin - Regnvejr - skyet

Maks. hastighed: 154 Km/t

Gennemsnitsfart: 76 km/t

 

Billeder

Hej

Springfield, IL - Saint Louis

Så er dag 2 oprundet.

 

Kl. var knap 05.30 da vi vågnede - Kroppen er stadigvæk indstillet på dansk tid ;-(

Dagen idag byder på små 200 km. imod St.Louis.

Vejrudsigten siger op imod 30 grade, hvor det skulle starte skyet og blive solskinsvejr.

Bare det holder - Det ville være perfekt.

 

Jeg har så også lige fundet ud af, at min oplader til telefonen ikke er så smart her. Den tager 230V - Og ikke andet. Så nu må jeg lige finde en ny oplader....

 

Well - Breakfast is calling. Then the road...

 

Ja, så forlod vi Springfield. Kursen var imod St. Louis.

Dagen startede meget flot med sol fra en skyfri himmel. Og det skulle vise at holde hele dagen igennem. Faktisk så meget sol, at temperaturen rundede de 35 grader. Og jeg må så tilstå, at jeg lidt imod min vilje allerede idag smed jakken og kørte i korte ærme. Men hvor er det fedt at køre på sin motorcykel ud af de lige landeveje med korte ærmer, solen bagende ned og bare nyde omgivelserne.

 

Det var også idag, det gik op for mig, hvad de laver i Illinois. Landmændene dyrker åbenbart primært majs og soya.

Det var i hvert fald ikke mange andre marker vi end dem med majs eller soya. At køre på motorcykel af de lange lige landeveje, mærke varmenpå kroppen (som før, vi begyndte at køre uden jakker, næsten er ulidelig), lugte markerne omkring en - Ja det er nu en dejlig oplevelse.

 

 

 

 

 

 

Et af de første stop vi havde ved en decideret seværdighed var Ariston Cafe.

Den har ligget, hvor den ligger siden 1934, åbnet første gang i 1926 og altid været et sted, som man besøgte på Route 66. Her fik vi en lille smag på, hvordan livet var dengang. Cafeen var lille og hyggelig. Betjeningen helt i top. Faktisk et besøg værd for alle der skulle komme på disse kanter.

 

 

 

 

Det sidste vi så idag, som er værd at tage med i dagens tekst er Old Chain Of Rocks Bricks.

Det er et af de stykker af Route 66, som ikke mere kan passeres med motorkøretøjer, men derimod kun gående. Den krydser floden Mississippi, og adskiller staten Illinois og Mossouri.

Det kendetegnende ved broen er dens "knæk" på Missouri siden. Hvis jeg har fået korrekt fat i det, så fandt man ud af under bygningen af den, at Missouri sidens bred ikke var stærk nok til at bære broens fundament, og man var nød til at lade fundamentet være et andet sted end først tiltænkt. Derfor fik broens sit karakteristiske træk.  At det på dette tidspunkt var vel over 35 grader gjorde det ikke mindre imponerende. Måske en anelse varmt, når vi holdt for rødt lys, og varmen fra motorcyklen virkelig kunne mærkes på ben og lår.

 

Nu var klokken ved at være 17, og vi ville finde vores hotel. Det var idag Crowne Plaza, som var kodet ind på GPSen inden vi tog hjemmefra. Det var bare den forkerte Crowne Plaza. Så vi ankom til Crowne Plaza, som ligger godt 35 km. fra downtown St. Louis. Og de kendte intet til en reservation til os. Et kort øjeblik tænkte vi "Hvad gør vi så nu" - Lige indtil manden bag skranken sagde "This is not the correct Crowne Plaza. You want the one thats downtown St. Louis." Så vi tog lige en lille time mere på motorcykel. Til gengæld skulle det vise sig, at det var ganske OK. Vores Crowne Plaza ligger vel ca. 5 minutter til fods fra The Arch, som nok erSt. Louis' kendetegn. Buen som hæver sig stolt over byen. Og den skal vi lige se imorgen, inden vi kører videre imod Springfield, Missouri.....

 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 281,3 km

Køretid: 9 timer 13 minutter

Temperatur: 35 grader

Vejr: Solskin

Maks. hastighed: 119 Km/t

Gennemsnitsfart: 59 km/t

Billeder

Saint Louis - Springfield, MS

Så forlod vi så St. Louis. Inden vi kørte var vi lige henne og kigge på the arch. Den blev bygget som et symbol på alle dem som drog vestpå i starten af det 20 århundrede. De åbnede dog ikke for offentligheden for kl. 9.30, og vi var der allerede kl. 8. Så det blev til et kigger udefra...

 

 

Kort efter begav vi os afsted. Ruten idag var en lang tur. Hele 400 km skulle tilbagelægges, og højdepunkter på dette stræk var der ikke mange af. Selve Route 66 er mange steder her i Missouri blevet "væk" eftersom Interstate 44 er lagt lige ovenpå. Så det meste af strækket blev kørt på Interstaten (som er ligesom danske motorveje). Hvad  der så undrer mig lidt, er at fartgrænsen her er 70 mph. Det svarer sådan nogenlunde til 100 km/t. Og det er noget af det hurtigste man må køre i USA.

 

Her i Missouri har de mange drypstenshuler. Blandt andet en, som efter sigende skulle have været hideout for selve Jesse James. Men jeg har i mit liv set temmelig mange drypstenshuler ligesom mine forældre. Så det sprang vi over på dette stræk.

Hvad vi valgte at se idag var Devils Albow. Det er en gammel bro, som krydser en flod (som i gamle var var et farligt sted at sejle). Ved denne bro ligger en lille bar. Den er lidt speciel i og med at mange af de rejsende turister tager et smut forbi. Og kan ejeren overtale damerne til det, efterlader de deres BH der, som så bliver hængt på loftet. Sammen med pengesedler fra forskellige steder i verden. Alt i alt et spøjst sted. Det minder mig en hel del om lille bar "in the middle of nowhere" i Australien, som jeg var på, da jeg rejste der.

 

Fra vi ankom i Chicago Illinois og indtil nu har landskabet været noget, som vi ville forvente at se i skandinavien. Dvs grønt med mange skove og marker. Her i Missouri er der dog også krydret med en hel del små bjerge. Så det der primært adskiller sig fra Danmark er selvfølgelig alle de amerikanske udseende huse og deres veje. Og ved hver en afkørsel til Interstaten ser man adskellige MacDonalds, Burger King, Wendys, Donut King, Pizza Hut og hvad har vi ellers af Fast Food kæder - Sgu ikke noget at sige til, at amerikanerne er nogle store mennesker!

 

Det var idag vi stødte ind i turens 2. regnvejr. Ganske kort før vi ankom til hotellet, hvor vi skulle bo, begyndte det at regne. Ikke at det var koldt (det var vel stadigvæk godt over 25 grader), men når man kører i t-shirt og ikke andet - Ja så bliver det lidt koldt. Og sådan nogle regndråber slår altså hårdt på arme og hæder. Så et kort stop blev det til, alt imens vi andt regntøj frem før vi kunne fortsætte. Men selv med regntøj blev vi våde. Det var ikke lige sådan en kort sommerbyge - Men en hæftig sommerregn. Dog lover de noget bedre vejr imorgen.

 

En af de ande ting, som vi har set mange af undervejs i Illinois og Missouri er kirkegårde. De ligger sådan lidt hist og pist, og er af forskellig størrelse. På billedet ser vi en af de størere. Det en sådan en blanding af små neutrale gravsten til de helt store monumenter.

Alt i alt kan man sige om Illinouis og Missouri, at de er to stater, hvor landskabet er lidt som i skandinavien, hvor der er majsmarker og soyamarker, hvor der ikke er overdrevet meget af den oprindelige Route 66 tilbage. Man kan køre på den - men eftersom den ofte ligger klods op og ned af interstaten - Ja så kan man til tider bare kører på interstaten for at få tilbagelagt nogle kilometer.

 

Det er ikke sådan, at jeg syntes at disse to stater er spildt. Langt fra. Men landskabet er ikke det der står tilbage, som det der er spændende. Det er motorcyklen, turen og Route 66s specielle seværdigheder.

 

Imorgen skal vi til Oklahoma (Oklahoma City). Det er også et langt stræk, så her vil der også blive kørsel på interstate. Og vejrudsigten er fornuftig. De ser ikke ud til noget regn overhovedet - Men på den anden side - det gjorde der heller ikke for idag ;-)

 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 404 km

Køretid: 8 timer 49 minutter

Temperatur: 25 grader

Vejr: Solskin og regnvejr

Maks. hastighed: 151 Km/t

Gennemsnitsfart: 80,9 km/t

Billeder

Springfield, MS - Oklahoma City

Så forlod vi så Springfield, Missorui. Dette blev den koldeste morgen indtil nu. Det var kun ca. 15 grader varmt, og der var tunge skyer over os. Regnbukserne kom på, jakkerne, handsker og fullface hjelm.

Og så var vi afsted - Selv med alt det tøj på, var det koldt.

 

Vores første stop idag blev en meget lill flække på Route 66, hvor der var en gammel benzintank. Den var fra den tid, hvor en gallon benzin kostede 15 cents. på dette tidpunkt var temperaturen begndt at nærme sig de 20 grader. Men det var stadigvæk koldt at køre, så der røg ikke noge tøj af.

Ejeren af dette sted (Gary) var en ældre herre. Og meget snaksaglig. Vi fik fortalt en masse om området, om tanken, om Route 66 og hvad vi bare måtte se. Det var virkelig en stor oplevelse, at opleve denne interesse i andre, og lyst til at fortælle.

En lille halv time senere, fortsætter vi ad Route 66. Vi skal til og have lidt morgenmad, og bestemmer os for, at det skal være på Crossroads Café. Den ejes af datteren af Gary, og blev på det kraftigste anbefalet. 11 miles oppe ad vejen finder vi den, og stopper derfor ind.

Vi bestilte alle 3 en omelet (4 æg per omelet) vestern stile. Og det fik vi. Sammen med Hashbrowns, som er skiveskåret kartofler bagt på panden og 4 stykker toast. Og selvfølgelig al den kaffe vi ville have. Det var en morgenmad, som lå godt og tungt i maven.

Efter denne morgenmad fortsætter vi, og vi prøver nu at finde et sted, som Gary fortalte, at vi bare måtte se. Men det viste sig sværere end som så. Enten var vi dårlige til at forstå hans håndskrevne beskrivelse eller også havde han husket forkert. En time går med dette, og vi beslutter, at det gider vi ikke bruge mere tid på at finde.

 

Vi forlader så kort efter Mossouri for at kører ind i Kansas. Dette er den stat, hvor Route 66 har sin korteste strækning. Den er kun ca 13 miles lang. Og deres største seværdighed er en regnbuebro, som efter sigende skulle være den eneste tilbage på Route 66. På vejen har de malet adskillige Route 66 mærker. Faktisk findes disse malet på vejen på hele de 13 miles lange veje i Kansas.

 

Men før vi får set os om, er vi igen ude af Kansas og inde i Oklahoma. I Oklahoma kører vi igen en stor del af tiden på interstaten, da vi idag igen skal igennem et meget langt stræk. Faktisk tror jeg, at dette er turens aller længste stræk. Knap 600 km ender vi med at køre idag. Vejret er gået fra at have de tunge, våde og grå skyer over os til en total skyfri himmel. På trods af dette, er det ikke overdrevet varmt at køre. Imens vi kører igennem Oklahoma oplever jeg, at naturen begynder at vise sig anderledes end i Danmark. Store vider vise sig, hvor landmændene her har kvæg. Masser af kvæg. Og jo længere imod vest vi kommer, jo flere ranch ser vi. Men det er jo også lidt kendetegnende for den næste stat vi rammer (som er Texas).

 

Godt 100 km før Oklahoma City, hvor vi skal overnatte, beslutter vi os for, at vi nok ligeså godt kan spise lidt aftensmad. Kl. nærmer sig 18, og der er lang vej endnu. Vi stopper nu ved Dan's Bar-B-Que Pit. Stedet ligner en lukket lille restaturant, hvor ingen kommer. Måske det skyldes, at huset ingen vinduer har. Men indenfor er det slet ikke, som det ser ud udefra. Setdet ligner, hvad jeg kunne forestille mig en gammel diner skulle ligne.

Båse med borde, røde læder bænke og en udmærket betjening. Og her er det første gang, hvor de ikke overdriver med maden. Vi får et par almindelig størrelse burgere. Dog får vi selvfølgelig al den sodavand vi kan drikke. Her i USA kommer man bare rendende og spørger "Do you need a refill?" - Se det skulle vi lære i Danmark ;-)

 

Kl næsten 21 er vi på hotellet. Indtil nu har ingen af disse været svære at finde. Alle har ligget relativt tæt på interstate, og alle har været af fin standard. Alle har haft internet, TV, kaffemaskine, kaffe og the, samt alle toiletartikler (dog ikke tandbørster).

 

Imorgen er turen omkring 400 km. Så vi vil ikke alt for sent afsted. Vi skal bare lige finde en Wal-Mart eller lignende et eller andet sted. Vores sidste rene tøj bliver nemlig brugt imorgen -  Så nyt undertøj og T-Shirts er påkrævet.

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 575,8 km

Køretid: 11 timer 349 minutter

Temperatur: 15-25 grader

Vejr: Solskin

Maks. hastighed: 162 Km/t

Gennemsnitsfart: 82 km/t

Billeder

Oklahoma City - Amarillo, TX

 Så forlod vi Oklahoma City.

Oklahoma City er en stor by. Og selvom det kunne være sjovt at se storbyerne på vores ferie her, så er det ikke det vores ferie skal bruges til. Ellers skulle den da have været 2 uger længere ;-)

 

Dagen idag var også en af de længere. Og en hel del af tiden blev brugt på interstaten. Dette af to årsager: interstate 40 er lagt lige ovenpå den gamle Route 66 og vi skulle langt.

 

Vores første stop blev i Clinton. Her fik vi en kop kaffe på en gammel dinner. Lucille's Roadhouse. Det er en dinner i den gamle stil. Dog syntes jeg, at "sofaerne" skulle have været røde. Betjeningen var god, kaffen OK (og det siger ikke så lidt, for jeg syntes ikke amerikanerne kan lave nogen god kaffe. I hvert fald ikke hvis den skal være stærk) og de havde et par souvenirs.

Vi fortsætte kort efter. Og jeg syntes virkelig man kunne fornemme, at landskabet skiftede på denne tur. Fra at være frodigt og grønt begyndte det hele at blive væsenligt mindre frodigt, mindre bakket og virkede bare stort.

Jordbunden kunne flere steder ses, og den havde den karakteristiske røde farve. Nu begynder det at ligne de der store vidder, som man af og til sere i film. Og der var henvisninger til den ene og den anden indianerstamme. Hvilket der faktisk havde været de sidste par dage. Lidt underligt at se, at de forskellige indianerstammer er "lukket inde" i hver deres reservat. Som nogle vilde løver ...

 

Idag var også dagen, hvor vi kom til en del af de små spøgelsesbyer. Man kan tydeligt se, at disse byer simpelthen er "døde" da interstaten blev anlagt, og vejen pludselig forbigik byen. Jeg så idag adskillige moteller, tankstationer, autoværksteder mm. Og alle i samme stand. Lukket, faldefærdige og hvor planter efterhånden har overtaget det hele.

En af byerne vi kørte igennem havde et par butikker, som lignede noget der virkelig kunne trænge til en ordenlig overhaling, 1 café, 1 bar (som var byens trækplaster) og massevis af tomme bygninger. Og det kommer der kun mere af.

 

Vi paserede også i dag statsgrænsen til Texas. Texas er også den stat, hvor vi indtil nu har set det landskab som er mest ulig Danmark. Store vidder. Ingen bevoksning. Det mærkede vi også, da vinden pludselig kunne mærkes. Ikke det store, men mere end vi har haft tidligere. Byen Groom lå på vejen. Den har to kendetegn. Den ene er det skæve vandtårn, som i tidernes morgen er lavet sådan bevist. Man vill tiltrække sig folks opmærksom. Det andet kendetegn er et kors. Og ikke bare hvilket som helst. Det er kæmpe stort. Jeg vil tro, det er mere end 20 meter højt.

Og det kan ses meget langt væk fra. Det er også enaf de ting, som har overrasket mig. De er rigtig mange små kirke alle vegne. Enhver by med lidt respekt for sig selv har i hvert fald én kirke. Og gerne flere. Selv den faldefærdige by vi så tidligere havde en. Og ikke nok med de havde det, den var helt nybygget. Eller sådan så den ud.

 

Her til aften ankom vi så til Amarillo i Texas. Vi fandt vores hotel, og aftalte vi skulle på Big Texan. Det er det sted, som servere en 2,2 kg stor steak. Og spiser man hele den på en time (inkl. tilbehør) - Ja så er den gratis. Men ingen os ville begive os i lag med den. I mine øjne ville det simpelthen være spild af godt kød. I stedet blev det tilen 600 g. stor T-bone. Og det var nu noget rigtig mørt kød. Vi boede dog godt 15 km. væk, og snakkede om, hvordan vi skulle komme derhen. På motorcykel - Ingen af os gad rigtig den løsning, for så kunne vi ikke få en øl (det er de rigtig strikse med herover). Så snakkede vi om en taxi, men hotelmutter sagde, at de da ville komme med en Limo til os. Sådan gjorde de for alle. Så vi blev hentet og bragt i en limo ;-) Og det viste sig da at være en rigtig god idé. For da vi skulle hjem begyndte det at regne. Ikke bare lidt, men rigtig meget. Men det er selvfølgelig væk imoren ;-)

 

Imorgen har vi et kortere stræk. Kun godt 230 km. Så her kan vi tage det stille og roligt og nyde turen (for det regner nemlig ikke imorgen).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 447,0 km

Køretid: 8 timer 59 minutter

Temperatur: 28 grader

Vejr: Solskin

Maks. hastighed: 135 Km/t

Gennemsnitsfart: 81,5 km/t

Billeder

Amarillo, TX - Tucumcari, NM

Dagen i dag var en af de korte. Vi forlod Amarillo ved halv ni tiden, og havde 250 km til næste stop. Og eftersom meget af den oprindelig Route 66 her i Texas ligger på privat grund (og faktisk bare er en grusvej), blev det interstaten. Dog med et par afstikkere, samt en 30 km. tur på noget af grusvejen.

 

Vejret da vi startede var ikke varmt. Helt nede omkring 13 grader. Og let skyet. Så jeg startede med alt tøjet på. Og havde det Ok. Allerede efter ca. 10 km. var første stop. Det var ved Cadillac Ranch. Et sted, hvor en eller anden for lang tid siden, syntes det kunne være skægt, at tage 10 cadillacs og begrave med i jorden med snuden nedad. Et lettere syret syn. Bilerne er blevet overmalet så mange gange, at jeg vil tro, at er er mindst 5 cm. maling på hver af dem

.

En halv times tid senere er vi igen på vejen. Men kun kortvarigt. Skyerne i horisonten trækker sammen, og lover ikke lige frem tørvejr. Så under en bro gør vi holdt, og tager regntøj på. Hellere nu end når det først regner. eg har jo oplevet, at når det regner her - Ja så regner det helt vildt!

Vi fortsætter derefter med regntøjet på, og selvfølgelig komme der ingen regn. Tværtimod klarer det op, og pludselig er det solskin fra en skyfri himmel. Et noget hurtigt vejskifte (som jeg ikke klager over).

 

Vi er nu nået til Midtpoint Cafe i Adrian, Texas. Dette er stedet som er midtvejs på ruten. 1139 mile til både Los Angelse og til Chicago. Her gør vi holdt. Og her tager vi alt regntøj af igen. Temperaturen stiger hurtigt, og jeg vil tro at vi nu allerede er på 25 grader. Men en kop kaffe skal vi have. Hvilket en masser andre motorcyklister (på deres Harleyer) også har bestemt sig for. Ud over, at den ligger midtvejs, er den er cafe som mange andre på Route 66. Men klart et besøg værd. Vi er her en lille time, snakker med de andre bikere og et par amerikanere.

 

Herefter går turen videre. Vi tager nu det før omtalte stræk på grusvej. Og det er nu blevet rigtig varmt. Turen på grusvejen foregår ikke så hurtigt, men hvor er landskabet dog smukt. Det er blevet sådan rigtig western prærie agtigt. Tørt, stort, uden vegetation, skyfrit og ingen huse eller andet i miles omkreds. Som tidligere nævnt var dagen i dag en kort dag. Vi er allerede fremme kl. 14(efter at have sat urerne en time tilbage som følge af skiftet til en ny tidszone. Vi tjekker ind, pakker ud og hviler os. Eller mine forældre hviler sig. Jeg skriver lidt. Om lidt er det poolen. Her er simpelthen varmt.

 

Dagen i dag har jeg desuden brugt på at tage billeder af alle de forladte bygninger af enhver art. De fasinerer mig lidt. Tænk hvilken historie de rummer, selvom de ikke bruges mere. Se under dagens billeder og dan jere eget indtryk. Jeg syntes stadigvæk det er speielt at tænke på, at der førhen var rigtig mange mennesker der levede og arbejdede langs Route 66. Og det gør man ikke mere...

 

 

 

 

 

 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 186,3 km

Køretid: 6 timer 1 minut

Temperatur: 35 grader

Vejr: Solskin

Maks. hastighed: 114 Km/t

Gennemsnitsfart: 62,2 km/t

Billeder

Tucumcari, NM - Santa Fe, NM

Vi startede ud fra Tucumcari med overskyet og køligt vejr. Jeg tror ikke, at temperaturen idag igen har været over 15 grader her til morgen. Så alt tøjet på, og så afsted.

 

Vi skulle ende i Santa Fe senere, og valgte turen af highway 104. Det skulle være en smuk tur igennem New Mexico. Og det kan man da vist roligt sige det var. Hele turen foregik på lange lige og øde landeveje. På den første knap 200 km. kom vi igennem 3 byer. Alle bestod de af 5 - 10 huse. Og der var intet. Ingen tank. Ingen café. Ingen restaturant. Absolut intet. Så strækket blev tilbage med behagelig 90 km/t (dog med en enkelt strækning i nærheden af Road Kingens top hastighed). Naturen heroppe er smuk. Man får virkelig en fornemmelse af, at landet er stort. Så langt øjek rækker er der intet. Andet end græs og små planter. Og dem som bor i området, de må være landmænd. De må have deres ranch og deres kvæg. Og man da vist ikke sige, at kvæget ikke har plads nok ;-)

 

Allerede efter at have kørt nogle få km. så jeg noget kravle over gaden. Jeg kunne have svoret på, at det var en edderkop. Dog var jeg kommet forbi, og havde ikke lige lyst til at vende om. Det skulle vise sig, at være ligegyldigt. For her var der mange edderkopper, som krydsede gaden. Da jeg fik øje på en senere, stoppede vi. Sådanbare for at se den lidt tættere på. Den var stor, ulækker og låden. Men dem må være temmelig almindelig her, for vi så mange af dem. Det fik min mor til at sige, at det nu var sidste gang, at hun gik ind i græsset i siden ;-)

 

Men de var nu heller ikke så lækre endda. Den vi tog billeder af, blev siddende ganske stille hele tiden. Heldigvis for det da.

 

Første rigtige by vi kommer til er Las Vegas. Og det er ikke den Las Vegas. Det er ikke en stor by, men frokost kan vi da få. Og nu kan man rigtig se, at befolkningen her er lige så meget spansk talende, som de er engelsk talende. Faktisk så vi adskillige, som kun snakker sammen på spansk, og hvor de engelske ikke kommer nemt til dem. Deres udseende afslører dem også. De ligner typiske mexicanske personer. Så man er ikke i tvivl om, hvor man er.

 

Det sidste stræk derefter til Santa Fe foregik på samme måde. Bortset fra, at det var interstaten der skulle benyttes. Man kan vist nok komme ad den helt oprindelige Route 66, som dengang gik via Santa Fe, men den er rigtig mange steder i rigtig dårlig stand. Dvs. grusvej. Så det blev interstaten.

 

Ved ankomsten til Santa Fe begyndte jeg at undersøge, om der lå et casino i nærheden. Vu har nemlig en fridag lørdag, og så kunne jeg jo snildt tage på casino og prøve at spille Texas Hold'em. Jeg fik i receptionen af vide, at de nærmeste lå godt 15 miles væk. Men de havde en hente og brinde service.

Jeg ringede så til dem for at sikre mig, at de også udbød Texas Hold'em poker. Og selvfølgelig gjorde de det. Så skulle jeg til at bestille en hentning, og komme derud, da tanken slog mig. Hvad er mindste buy-in. Jeg spurgte - Og han svarede "Well - Its not that much. We have tables starting from 0. But usually they play 0 or more."

Da jeg hørte dette, blev jeg enig med mig selv om, at det ikke er her jeg skal prøve det. Jeg vil gerne prøve på casino og spille poker. Men jeg vil ikke satse så mange penge bare for at prøve. Jeg havde troet, at man måske kunne spille for -.

Men det må jeg så prøve i Flagstaff. Der har vi også en fridag. Og så kan jeg i mellemtiden lige overveje, om det er 0 værd. Måske det er....

 

Om aftenen på hotellet sad vi og fik en øl. Her mødte vi Kimberly. Hun var fra Chicago og var på sin ferie (her i USA har man én uges ferie om året de første 4 år man er ansat. Derefter 2 uger. Og det er det).

Hun havde været dansk gift, kunne snakke lidt dansk, havde boet i vejle. Nu var hun skilt, boede i Chicago, fløj helikopter for FoxNews, underviste i dette, samt i det som man gør på landjorden i kontroltårnet.

Hun kørte Harley og var faktisk en temmelig sej dame. Hun fortalte os lidt om området her omkring. Og at der var det og det vi skulle se. Meget af det hun nævnte er i vores turplan. Men specielt Sedona skulle vi se. Det tror jeg hun sagde mindst 30 gange...

 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 300,8 km

Køretid: 6 timer 2 minut

Temperatur: 30 grader

Vejr: Solskin

Maks. hastighed: 143 Km/t

Gennemsnitsfart: 69,6 km/t

Billeder

Santa Fe

Idag er vores fridag.

 

Idag skal vi ind og se noget af Santa Fe. Jeg har læst et eller andet sted, at det er USAs ældste by (nævnt helt tilbage i 1600 og et eller andet). Den skulle rumme mange gamle bygninger, mange museer, gallerier mm.

Så vi tager derind og ser, hvad byen har at byde på.

Downtown Santa Fe er en smuk by. Den er virkelig holdt i den gamle stil. Et eller andet sted læste jeg, at der ikke må bygges i den gamle bydel, medmindre man holder stilen.Og det kan man se, når man kommer der. Santa Fe byder på meget, hvis man er til kunst og lignende. Der er rigtig man gallerier, museer og gamle bygninger. Vi spiste vores morgenmad inde i byen, gik rundt et par timer tid og så på byen. Jeg ville gerne have været ind på et museum, som omhandlede indianernes historie. Men sådan et kunne jeg ikke finde. Jeg kunne fnde mange gallerier, et museum for fine arts og et for modern art. Men ingen af dem tiltalte mig. Desuden bærer buen stort præg af, at der er mange kunstere her. De er et helt areal ved siden af kirken, hvor der er 20 - 30 små udstillingsboder.

 

Efter et par timer i byen besluttede vi os for, at vi ville køre en kort tur, for at se, hvad området ellers kunne byde på. Vi fandt på kortet Gorge Brigde over Rio Grande. Vi besluttede os for, at der ville vi tage hen. Turen derop gik af små stejle bjergveje. Det var ganske skægt at køre på dem. Men jo nærmere vi kom broen, desto koldere blev det. Vi er efterhånden oppe i 2600 meters højde. 1œ timer senere ruller vi ind i byen Taos, som ligger ca 15 km. fra broen. Et kort ophold og en kop kaffe senere - Så er vi atter på vej imod broen.

Da vi ankommer har vi kor forinden kørt henover, hvad jeg vil betegne som højsletten. Stort og fladt område - Og pludselig er kløften der. Og den er dyb. Det er virkelig et imponerende syn. Man begynder at forstå, hvilke kræfter det er naturen har. Og nogle gange frigiver. Det er ikke noget der bare er kommet. Selvfølgelig har det taget rigtig mange år - Men det gør det ikke mindre imponerende.

Turen tilbage var kløften foregik lidt hurtigere, da vi tog den direkte hovedvej. Ikke at dt var noget dumt. Vi kører her langs med Rio Grande og kan hele tiden se, hvordan floden igennem tiden har boret sig ned igennem bjergene.

 

Kort før vi når tilbage til Santa Fe gør vi et kort holdt. Der er et casino, og jeg vil gerne lige se det. Selvom der er mange mennesker der, bliver jeg lidt skuffet. 95% af det hele er en armede tyvknægte. 4% e blackjack. Og over i det ene hjørne er der 3 borde med Poker. Og det er nogle underlige fisk der sidder og spiller.

Jeg tror, at jeg vil se, om ikke der skulle være et casino i Flagstaff, hvor vi også har en fridag.

Billeder

Santa Fe, NM - Gallup, NM

Strækket idag var et af de mellemlange. Og det var ikke dette stræk, som bød på de store seværdigheder.

Men naturen - Den er storslået her.

Vi kørte hele tiden på kanten af bjergene, som vi skal ind i de nærmeste dage.
Adskillige steder kan man virkelig fornemme de store afstande, som landet her kan byde på. Til tider syntes jeg, at det er helt ufatteligt så stort landet er.

De to største ting på turen var vel at se Santa Fe ekspressen. Det er i bund og grund bare et tog. Med godt 100 vogne efter. Med containere i to lag. Det er altså et imponerende syn. Men det tror jeg nok, at vi kommer til at se et par gange mere i løbet af de næste par dage.

 

Senere kørte vi over The Continetal Divide. Det er et punkt, hvor regnvandet på den ene side og øst søger imod den mexicanske golf. Og på den anden side og vest søger imod stillehavet. Jeg havde troet, at man havde gjort et stort nummer ud af det, eftersom det er nævnt som en stor seværdighed. Men det viste sig bare at være et lille skilt ;-)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel i Gallup. Vi tjekker ind, og imens mine forældre bærer bagagen ind, kører jeg ud for at finde en tank. Vi skal lige have et par øl. Den første tank sælger slet ikke øl.
Den anden sælger dem - Bare ikke om søndagen. Der må man slet ikke købe øl!
Staten New Mexico er åbenbart meget strikse med dette - Så det var ikke til at opdrive en øl i området. Selv da vi gik ud og spise om aftenen kunne vi ikke få noget stærkere end cola. Lidt underligt syntes jeg.

 


 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 339,2 km

Køretid: 7 timer 45 minut

Temperatur: 30 grader

Vejr: Solskin og lidt skyer

Maks. hastighed: 125 Km/t

Gennemsnitsfart: 71,9 km/t

Billeder

Gallup, NM - Kayenta, AZ

Idag startede vi ud fra Gallup. Det var koldt og blæsende, og det vi kunne se lovede ikke godt for dagen. Tunge skyer hang i horisonten i den retning, vi skulle i. Med alt vores tøj og udstyr begav vi afsted. Vi skulle køre godt 200 km. idag.

Ruten ville ikke byde på nogen specielle attraktioner, men den skulle være smuk. Og det må man sige den var. Fra New Mexico til Arizona gik det ad landeveje igennem et meget smukt bjerglandskab. I løbet af formiddagen klarede det op, hvor vi kørte. Men på både højre og venstre side af os lå de tunge skyer. Og de afgav regn!  Men ligefrem for, hvor vi skulle hen, skinnede solen nok så smukt.

Vi kørte stille og roligt af sted og trafik var der ikke meget af. Undtagen selvfølgelig når vi kom igennem en by.

Jo nærmere vi Kayenta i Arizona, hvor vi skulle bo, jo nærmere kom regnen ind på os fra begge side. Men heldigt nok kørte vi i tørvejr lige igennem "hullet" i mellem de to regnskyer. Og da vi ankom til hotellet kunne vi se, at der hvor vi havde kørt kort forinden - ja da regnede det. Men så var den dags regn også væk. Og den fik vi ikke noget af. Resten af dagen var ren solskin.


Vi var allerede ankommet kl. 13. Og dette var faktisk dagens stræk. Dog var dagen planlagt så vi skulle op nordpå og se Monument Valley (som faktisk er lige inde i Utah, så nu har vi faktisk også været i Utah). Turen derop er små 50 km. Og det er smukt.
Selve Monument Valley er smukt. Man kan snildt se John Wayne for sig, på sin hest, med sin riffel riddende ind til indianerne. Faktisk minder stedet i mine øjne meget om Aires Rock i Australien. Vi var deroppe i ca. 2 timer, hvor vi strøg rundt og nød området.
Det var idag en blæsende dag, men på trods af det, var det behageligt varmt. Jeg tror, at vi har haft 25-30 graders varme idag. Og det er rigtig behageligt at køre i. Selvom den kan give en del "sandstorm", som kan irritere øjnene.


Vel tilbage ved hotellet fik vi et bad, og ville op og have en øl. I dag er det jo ikke søndag, så det skulle væer dejligt med en kold øl. Men nej - Nu er vi i et indianer reservat (navajo), og her er det forbudt at sælge alkohol. Men gutten ved receptionen sagde, at vi kunne køre en times tid imod nord - Så kunne vi få en øl, hvis vi var så tørstige. Det syntes vi ikke lige vi var, så vi fik en cola.
Så er der mobiltelefonen. Dækning? Det er sgu' efterhånden svært at finde herude på bøhlandet. Det er noget vi periodisk har, når vi er i en større by. Men sådan er det. Det er jo heller ikke derfor vi er her ;-)

 

Lige her er internet laaangsoomt.

Jeg vil indsætte nogle billeder imorgen - Når jeg forhåbenlig har en bedre forbindelse. For det jeg oplever her, tror jeg er langsommere end med en gammeldags opkaldsmodem ...

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 160,9 km

Køretid: 6 timer 20 minut

Temperatur: 30 grader

Vejr: Solskin

Maks. hastighed: 128 Km/t

Gennemsnitsfart: 66,2 km/t

Billeder

Kayenta, AZ - Page, AZ

Dagen idag begyndte smukt. Vi forlod Kayenta Arizona henad 9 tiden. Og solen skinnede ned fra en skyfri himmel. Det var også idag, vi skulle forlade navajo indianer reservatet. Og lad mig sige med det samme, at ankomsten til Page bød på en øl ;-) Efter ikke have have kunnet købe en øl i to dage, er det nu dejligt at kunne slutte dagen med en Vi er så småt ved at komme ind i Grand Canyon området, og det er mange smukke ting at se her, så det er lagt an på, at i skal bruge tiden på disse. Turen idag var igen præget af, at køre igennem disse smukke landskaber, hvor man virkelig får en fornemmelse af afstande. Jeg tror ikke, at vi havde mange flere sving end 5-6 stykker på vores tur idag (sådan sat lidt på spidsen).

 

Turen til Page tog et par timers tid. Og den blev kørt i et pænt stille og roligt tempo. Vi havde et par stop undervejs for at få en kop kaffe. Et af stederne mødte vi (igen fristes man til at sige) andre på motorcykler. Disse var fra Florida, og havde lejet deres motorcykler i Las Vegas og kørte nu rundt om Grand Canyon området. Ved ankomsten til page satte vi urerne en time tilbage, da vi havde forladt Navajo reservatet, og nu skulle følge den generelle tid i Arizona. Det betød at klokken kun var godt et ved ankomsten til Page. Vores hotel værelse var ikke klar endnu, så vi kørte til en lille dinner. Her så vi den 4. v-strom. Jeg ville have svoret inden jeg tog afsted til USA, at jeg ikke skulle se nogen overhovedet, men har har altså indtil nu set 4. Men man kan jo også sige, at det er en fortrinelig motorcykel, hvis man vil køre lidt offroade og ikke have en decideret offroader.

 

Efter vores stop, og tilbage på hotellet fik vi vores værelse. Så bagagen blev smidt op, og vi tog en smut til Glen Canyon Dam. Glen Canyon Dam er en dæmning over Colorado River. Og dem er der en del af. Den mest berømte af dem, er Hoover Dam på grænsen imellem Arizona og Nevada (som jeg så engang for 12 år siden). Glen Canyon Dam er "kun" 5 meter mindre end Hoover dam, men hele 30 år yngre. Begge tjener de det formål, at levere energi til området, samt kunne kontrollere mængden af vand længere ned af floden til beboere og ikke mindst landmænd. Og denne dæmning er nøjagtigt så imponerende som Hoover Dam. Forskellen på vandstanden på den ene side med søen, og den anden er næsten ufattelig, når man tænker på, hvilket tryk vandet leverer. Da vi skulle ind i selve informationscentret for dæmningen (blev opført efter Senator Carl Hayden ønske. Han er en af USAs længst siddende senatorere), skulle vi aflevere alle metal genstande, og igennem en metaldetektor. Lidt som i lufthavnen. Det er der måske ikke noget at sige til med al den terror, som kan ramme USA. Og tænk, hvad der ville ske, hvis sådan en dæmning blev sprunget i luften og alt det vand der er bagved fik lov at passere frit...

Området, hvor den kunstige sø er, har en kyststrækning på 3000 km. Så det er ikke nogen lille sø.

Og lad mig så slutte med at sige - Det er nu dejligt at kunne få en kold øl efter en dag, hvor temperaturen igen har rundet de 30 grader. Så jeg håber ikke lige, at vi igen skal ind et sted, hvor vi ikke må købe øl af den ene eller den anden grund....

 

 

Billeder

Page, AZ - Grand Canyon Village

Idag skulle vi kun køre godt 100 km. fra Page til Grand Canyon.

Vi forlod Page omkring halv ni, da vi gerne ville frem til Grand Canyon og se dette. Turen fra Page til Grand Canyon er utrolig smuk. Vi kører hele tiden langs med Colorado River,som er grundlaget for hele Grand Canyon og hele det tilhørende opland.

Allerede efter et kvarters kørsel (hvor vi er kommet fra 1100 meters højde i Page til knap 2000 meter) kører vi igennem et lille pas.

Og så har man ellers udsigt over et kæmpe plateau, hvor Colorado River snor sig igennem. Ikke at man kan se selve floden, da den løber dybt nede i en kløft.

 

 

 

Første lille afstikker er til Lees Ferry. Her er en smuk regnbuebro over selve kløften. Og et lille motel med tilhørende café, hvor vi får en kop kaffe. De lokale her er utroligt venlige. Og snaksaglige.

Herefter fortsætter turen imod Grand Canyon. Disse små 100 km. løber som sagt langs med Colorado River, og ligger lige på kanten af Painted Dessert (som vi ikke kommer direkte igennem).

Men det vi når at se, giver et billed af, hvordan det må se ud. Her er klippeformationer, som er røde, andre er sorte, andre igen er nærmest cement farvet. Ganske imponerende syn. Vi kører nu i 1500 meters højde, solen skinner fra en skyfri himmel, og man kan virkelig mærke varmen, Havde det ikke blæst idag, ville det have været enormt varmt. Nu nøjes vi med op imod de 30 grader. Men lige så varmt det er om dagen her i disse højder - Lige så koldt bliver det om aftenen. I TV har de sagt, at der kan komme nattefrost.

Vi gør et kort stop for at få vand og lidt mad, inden vi fortsætter ind i selve Grand Canyon National Park. Allerede efter skiltet får man en lille fornemmelsen af størrelsen på Grand Canyon. Man skal køre godt 10 km. før man kommer til første lille udsigtspunkt. Dette er over Little Colorado River. Denne løber også igennem kløfter, og er en af de største tilløb til selve Colorado River. Alene denne kløft er imponerende i sig selv, og man fortabes i den kraft, som naturen må have vist.

Kort efter fortsætter turen imod selve Grand Canyon. Et kort stykke tid kører vi med Little Colorado River på højre hånd. Et rigtig smukt syn. Herefter kører vi ind i noget granskov. Og så kommer den der fornemmelse - "Nå - Var det det? Det var da ikke så enormt". Denne følelse kører man så med 20 minutters tid - Lige indtil man ser selve Grand Canyon. Og det syn der møder en nu - Det er svært at beskrive. Selve størrelsen af den canyon er imponerende. Jeg har på et tidligere tidspunkt set Kings Canyon i Australien - Og jeg syntes dette virker meget større.

Størrelsen alene gør, at man føler sig lille og ubetydelig. Og når man tænker på, at for 1,7 milliarder år siden blev det plataeu dannet, som Grand Canyon løber igennem. Men man mener, at det kun er 6 millioner år siden, at Colorado River begyndte at forme området. Og en sådan canyon på kun 6 millioner år - Det er i naturens verden meget hurtigt.

 

Størrelsen alene kan måske sættes i perspektiv ved dette: Indgangen til Grand Canyon (Dessert View) og til udgangen (Grand Canyon Village) er små 40 km. Da vi forlader Dessert View og kører imod Grand Canyon Village gør vi mange små holdt og nyder udsigten.

Slutteligt rammer vi byen, hvor vi skal overnatte. Vi får vores værelse, smider bagagen ind og kører ud for at få lidt og spise. Det er godt nok noget tidligt, men så kan vi efterfølgende kører ud til Grandview Point og se solnedgangen. Vi ankommer til udsigtspunktet kort før kl 18. Solen går ned kl. 18.30.

Og det syn - Det er imponerende. Man kan virkelig fornemme skiftet i farver i den halve time det står på. Man får virkelig en følelse af at være lille og ubetydelig. De billeder der er taget kan ikke engang indfange den størrelse, som det har. Man skal se det med egne øjne for at forstå det.

 

 

 

 

 

 

 

 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 295,2 km

Køretid: 7 timer 43 minutter

Temperatur: 10-30 grader

Vejr: Solskin

Maks. hastighed: 130 Km/t

Gennemsnitsfart: 75,5 km/t

Billeder

Grand Canyon - Flagstaff

Vi forlod Grand Canyon igen idag. Det var en temmelig kold og blæsende morgen, så vi startede med alt tøjet på. Og turen til Flagstaff svinger højdemæssigt fra 1600 - 2500 meter. Og det kan man mærke. Jo højere man kommer des koldere bliver det. Og når det så i forvejen erkoldt og blæsende, kan man virkelig mærke forskellen.

 

Selve turen er på godt 100 km. Det eneste der er undervejs er udsigten til bjergene. Og når man kommer dertil, så er der græntræerne. Faktisk sjovt at se hvordan bevoksningen i forskelle højder skifter.Længst nede er der næsten ingen bevoksning, lidt højere oppe kommer grantræerne og omkring de 2500 meter begynder der ud over grantræer også at komme nogle alm. træer imellem.

 

Eftersom vi allerede ankommer til flagstaff kl 12 gør vi et kort holdt ved en Starbucks. Og he får vi så turens bedste kaffe. Ja, amerikanerne kan ikke lave kaffe. Ikke så stærk som jeg gerne vil have den, men det kan de i Starbucks. Dam good coffee ;-)

 

Vi fortsætter imod Meteor Crater. Vi har resten af dagen for os, og kører de 50 km. derud. Meteor krateret er dannet for 50.000 år siden. Et metoer på 40x40 meter, tror jeg det var, har dannet dette krater på ca. 1500 meter i diameter. Det må sgu' alligevel have givet et ordenligt brag dengang. Men imponerende er et. Et stort hul ude midt i ørkenen.

De viser en kort film, som illustrerer det der skete dengang, samt følgerne af det.

Efter en god times tid tager vi tilbage til Flagstaff.

 

Om aftenen spiser vi på en af de bedre Route 66 Dinnere. Den er godt holdt i 50'er stilen med stole, borde og indretning. Det er nu ganske skægt. Man føler sig lidt hensat til gamle dage. Lige indtil man ser, hvad man spiser. For det er nemlig ganske almindelig junk food. Godt - men alligevel junkfood. Og på væggen henne ved døren hænger et billed af en amerikansk dinner, som hedder Galaxy. Det er med et par gamle amerikaner biler ude foran, og billeder lyser i bilernes lygter, samt i forskellige lamper på hust i baggrunden.

I følger personen der, er det sådan som dinneren så ud for en del år siden. Men jeg er rimelig sikker på, at jeg har set det billed et eller andet sted i Odense. På et værtshus et sted... Så enten passer det ikke, hvad han sagde tjeneren, eller også har andre været her, og købt det med hjem. Begge dele er selvfølgelig sandsynlige.

 

Aftenen tilbringer vi i hotellets bar. Og her falder vi i snak med et par mexicanere, et par amerikanere og en indianer. Et par af disse er ved at være godt berusede. Og de skulle op kl. 5 næste morgen og på arbejde. Vi kunne heldigvis bare sove lidt længere - Hvilket viogså har gjort...

 

Billeder

Flagstaff og Sedona

Dagen idag varen fridag.

Vi skulle overnatte det samme sted igen, så vi tog en kort køretur til Sedona. Sedona ligger ved bunden af en kløft. Det er en rigtig turistfælde. Alting her syntes lige et par dollar dyrere end andre steder. Byen er pæn, og der er vitterlig mange turistfælder her.

Det blev alligevel til en bøffel burger. Ikke at det var noget specielt. Smagte i store træk bare som en oksekødsburger. Efter en times tid her, kørte vi en rundtur i området. I forhold til Flagstaff, hvor vi bor og som ligger i 2200 meters højde, kom vi helt ned i 800 meters højde. Temperaturen i Flagstaff er omkring 25 grader. Nede i 800 meter er det i nærheden af de 35 grader. Når man så holder stille på en sort asfaltvej, venter på grønt lys - Ja så varmer det helt pænt. Motoren afgiver meget varme, vejen afgiver varme og solen varmer. På dette tidspunkt er det næsten ikke til at holde ud...

 

Turen fra Flagstaff ned til Sedona falder over ca 20 km. Og det er en pænt snoet vej. Det er fantastisk at køre ned imod byen. På begge sider går bjerget bogstaveligt talt lodret ned og op. Og vejen er fyldt med u-sving og hårnålle sving. Rigtig fed kørsel. Og imens man kører kan man lugte grantræerne, mærke brisen fra floden ikke lang fra - Og temperaturen stige for hver meter vi kommer længere ned.

 

Sedona og området omkring det virker dog som et sted, hvor de rige og de smukke kommer. Husene her er store og rummelige. De er velholdte. Og de biler der kommer her er ikke af de mindste. Eller jo - det er de nok, men prisen er ikke. Jeg så mange små sportsvogne.  Jeg fik sådan en fornemmelse af, at Sedona er dette områdes Monaco.

 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 472,0 km

Køretid: N/A

Temperatur: 25-35 grader

Vejr: Solskin

Maks. hastighed: N/A

Gennemsnitsfart: N/A

 

Billeder

Flagstaff - Lake Havasu City

Så er det anden sidste dag på Route 66.

Vi startede i Flagstaff, hvor det var køligt. Vi var jo også oppe i 2100 meters højde. Og i den retning, som vi skulle var skyerne sorte. Så umiddelbart lovede vejret ikke godt, men det havde været sådan før, så vi håbede det bedste. Det skulle dog vise sig, at lige i dag, skulle vi ikke være så heldige. En halv times tid efter start begyndte det at regne. Vi stoppede ind, fik alt regntøjet på og fortsatte. Og så kom regnen. Det væltede simpelthen ned. Så da vi ankom til Seligman, gjorde vi holdt. Den første dinner i byen (som ikke er andet end 3 - 4 butikker ed souvenirs) stoppede vi ved. Og vi gik ind. Ejeren var en helt utrolig flink mand. Han snakkede og fortalte alt imens der blev lavet kaffe, tærte og lidt morgenmad til mig. Vi var vel her i en times tid alt imens vi gik på jagt i souvenirs. Han fortalte bl.a. at han var den billigste i byen. Og generelt på hele route 66 skulle det vise sig. Han ville hellere sælge sine souvenirs billigere og få dem solgt end at have dem længe. Så til andre - Kommer i til Seligman - Så den første dinner / souvenirs butik på venstre hånd (når man kommer fra vest) - Klart et besøg værd.

Det var også her, hvor vi begyndte at se de første huse, som virkelig er stillet i old fashion stil. Dette er alene for turister. Og det er det de lever af. Men vi var nød til at komme videre. V havde alligevel et pænt stykke endnu, og selvom det regnede måtte vi videre. Vi kørte den næste halv anden times tid i

 mere eller mindre regnvejr.

Vores næste stop skulle være Kingman. Men undervejs kom vi forbi en lille gammel tankstation, som nu fungerede som museum, souvenirbutik og kiosk. Undenfor var der mange gamle og spændende ting fra tiden, hvor Route 66 var på sidst højeste. Faktisk ganske underholdende sted. Da vi var der, var der ca. 20 grader og småregn. Mine forældre fortalte, at de var der sidste år var temperaturen over 40 grader. Så det var noget af en kontrast.

 

Først da vi nåede Kingman begynde solen at få magten. Vi gjorde holdt her, og fik middagsmad. Kinesisk denne gang (hvilket har vist sig at være meget billigt her i USA). Kingman er en relativ stor by i udkanten af Mojave ørkenen. For at komme videre herfra ad Route 66 (som på denne dag har været af det bedst bevarede vejstykke), skulle vi over et pas. Og jeg tænkte straks på pasene i Østrig. Men sådan er det ikke her. Det er et pas, med snoede veje op til. Men det er kun godt 1200 meter højt. På trods af dette, var turen derop ganske god at køre. Masser af sving og bakker. På toppen gjorde vi et holdt - Et par billeder skulle tages. Alt regntøj røg nu også af. Vi kunne godt mærke, at vi ikke mere var så højt, samt at regnvejret var langt bagved os. Her mødte vi en tysker og englænder (gift ed hinanden) som vi kort snakkede med. Ganske flinke.

Nu jeg tænker på det, var det på vejen op imod dette pas, at vi kørte af et langt stykke ørken område. Lidt som man virkelig forestiller sig det skal se ud. En masse vindhekse, små forhutlede planter og sand. Og det var her jeg så dem - postkasserne. Der boede åbenbart en del nede af de forskellige sideveje (som var af grus). Og deres postkasse stod ved vejen.

 

Efter passet gik de selvfølgelig nedad. Ned imod Oatman. Er man i området er dette et must see. Det er en by i rigtig western stil. Træhuse. Træfortorve foran. Og en masser skilte mm. som virkelig fk en til at tænke på det gamle western.

Her gjorde vi holdt en god times tid. Der var masser der lige skulle opleves og ses.

Vi gik ind på en restaurant for at få kaffe. Og hvilken udsmykning. De hang millionvis af en dollars på vægen. Hver med påskrift fra en eller anden gæst. Som en havde skrevet "One of a million" - Hvilket jeg må sige passede ganske fint.

Efter opholdet her her måtte vi hellere komme videre. Vi skulle helt til Lake Havasu, og klokken var ved at være halv seks, og vi havde 1œ time endnu.

 

De sidste kilometer forløb ganske planmæssigt. Vi ankom, pakkede ud, pakkede om og fik en øl.

 

I morgen er det Mojave ørkenen. Og holder det de siger i TV - Så bliver det varmt.

 

 

 

 

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 416,7  km

Køretid: 11 timer 9 minutter

Temperatur: 15-30 grader

Vejr: Solskin og regnvejr

Maks. hastighed: 118 Km/t

Gennemsnitsfart: 79,7 km/t

Billeder

Lake Havasu City - Santa Monica

Så var det det sidste stykke af Route 66 vi skulle ud på idag. Og rutens længste stræk. 530 km var den anslået til. Vi skulle helt til Los Angeles idag, og der var et par meget lange stræk i midten af Mojave Ørkenen. Til vores fordel kan siges, at det lige har regnet i californien, og derfor var det ikke mere end 25 grader idag. Ellers kan ørkenen godt byde på temperaturere over de 40 grader.

De første godt 100 km. var fra Lake Havasu og til Needles og lidt efter. Ikke det mest ophidsende stræk - Men alligevel flot med bjergene som baggrund og solen skinnende fra en skyfri himmel. Dog er det da værd at tag med, at i Lake Havasu er London Bridge. Eller rettere den bro, som for meget lang tid siden fandtes i London. Den blev pillet ned sten for sten, transporteret til Lake Havasu og genopført. En eller anden eksentrisk rig amerikaner købte den for 2.460.000 $ i 1962. Han havde beregnet, at det ville koste 1.200.000 $ at rive den den og genopbygge den. Derfor doblede han beløbet og lagde 60.000 til. 60.000 da han ville fylde 60, når den skulle indvies. Pudsig lille historie.

Grænsen imellem Arizona og Californien markeres af en hvid regnbue bro. Den bruges dog ikke mere til trafik, men transportere nu gas.

Ellers kørte vi laang tid i ørkenen. Der er virkelig ikke meget at se der - Andet end ørken. Og et par af de lokale fortalte, at idag var det koldt. Det havde kort for inden (et par dag før) regnet. Og det var i hvert fald 20 år siden, at det havde regnet en dag igennem. Iflg. de lokale sagde en anden (som jeg ville kalde lokal, men havde endnu ikke boet der i 30 år. Kun 20 og det gjorde ham ikke indfødt ;-) ).Langs vejen går der til højre en lille høj. På denne har rigtig mange mennesker lagt sten i mønstre, så de danner alle mulige navne. Ganske skægt at køre og se på. Vi kom også forbi et par træer fyldt med sko. Hvad den store mening med dem var - Ja der må jeg være svar skyldig. Men skægt så det ud.

Der var også et par træer, hvor man var begyndt at hænge underbukser - Igen hvorfor vides ikke.

Kort efter disse træer kom vi til Roy's. Roy's er kendt fra et par film. Bl.a. På stop med en dræber fra midt 80'erne. I forhold til, at stedet virkelig er i midten af ingenting, er det forbavsende velbevaret. Et skilt bekendtgjorde, at ejeren havde købt det med hensigt på, at gøre det til et inn sted igen. Hvis jeg forstod andre ret, kan man allerede nu sove i de små inn huse. Ejeren var forresten ham, som endnu ikke var lokal. Det eneste man kunne købe i hans "cafe" var vand, kaffe og lidt slik. Så på det punkt mangler han lidt endnu.

Efter en kop kaffe og lidt små snak - Ja så er vi igen på vejen.  Og et skilt på vejen fortæller kort efter, at vejen kan være rough. Og det blev den. Dette var det dårligste stykke vej vi endnu har kørt på. Store huller, riller som får motorcyklen til at styre selv (eller sådan føles det) og generelt meget dårlig stand. Dette varede ved godt 35 km. Temmelig anstrengende at køre i. Og det gav en gang imellem nogle ordenlige dunk, når man kørte over et hul man lige havde overset. Her havde v-strommen klaret sig noget bedre....

 

Da vejen igen begynder at blive god, kommer der en kending. Bagdad Café. Her skulle vi selvfølgelig gøre et stop. Udefra ligner den ikke helt den café fra filmen, men inden i er det det samme. Og det er lidt underligt at være præcis der. Mine forældre havde længe sagt, at jeg skulle glæde mig til det, da der var en bartender, som var gammel, havde gebis, og kørte dette gebis rundt i munden og rullede med øjnene. Og man kunne få cheeseburger. Ikke andet, da han var alene. Men idag er der i hvert fald 3 på job. Og vi kommer imens der kun er et par andre lokale. Vi får bestilt et par burgere og venter Alt imens vi venter, kommer der en person ind og siger "2 buses are coming!".

Og det må man sige de gjorde. Pludselig vælter der franskmænd rundt i caféen, og de snakker og køber souvenirs og fyldet meget. Ikke negativt, men man kan godt mærke, at caféen ikke er så stor. Dog er de allerede afsted en halv times tid senere. Damen bag baren undskylder, at det kort var så hektisk - Men sådan er det jo. Vi slutter der med et billed af os 3 bag ved baren sammen med servitricen.

Herefter går det imod vores hotel i Los Angeles. Der er stadigvæk knap 300 km. til dette. Og det tager ikke mange kilometer efter Bagdad Cafe, førend de første forstader viser sig. Faktisk er det helt utroligt at køre ind til Los Angeles fra øst. De sidste 250 kilometer foregår i bebyggelse. Det svarer til at kører fra Århus til København uden at komme ud af byen. Og deres motorveje - Allerede fra starten er de 3 sporede. Men de ender med at være 6 sporede. Og det er en søndag vi kommer, og trafikken er som i København i myldretiden. Det er simpelthen utroligt. Og med sådan en trafik - Ja så er klokken godt 19 da vi ankommer til hotellet. Og tak for GPSen. Ellers havde den da været 23 inden vi var kommet. GPSen har simpelthen været genial (og næsten uundværlig) at have med.

 

Selvom det var sidste del af Route 66 har vi lige to dage i Los Angeles Imorgen tager vi et smut il Solvang med turen langs kysten.

DAGENS FACTS.

 

Afstand: 538,1 km

Køretid: 10 timer 34 minut

Temperatur: 25 grader

Vejr: Solskin 

Maks. hastighed: 132 Km/t

Gennemsnitsfart: 81,4 km/t

Billeder

Dag 17

Dagen idag blev en smuttur til Solvang. Der er knap 200 km. dertil fra hotellet. Og det burde være en relativ kort tur, men det skulle vise sig at tage noget længere tid end beregnet. Los Angeles strækker sig faktisk de første 120 kilomter langs kysten også. Og trafiken er godt tæt. Men meget af turen foregår langs kysten, og man kan se den ene store villa efter den anden. Selvom byggestilen her svinger utroligt meget. Alt fra store græskinpirerede bygninger til at gammel faldefærdigt lort.

Da vi først forlader kyststrækningen i Santa Barbara skifter landskabet drastisk. Ikke særlig meget bebyggelse og bjerge. De er nu sjove at køre i. Efter at have kørt over et pas (et sølle 600 meters højde), stiger temperaturen en del. Og i selve Solvang er det rigtig dejlig varmt. Noget mere end i selve Los Angeles, hvor der er en konstant kølig brise fra stillehavet.

Solvang er nu en oplevelse. At se Atterdag Road, Hans Christian square mm - ja det er lidt som Danmark. Og alligevel slet ikke som Danmark. Alt her er som Danmark med USA trykt over det hele. Men en frokost på Mogensens Café, hvor den står på højt belagt smørebrød. Mmm - Næsten som Danmark.

Vi ender med idag at købe rugbrød der, og stoppede ved at marked og købte ost, pølse og øl. Dette spiste vi på hotellet - Og nød det.

 

Imorgen bliver det en kort tur ad Sunset Boulevard og Hollywood. Og så skal Harleyerne afleveres ;-(

Billeder

Dag 18

Sidste dag på Harley.

Det blev til en kort køretur ad Sunset Boulevard og igennem Beverly Hills og Hollywood.

Der var ikke noget bestemt der skulle ses - Der var kun en kort pause en ved Starbuck Cafe. En ting der dog undrer mig i en storby som Los Angeles er den måde, som de håndterer deres elledninger. De er kablet i i lygtepæle, og hvert hus får strøm via en lus på ledningerne. Det er altså i mine øjne noget gammeldags - Men hvad ved jeg om det ....

Herefter gik det imod Eaglerider, hvor maskinerne skulle afleveres. Og her havde vi så en længere diskution vedr afregningen. Vi havde dobbeltsikret os i Chicago, at vi havde Free Mileage - Altså at vi betalte 33$ per dag i stedet for 0,33$ per mile.

0,33$ per mile er knap 1500$. 33$ per dag er knap 700$.

Efter en times tid snakken frem og tilbage endte det med, at en eller anden kom stormende ud fra kontoret bagved og sagde "Lad være at gøre noget. De skal betale 33$ per dag". Jeg tror, at de havde fundet en kopi af den kontrakt, som vi havde med dem.

 

Ellers har turen været uden nogen former for uheld eller ting der kunne drille os.

 

 

 

 

 

Så alt i alt - En rigtig dejlig og smuk tur over USA.

Billeder

USA Route 66 Gæstebog

Nyt indlægEmailbeskedLoginOpret ny brugerGrafisk overblik
Route 6605/04/201713:30
AfUSA Entusiasten0svar

Først og fremmest, fede beretninger og fede billeder :)


Har læst din rejsebeskrivelse og er selv på vej til at tage en tur igennem Route 66  cheeky Jeg har kigget på lidt forskellige muligheder, kunne være du har noget feedback på nogle af de arrangerede ture, jeg tænker på – men har et par andre spørgsmål du helt sikkert ved noget om, først og fremmest, hvor billigt er det med leje af bil? Er det noget du generelt kan anbefale? Og det andet var, kan det anbefales at prøve kræfter med motorcykel på Route 66 til en mindre rutineret motorcyklist?


Hav det godt – tak for beretningerne :)

SvarEmailbesked
Rejser og udveksling12/03/201719:07
AfEmil0svar

Spændende website og indlæg. Arbejder selv med rejser og udveksling.


Fortsæt endelig med det gode indhold. Vi ses! Mvh

SvarEmailbesked
Hej Hej27/11/200809:44
AfIcewulf (V-Strom)0svar

Hej min ven, hilsen fra Padborg!

 

Du har en flot hjemmeside!

 

Vi ses ;-)

 

mvh Marcus

SvarEmailbesked
hej haj03/09/200814:52
AfHej0svar

davs

SvarEmailbesked
ang. route6603/08/200819:17
Aflars0svar

Hej Michael

 

Til at starte med tak for en fed beskrivelse af jeres tur på route 66.

Jeg har lige et par spørgsmål til dig ang. din tur derover, vi tager nemlig derover her den 3 september for at køre route 66, men ikke med noget selskab kun 2 biler og os på harley.

Vi ville høre om det er en god ide at tage sin egen hjelm med eller om der er masser at købe derover, for så gider vi ikke tage vores egen med.

Vi syntes efter at ha læst din dagbog ikke at kunne finde ud af hvornår du var derover.

Og vi ville lige høre hvad du kan anbefale at tage med så som tøj og ligenede.

 

Med venlig hilsen

 

lars andersen

20675656

lapi@tunet.dk

SvarEmailbesked
køb af yamaha 60003/04/200801:13
AfThor0svar

Hej jeg kigger mig om efter en yamaha 600, da jeg skal ud og køre til sommer g så faldt jeg tilfældigvis over din. Den ser go ud er den nysynet, eller hvordan. Måske du kunne skrive til mig så vi kunne korrespondere via mail?

MVH Thor
SvarEmailbesked
edder-medme-væmmeligt31/03/200821:44
Afsophia0svar

Hejsa.- Jeg har kigger lidt på din  USA tur- SUPER GODT   BESKREVET OG KANON GODE BILLEDER :-)

Jeg skal selv 2 mdr til  USA til september hvor den står på route 66- samt vegas, San Francisco og Hawaii.

Jeg var godt klart over at de "Over-There" har nogle lidt større edderkopper end dem vi ser herhjemme- men jeg er meget overrasket over at de bare går ude vej vejen som  I oplevede det. Det er edder-medme-væmmeligt!!! *gyser helt ved tanken* Så  I mange af dem i i byerne og på hotellerne?

 

Jeg vil også høre dig om I havde problemer med at at finde dele af routen? Har hørt det godt kan være lidt svært?

 

mvh

 

Sophia

 

SvarEmailbesked
Prissammenligning24/01/200816:47
AfKenneth0svar

Hej og tak for en fin side! :-)

 

Se evt vores prissammenligning for flybilletter til USA.

SvarEmailbesked
Hilsner fra Ulriksholmvej24/09/200718:45
AfTorben og Brita0svar

Kære Mette, Ole og Michael - "motorbøllerne"

 

Det ser  spændende ud, det er dejligt, at I har det godt.

Vi havde en rigtig god tur til Spanien, sol, sommer, vand og strand.

Vidunderligt solskinsvejr alle dage, temperaturen lå mellem 28-30 grader,

god mad og dejlig vin (og vi fandt en proptrækker).

Carl og Grethe klarede sig rigtig flot. Der var gang i snakken,

og vi fik spillet kort og hygget.

 

Håber I får en god tur, når I skal hjemad.

 

Kærlige hilsner

Carl, Grethe, Torben og Brita

SvarEmailbesked
Ser f...... godt ud20/09/200722:40
AfNille1svar

Mojn fra Odense,

Håber alt vel ..... jeg kan jo se og læse at det er det :-) Er slet ikke misundelig, hrmmfff. Er meget bedre at være herhjemme i det strålende vejr, sætte sig i bilen (som er ca. samme størrelse som de kværne i flyver rundt på), møde frisk og frejdig på job og se frem til de næste 8-9 timers læse/skrive e-mails, tale, lytte, råbe, råbes af i telefonen for igen at sætte sig i den "stoooooooore" bil og kaste sig på sofaen for at se lidt bold ..... nej nej jeg er ikke misundelig :-) Lidt godt nyt fra sportsverdenen, håndbold stævne i Vejle sidste weekend. 3 kampe lørdag = 3 sejre lørdag. 3 kampe søndag = 3 sejre søndag. Nok første og ikke mindst sidste gang jeg oplevet det. Kroppen er stadig smadret efter de 12x20 minutters udskejelser på banen, men det gør ikke noget vi vandt. Fortsat go' asfalt under hjulene. Ses
SvarEmailbesked
Svar: Ser f...... godt ud21/09/200700:48
AfMIchael0svar

Hej Nille.

 

Udmærket at høre, at I lider derhjemme, imens jeg nyder det herover i fulde drag.

 

Vi har været uden det store regnvejr indtil nu, men hvis vejrudsigten passer, rammer vi nok lidt lørdag eller søndag.

 

Og tillykke med jeres 6 sejre. Så har du prøvet det.....

 

Miv

SvarEmailbesked
Hvordan med mad og øl19/09/200710:06
AfJens1svar

Hvordan er maden. Er det altid steaks eller er der andre specielle kulinariske oplevelser?

Og øllen, typisk amerikansk eller?Jeg er sgu lidt misundelig, ville gerne til USA engang .... men med skib tager det fanme lang tid.Det er nogen fede billeder, og en kanon beskrivelse.
SvarEmailbesked
Svar: Hvordan med mad og øl19/09/200716:11
AfMichael0svar

Maden - Den har jeg faktisk sprunget let henover

Det er ikke noget speicelt. Det er da god mad vi får, men jeg syntes ikke amerikanerne har noget specielt køkken. Øl - Jeg får jo kun 2 - 3 efter hver dags kørsel. De har mange at vælge imellem, men ingen som står specielt ud fra den andre.Jeg syntes heller ikke her, at amerikanerne har noget specielt. De specielle øl jeg har set / smagt her, er fra Europa.Michael
SvarEmailbesked
tak for lån18/09/200722:49
AfTom og Flemming1svar

Hej Michael.

 

Tak for lån af huset. Det var rigtig fedt det  kunne  lade sig gøre. Jeg ville have skrevet at der kom en og hentede en bog, men jeg kan læse mig til at du ved det allerede, men så er der jo ingen problemer i det.

 

fortsat god tur og hils forældrene. vi snakkes ved.

 

T & F

SvarEmailbesked
Svar: tak for lån19/09/200700:57
AfMichael0svar

Hej T & F

 

I er altid velkomne til at være i mit hus. Også selv jeg ikke er der.

Faktisk kun rart, at der er lidt liv i huset...

 

Håber alt var som I havde forventet.

 

Michael

SvarEmailbesked
Spændende læsning18/09/200714:31
AfKeld1svar

Hej Michael

 

Skønt at du fik en gæstebog på siden, den har jeg manglet   :)

 

Dejligt at læse om jeres tur  igennem United Bluff - jeg glæder mig til selv at tage sådan en tur en gang. Må hellere vælge bil fremfor MC - selvom det ser dejligt ud.

Det gir da lidt idéer at læse dine beskrivelser som jeg følger næsten dagligt.

 

Angående Hatrrick, så ser det ud til at du skal blive væk lidt længere tid, så ender du med at vinde ligaen....   :)

 

Vi ses og fortsat god tur

 

Keld

SvarEmailbesked
Svar: Spændende læsning19/09/200700:55
AfMichael0svar

Hej Keld.

 

Tak for hilsnen - Altid hyggeligt at vide, at folk gider læse med.

 

Og Hattrick - Det ser slet ikke så tosset ud endda ;-)

 

Miv

 

SvarEmailbesked
Søndag16/09/200709:05
AfOs fra Mågebakken0svar

Hej alle 3

 

Uff sikke nogle basser, det gav vel lidt gåsehud........

 

I går lørdag så vi MGP. Det var lige sagen. Min mor kom i går aftes og spiste med og så blev hun og så MGP. Det var hyggeligt, og det er jo lige noget for Frederik.

I dag søndag skal Frederik til fodboldstævne. Denne gang er det i vores egen klub.

Vi kører til både Gudrun og Grethe og Carl i dag med "jeres historie og billeder", det bliver de sikkert glade for. Kan I alle 3 have det godt.

 

Knus og kram fra alle os......Frederik, Mia, Robert   &   Lisa

SvarEmailbesked
misundelse15/09/200716:00
AfSteffen1svar

misundelse er en grim ting.Men at se dig cruise rundt på en Road King, Hardley Ablesons sejeste maskine, kan nu godt få  den følelse op i mig... Når det nu ikke kan være en guzzi.

God tur. Og kør forsigtigt.

 

KH

Steffen

 

SvarEmailbesked
Svar: misundelse15/09/200716:35
AfMichael Vilhelmsen0svar

Tak for hilsnen Steffen.

 

Ja Guzzi - Dem ser man ikke mange af her. Faktisk har jeg kun set én.

85% af alle MCer er Harleyer. 10% er Honda (aller flest Goldwing). De sidste 5 procent fordeler sig over resten (men nok primært yamaha og Honda).

 

Men Road Kingen kører godt. Den har cruise control. Det er temmelig fedt, når man bare køre lige ud....

SvarEmailbesked
Viser: 1-20 Næste Antal pr. side

Harley Davidson

Her kommer lige en masse billeder af min Harley Davidson Road King.

 

 

USA - Best of the South

Så er det hele faldet sådan i hak, at endnu en tur til USA står for døren.

Denne gang er temaet Best Of the South. Denne gang er det ligeledes med mine forældre, at turen skal løbe af staben. Det er pt. ca. 1. maj 2009 vi tager afsted. Og det er 20 dage frem.


Turen skal denne gang starte og slutte i Atlanta, Georgia. Vi derfra derfra rundt til bla. følgende steder:


  • Atlanta, Georgia
  • Savannah, Georgia
  • St. Augustine (syd for Jacksonville), Florida
  • Tallahassee, Florida
  • Fort Walton Beach, Florida
  • New Orleans, Louisiana
  • Vicksburg, Mississippi
  • Memphis, Tennesse
  • Lynchburg, Tennesse
  • Pigeon Fork, Tennesse (og derfra Great Smoky Mountains)
  • Chattanooga, Tennesse
  • Atlanta, Georgia





Dagbog

Jeg vil på denne side og alle undersider løbende (og gerne dagligt) opdatere turen mht. billeder og tekst.

Klik ind og følg med

 

Og læg gerne en hilsen i gæstebogen

 

 

Dag -1

Idag er der 1 dag til vi tager afsted.

Jeg har pakket det meste - Dvs. jeg har lagt de ting frem, jeg skal have med.

I aften skal det pakkes i tasker.

Det er ikke fordi jeg medbrigner mange ting. Her kan nævnes:

 

Tøj

  • MC Bukser
  • MC Jakke
  • MC Handsker
  • Styrthjelm
  • 4 T-shirts
  • 1 par ekstra bukser
  • 1 par shorts
  • 1 par badebukser
  • 4 par strømper
  • 4 par underbukser
  • sandaler
  • Toiletsager

 

Andet

  • Telefon
  • PC
  • Camera
  • GPS

 

 

Vi skal imorgen til Billund, hvor vi overnatter. Vi skal flyve 06.45 fredag morgen og derfor nok tjekke ind en time tidligere.

Vi flyver til London og derfra videre til Atlanta Georgia.

 

 

 

  •  
  •  
  • Dag 1

    Så er vi ankommet til Atlanta.


    En bivenhedsløst tur fra Billund til Atlanta via Londog er overstået. Og ser man bort fra alt det sikkerhedspjat man skal igennem forløb hele dagen uden problemer.


    Vel ankommet til hotellet fik vi en kold øl, ringede og bekræftede vores aftale om leje af Harley'er. Alt forløber som det skal. Vi bliver hentet imorgen kl. 9 - Og så er det ellers afsted imod Savannah.


    Der er ikke så meget mere at sige idag. En flyvetur på knap 10 timer er ikke så skæg. Og da slet ikke noget at skrive hjem om.



    Dag 2

    Atlanta, Georgia - Savannah, Georgia

    05.15. Det viste uret da jeg vågnede første gang. Jeg kunne godt mærke, at den danske tid stadigvæk var i mig.

    Så indtil kl. ca. 7 blundede jeg bare. Et bad, lidt morgenmad og så var det ellers afsted til afhentning af Harley'erne.

     

    Vi havde en aftale med ejeren af udlejningsselskabet at han skulle hente os kl. 9 på hotellet. Han kørte os til butikken, vi fik vores to harley Davidson Electric Glide Ultra. Det er sådan en morfar cykel med radio, cd afspiller, fartpilot og hvad har. En ordenlig skude af en maskine.

     

    Efter at have pakket vores ting sammen kørte vi imod Savannah. Turen dertil havde vi hjemmefra beregnet til 380 km, men den endte med at blive på godt 500 km. Derfor ankom vi noget sent til Savannah. Turen dertil var uden de store begivenheder. Lære motorcyklen at kende, se naturen og stoppe og få en kop kaffe eller noget at spise.

     

    Om aftenen var vi ude og spise fisk. Jeg kunne nu godt mærke, at det sidste af jetlaget stadigvæk lå i kroppen, så vi kom ikke så sent i seng.

    Billeder

    Dag 3

    Savannah, Georgia - St. Augustine, Florida

    Idag vågnede jeg lidt over 6. Stadigvæk tidligt, men da klart bedre en 5.15. Turen idag går imod St. Augustine syd for Jacksonville i Florida. Det er ca 300 km.

     

    I nyhederne herover har de snakket meget om det dårlige vejr der er i sydstaterne. Der er meget regn - Meget mere end normalt. Regnen ligger nord vest for os - Og den skal blive liggende lidt endnu. Og gerne forsvinde til vi skal på de kanter. Ellers må vi jo revurdere vores rejseplan.

     

    Turen til St. Augustine foregår ned langs kysten. Men der er nu ikke meget at se, så det er primært køreturen og nyde naturen. Idag har vi rundet de 30 grader. Og solen skinner. Og når man så kører iført hjelm, støvler, bukser og jakke, ja så har man det pænt varmt. Faktisk lidt mere end det er fedt.

     

    Vi ankom idag til St. Augustine ved 17 tiden, bliver checked in, får pakket ud og så er det ellers en tur i svømmepølen. Det er længe siden jeg har nydt et bad SÅ meget.

     

    Om aftenen spiste vi på en restaurant lige ved siden af. Øster smagte jeg for første gang i mit liv. Med et køligt glas hvidvin var det bare perfekt.

    Efterfølgende røg vi ned i baren, hvor vi mødte en del lokale på motorcykler. En af dem på en Suzuki et eller andet SV agtigt. Den kostede så den nette sum af 9000$. Jeg vil også bo i USA!

     

    Noget helt andet er, at ingen her i Florida kører med hjelm. Eller andet sikkerhedstøj for den sags skyld. Spurgte en af dem hvorfor. Svaret var ganske enkelt: Har du en forsikring behøver du ingen hjelm. Og i din varme her er det tæt på at være meget fristende...

    Billeder

    Dag 4

    St. Augustine, Florida

    Idag vågnede jeg først kl. 8. Tror måske det kan hænge lidt sammen med, at jeg fik et par øl igår :)

     

     

    Dagen idag foregår her. Så vi tog ud til St. Augustíne Alligator Farm. Spøjst sted. Eneste steed i verden (i flg. dem selv), hvor de har alle 23 arter af krokodiller præsenteret.

     

     

    Ellers har den stået på sightseeing i byen. Vi var ude og se et fort, som spanierne grundlage en gang i 1500 tallet. Der var en kort demonstration af, hvordan man i gamle dage brugte en ... Hm ... Ved sgu ikke vad sådan en fætter hedder. Et gevær, hvor man putter krudt i et lille kammer, krudt og kugle ned i løbet, og det hele antændes af en flintesten.

     

    Ellers er vi vel tilbage på hotellet...

    Billeder

    Dag 5

    St. Augustine, Florida - Tallahassee, Florida

    Idag forlader vi St. Augustine. Vi skal køre godt 350 km. til Tallahasse. Fra at have været ved vandet begiver vi os igen ind over land. Og igen igennem store dele af sump områder. Der er ikke meget at se på disse stræk. Man kan nyde naturen og de lige landeveje - Og høre musik, som vi jo kan på en Harley :)

     

     

    Senere når vi Fanning Springs. Det er et sted, hvor man normalt ville have kunnet badet. Men pga. af massive regnskyld i det centrale sydvest er det oversvømmelser. Så vi kunne bare gå rundt og kigge. selvom en badetur her slet ikke have været af vejen. Vi mødte en en anden biker, som fortalte, at vi i Apalachicola skulle finde et sted som hedder Bozz Oysters. de skulle servere nogle glimrende øster. Han fortalte desuden at regnen så ud til, at have stilnet af i det områder vi senere skulle til.  Det var også her, at vi så en søko i sit eget element. Denne endda med en unge. Det var faktisk noget af en oplevelse. Det er jo ikke noget vi ser hver dag (uden for fangenskab).

     

     

    Ellers var denne dag en dag på, hvor selve motorcyklen og turen var i centrum...

    Billeder

    Dag 6

    Tallahassee, Florida - Fort Walton Beach, Florida

    Idag har vi forladt Tallahasse, som er hovedstaden i Florida. Dagen startede med truende skyer, som lovede regn. Men det blev der intet af. Efter en halv times kørsel fordampede skyerne for solen. Og en skyfri himmel viste sig. Sammen med 30+ grader.

     

    Dagen gik endnu engang igennem deres sumpede områder. Der er ikke meget at se på de stræk vi kører, hvor der på begge sider af os ikke er meget andet end deres sumpområder. Nogle er med meget tæt bevoksning. Andre er mere åbne. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der overalt lever alligatorere. Så ethvert stop udenfor begyggelse giver en let anledning til liiige at kigge sig omkring. Der skulle vel ikke ligge en alligator på lur ....

    Dette på trods af, at vi i St. Augustine Alligator Farm havde fået at vide, at de er mere bange for os end vi er for dem, og at de derfor hellere vil flygte end angribe. Og dertil at vi er en stor mundfuld for dem. Dermed ikke sagt, at de ikke vil kunne angribe...

     

    Efter et par timers kørsel ser vi langs vejsiden folk der arbejder. Det tager os lidt tid, men så opdager vi, at det er fanger fra de lokale fængsler, som arbejder med at gøre vejen pænere. Enten ved oprydning eller også ved at slå græs mm.

     

     

    Midtvejs på turen når vi Apalachicloa. Byen er ikke stor. Vi drejer af her. Vi vil prøve at finde Bozz' Oyster bar. De viser sig at være forbavsende nemt. Men udefra ligner stedet overhovedet ikke et sted, hvor der ligger en restaurant, som er værd at spise på. Men det skulle vise sig anderledes...

    Inde på restauranten bestilte vi østers. På mange forskellige måder. Vi smagte østers et par dage tidligere, men de var dampet. Denne gang fik vi rå østers. Og om jeg kan lide dette - Ja, det er nok ikke noget jeg vil dyrke vildt meget. Derimod syntes jeg tilberedte østers er en fænomenal spise!

     

     

    De sidste timer af turen til Fort Walton Beach foregik  langs kysten ud til den mexicanske bugt. Her var praktisk alle huse bygget på pæle. Og efter at have set, hvordan Katrina ødelagde store dele af netop denne kyststrækning forstår man langt bedre, hvorfor de gør det.

     

    Det var nu også nemt at se, at hele dette kyststræk består af hoteller, feriehuse og hvad har vi. Og de lever alene af turister. 

    Billeder

    Dag 7

    Fort Walton Beach, Florida - New Orleans, Louisiana

    Idag skal vi til New Orleans. New Orleans ligger i Louisiana og for at komme dertil fra Florida skal vi igennem resten af Florida, lidt af Alabama, noget af Mississippi for til sidst at køre ind i Louisiana.

     

    Turen foregår fra Fort Walton Beach foregår som dagen før. Langs kysten. Og som dagen før kører vi i et udpræget turistpræget område. Alabama er en times kørsel - vupti come Alabama - og vupti så er der Mississippi. Igen en time og så rammer vi Louisiana.

     

    I Mississippi gør vi et kort hold på en Memorial for vietnam krigens ofre for Mississippi. Selvom det er så mange år siden kan jeg stadigvæk tænke på denne krig som et totalt spild af tid, penge og ikke mindst menneskeliv.

    Mindepladsen her havde også mindemærker til tidligere krige, som USA har udkæmpet.

     

     

    Sidst på eftermiddagen ankommer vi så til New Orleans. Og vi har reservationer på et hotel lige midt i French Courter. Efter at have check in, fået et bad tager vi ud for at se på French Courter. Vi fandt hurtigt Bourbon Street. Og minder forventninger til dette område var små værtshuse, restauranter, spillesteder og hvad har vi, hvor jazz og blues skulle ses og opleves i en skøn forvirring. Netop dette skulle vise sig noget anderledes.

    Husene og området er smukt. Slet ingen tvivl om det. Det er så atypisk amerikansk, at det nærnest skriger en i hovedet. Man kan næsten fornemme den atmosfære, som stedet alt har haft.

    Men udviklingen har indhentet selv dette område. Så Bourbon Street indeholde streeptease steder, bordeller, spillesteder, hvor en alm. rock bliver spillet og andet deslige. De mange små jazz og blues steder, som jeg havde troet var her var der ikke mange af.

     

    Vi fandt dog et sted. Et sted hvor Steamboat Willlie spillede. Dette var min opfattelse af, hvordan New Orleans skulle være. Efter at have spist sad vi her noget tid og lyttede til den blide og sørgmodige jazz.

     

    Herefter gik vi lidt op og ned af Bourbon Street. På gaden står diverse personer fra hver eneste bar, streep bar og værtshus og lokker en med tilbud af mere eller mindre lyssky art. Jeg tænkte umiddelbart at dette er den amerikanske Calleja.

     

     

    Kort før vi begiver os hjem kommer der et optog med en skole. Meget i stil med det man forbinder med Madi Gras. Optoget fulgte vi - ligesom alle andre gjorde.

     

    Det var også her vi oplevede, hvordan folk stod på altanerne rundt omkring og kastede halskæder ned på gaden. Meningen med dette er, at de piger der samler dem op, skal vise deres bryster til dem. Det kaldes at flashe. Denne tradition er, så vidt jeg har forstået også fra gamle dage af. Som vi vist fik fortalt for at tiltrække folk til området tidligere.

     

    Til sidst og vel omkring midnat begiver vi os tilbage til hotellet. En ny dag skal opleves imorgen...

    Billeder

    Dag 8

    New Orleans, Louisiana

    New Orleans. French Courter. Det er her vi er. Og gårsdagens indtryk var en blandet fornøjelse, så det var med lidt blandede følelser jeg stod op. Eftersom vi ikke skulle ud og køre, sov vi lidt længere end normalt.

    Efter morgenmaden besluttede vi os for at gå lidt rundt og kigge på byen. Og det indtryk jeg fik nu var noget anderledes end aftenen før.

     

    French Courtter sover ikke. De fleste spillesteder, værtshuse og hvad har vi lukker vist kl. 8. Og åbner igen op ad formiddagen. Nu viste French Courter sig fra den side jeg havde forventet. Stederne var ved at åbne og vi kunne høre jazz rundt omkring. Der var faktisk nogen der sad på gaden og spillede. Og eftersom de lever af drikkepenge alle disse mennesker - ja så blev der givet lidt penge ud rundt omkring.

     

    Efter en luret gåen frem og tilbage kom til til Jackson Square. Herfra besluttede vi os for at tage en hestevogn rundt. Det ville samtidigt være en fortælling om, hvilke huse der var hvad, hvor de kom fra, hvor gamle de var mm.

    De 60$ viste sig at være givet godt ud. Vi så dele af French Courter, som vi ikke ville have set. Eller i hvert fald ikke have kendt historien bag. Vi fik bl.a. at vide, at husene var bygget omvendt. Det skulle forstås sådan, at hvor vi normalt ville have have mm foran husene og altaner bagved - så lidt i fred. Her er altanerne foran og haverne at inde bagved. Derinde hvor tyvene i gamle dage ikke kunne komme til. Og hvor der tit var skygge og dermed køligt.

     

    Vi fik fortalte hvor voodoo butikkerne lå, hvor kirkegården var - og en masse mere.

    Efter turen var vi i markedspladsen. Det er her, hvor man kan købe alt muligt. Og det meste er turist ting. Billigt lort, som alle køber med hjem.

     

    Vi fik i løbet af dagen også begivet os hen til kirkegården og set denne. En gut gav en rundvisning og fortalte om gravene og hvorfor de ser ud som de gør. Hvordan det virker og hvem der var begravet hvor.

     

    Det var også her vi stødte på 3 gutter, som lavede et show på gaden. Sådan et danse hip hop show. Men noget over det sædvanlige. Den ene af gutterne kunne snurre rundt på hovedet - og kun hovedet. Han kunne kure henad måtten, der var lagt på gaden. 3-4 meter vil jeg tro. ænt imponerende. De fortalte, at de havde været med i America Got Talent. Og var nået langt. Og efter at have set dem forstår jeg hvorfor.

     

    Dette var dagen, hvor jeg oplevede French Courter som jeg havde forventet. Efter aftensmad, som idag bestod af mere ordinært mad (stadigvæk helt suverænt mad) endte vi igen hos Steamboat Willie. Et sted efter min smag. God musik, plads til at være der og til at snakke sammen. Vi blev dog ikke længe. En ny dag imorgen skal køres på MC op langs mississippi floden.

    Billeder

    Dag 9

    New Orleans, Louisiana - Vicksburg, Mississippi

    Så er det tiden at forlade New Orleans. Det har været 2 super dage i French Courter på trods af, at dette område er noget anderledes om natten end om dagen. Det er et område der er så ikke amerikansk, som noget kan blive.

     

    Temperaturen her ved 9-tiden om morgenen er allerede godt over 20 grader. Og det vil kun blive varmere. De første mange kilometer ud af New Orleans (og vi snakker mere end 40 km) foregår mere eller mindre på broer i sumpområder eller direkte i vandet. Det giver virkelig et indtryk af, hvor udsat New Orleans er for naturens kræfter. Og det gør det svært at forstå, hvorfor man kunne bygger digerne til at kunne modstå en kategori 3 orkan, når nu der er op til kategori 5!

     

    Turen til Vicksburg er uden de store begivenheder. Vi ankommer til Vicksburg omkring kl 18. De første tegn på regn er begyndt at vise sig. Det er stadigvæk varmt og fugtigt. Specielt i hjelmen. Vi bor La Quinta. Et helt ny motel. Lige ved siden af ligger en kinesisk seafood restaurant, hvor vi vælger at spise. Deres buffet indeholder alt hvad man kan ønske sig. Selv sushi.

     

    Vi støder her ind i en ældre herre, som pludselig spørger "Er det dansk i taler?"

    Det viser sig, at han er fra Charlottenlund, men at han for mange år siden flyttede til USA.

    Spøjs fætter, som underholder lidt.

     

     

    Billeder

    Dag 10

    Vicksburg, Mississippi - Memphis, Tennessee

    Det regnede i nat. For første gang på denne tur var der synlige tegn på regn. Og ikke nok med det - De sidste mange dage har vi i TV kunne se, hvordan vejrudsigten for det centrale syd ikke så alt for godt ud. Tordenvejr og regn er på programmet. Denne morgen er det kun 14 grader, da vi står op. Det er en meget mærkbar forskel på de 32+ grader der var dagen før!

     

    Vi kører fra Vicksburg i let sol, men med mange truende skyer. Vi gør et holdt ved slagmarken fra 18xx, hvor General Grant vandt over General Pemberton i borgerkrigen. Nordstaternes sejr over sydstaterne. Vi kan se de volde, som udgjorde fæstningen af byen Vicksburg samt en masse monumenter for dette. Indenfor bliver hele historien gennemgået. Et ganske spændende sted og oplysninger vedr. borgerkrigen mm.

     

    Derefter går turen imod Memphis. Igen en dag uden de store ting på vejen. Ikke andet end skyerne trækker mere og mere sammen og for første gang kører vi i direkte småregn. Dog slet ikke nok til at gøre os våde, selvom Ole alligevel tager al regntøjet på. Bare for at være sikker...

     

    Vi ankommer henad ad aften til Memphis. Vores første indtryk er en by i forfald. Vi bor på et motel i den mere tvivlsomme del af byen. Den del, som ikke indbyder til at færdes ude om aftenen. Vi finder en restaurant - eller nærmere en kina grill. Vi spiser og går til ro. Dette har været den dag med de største temperatur svingninger og den dag med det mest kedelige værd.

    Billeder

    Dag 11

    Memphis, Tennessee

    Idag er vejret ikke meget bedre end dagen før. Koldt og skyet. Vi skal ikke køre på MC idag. I hvert fald ikke andet end til Graceland.

     

    Efter morgenmaden, som denne gang indtages på Burger King, da dette er det første motel, som ikke har morgenmad med i programmet. Faktisk er dette det mest usle af alle de moteller vi har boet på. Turen går nu imod Graceland.

     

    Vi ankommer til Graceland. Og her er et glimrende eksempel på, hvordan man kan lave en kæmpe forretning ud af en person. Graceland ligger på den ene side af vejen. Hele den anden side er museer, burger joint, souvenir shops og hvad har vi som kan vriste penge af folk. Vi betaler knap 30$ og har dermed adgang til museer og selve Graceland.

    Graceland er imponerende. Ikke i størrelse. Det er et middel stort amerikans hus. Det er imponerende i den forstand, at Elvis har boet der. At man kan sse hans møbler samt få en gennemgribende indblik i hans liv, hans glæde for biler, motorcykler samt andet med motor og hans familie. Det er klart et besøg værd.

     

    Efter par timer senere er vi på vej tilbage til hotellet. Vi vil ned og kigge i downtown Memphis. Denne er dog en mærkelig størrelse. Ikke overdrevet behagelig - Man føler sig lidt ilde tilmode.

    Vi finder den en ganske glimrende bar. Sådan i irsk stil. Her har de over 200 forskellige øl fra belgien, Tyskland, Canada og hvad har vi. Vi får en del forskellige øl her og tager et spil pool. En sjov bemærkning er, at man her kan få en tallerken med sit navn på, når man har drukket alle 200 øl. Ikke på en aften - men over tid. Farven på tallerkene bestemmer hvor mange gange man har gjort det. Der var en, som havde gjort det 11 gange og var godt på vej imod nummer 12.

     

    Vi går herefter på Butcher Shop. En restaurant, som udefra ligner et lukket pakhus, men som inden i ligner en rigtig hyggelig restaurant. Var vi ikke blevet anbefalet denne, var vi aldrig gået derind. Og den T-Bone jeg fik .... MMMM! Lækkert.

     

    Herefter er det hjemad - Memphis er ikke USAs mest indbydende by.

     

    Billeder

    Dag 12

    Memphis, Tennessee - Lynchburg, Tennessee

    Turen idag går fra Memphis til Lynchburg. Lynchburg er hjemsted for Jack Daniels bryggeriet. Turen dertil går forbi Huntsville, hvor der ligger et museum for USAs space program. Her stoppede vi og tilbragte 2 timer med at se en 3 D film, se en rakat, samt en masse forskellige militære rakatter. Dette er klart et sted, som er et besøg værd.

     

    Ellers er turen fra Memphis til Lynchburg nok mest kendetegnende ved, at naturen begynder at skifte. Vi kommer fra det mere flade og bakkede til starten af Smokey Mountains. De store bakker begynder nu, klipperne kigger frem en gang imellem og det begynder at komme mere skov.

     

    Vi ankommer til Lynchburg ved 18 tiden. En hyggelig lille flække, som har gjort en del ud af, at Jack Daniels bryggeriet ligget lige ved siden af. Jeg havde nu håbet, at vi kunne få en rundvisning eller lignende på bryggeriet, men de lukker kl. 16. Og åbner først 9 (eller senere mente manden vi spurgte). Og en rundvisning er ihvert fald 1œ time - Så det blev ikke denne gang. Dette var ikke slemt for mig - jeg har engang set et whiskey bryggeri i Canada.

     

    Stedet vi boede på her,  var super hyggeligt. Sjovt nok ligger det så i et "dry" county. Dvs. man må ikke drikke her. Ikke engang på restauranten kan vi få en øl. Hotellets ejer sagde dog, at det var ok at vi drak vores egne medbragte øl. Vi var nemlig blevet advaret om dette på forhånd. Men sjovt - De laver bourbon her, men man må ikke drikke her.

    Billeder

    Dag 13

    Lynchburg, Tennessee - Pigeon Forge, Tennessee

    Så går det for alvor imod bjergene. Great Smoky Mountains er kun godt 300 km væk. Vi kører nu imod dem og som vi nærmer os Pigeon Forge kommer der mere og mere bjerge omkring os. Vi kører idag delvist på interstate og delvist på landeveje.

     

    Vi ankommer hen sidst på dagen til Pigeon Forge. Og var vi ikke blevet advaret tidligere, havde jeg nok fået mig en mindre overraskelse. Byen er ikke andet end souvenirs butikker, fast food kæder, tivoli ting og hvad har vi. Magen til turist fælde skal man lede længe efter. Heldigvis er det da ikke et sted, hvor vi skal tilbringe tiden. Bare overnatte. Om dagen skal vi jo ud i bjergene og køre.

     

     

    Dag 14

    Pigeon Forge, Tennessee

    Idag skal vi køre ud fra hotellet her. Vi skal ende samme sted igen i aften.

     

    Vi kommer først afsted idag henad 10 tiden. Og turen går op igennem bjergene. Der er ikke så mange veje at vælge imellem, men dem der er er fede at køre på. Skifter fra at være 2 sporede i hver retning med masser af plads til at være små bjergveje med u-sving, som kræver lidt når man kører en tung Harley Davidson. Der ville nok have været sjovere på min v-strom. På trods af dette kører vi igennem skovene, hvor vi på den ene side til tider har en lille flod og andre gange bare bjergsiden ned. Autoværn bruger de ikke meget af - Og når det er der er det bare af træ.

     

    Vi kommer op i ca. 1500 meters højde. Temperaturen falder noget heroppe, men da det er sol, gør det ikke så meget. Vi er på vej imod Dragons Tail. Det er US 129. Den er berømt for sine mange sving, og et mekka for mange motorcykelister. 318 sving på 11 mile. Og selvfølgelig noget vi skal have prøvet.

     

     

    På trods af, at der kun er omkring 100 km fra hotellet til Dragons Tails tager det alligevel 3 timer at komme dertil. Dog er de 45 minutter frokost. Og da vi ankommer, ser det ikke ud af så meget. Eneste der vidner om, at her sker måske noget er de to politibiler ved foden af ruten. Lidt længere oppe gør vi holdt - sammen med 15-20 andre motorcyklister.

     

     

    Vi står her og snakker med forskellige mennesker. Der er alle typer. De rolige ældre med deres store touring maskiner og de unge med deres små racer maskiner. Og alt midt imellem. Der er dog en som skiller sig lidt ud - ikke fordi han har en speciel motorcykel, er gammel eller ung - mere fordi han render rundt og er bevæbnet. Som han siger "I am using my civil right as a american to carry a gun". Syntes godt nok han var lidt a en hill billie!

     

    Kort efter begiver vi os ud på Dragons Tail. Og hvad end jeg havde forestillet mig, er det altså vildt med alle de sving. Der er et hele tiden. Og denne store Harley er ikke verdens nemmeste at smide rundt med. Det går fint uden uheld og en fart imellem 15 og 50 km/t. En gang bliver vi overhalet af to, som tager ruten pænt hurtigt. Havde nu været noget helt andet på min strom og efter et par gennemkørsler.

     

    Da vi ankommer til enden, som hedder Deals Gab er der mange motorcykler. 100 stykker vil jeg tro. Og dette er nok første gang imens jeg har været i USA at Harley ikke er det dominerende mærke. Det er de mange racerer der dominere her.

     

     

    Vi falder i snak med en gut, som lige er væltet på sin næsten nye Yamaha. Ikke fordi han kørte for stærkt, men fordi forhjulet efter et fejlvurderet sving kommer i rabatten. Han vælter med ca 10 km/t. Cyklen er lidt ridset hen ad siden, jakken lidt ridset og hans ego pænt smadret ;)

    Og som han siger "Min pengepung og mit ego er det mest ødelagte"

     

     

    En sidste skæg ting her er "Three Of Shame". Et træ fyldt med dele fra alle dem, som ikke har kunnet køre igennem uden at vælte. Giver en et indtryk af, hvor svært det kan være.

     

    Jeg kan da også lige nævne, at jeg så i hvert fald 7 forskellige komme kørende på v-stroms. Det er en maskine, som er pænt populær her. Jeg har næsten set en hver eneste dag.

     

     

    Billeder

    Gæstebog

    An error has occured

    Help us develop the program by sending this report to the SmartSite Publisher-development staff.

    Your email (Optional)

    Please provide us with your email, so we can return to you. We will only use it for this purpose.

    What happened? (Optional)

    Please describe what happened just before this error occured. What were you working with, what did you intend to do, where did you click, etc. (You are welcome to use your native language in this report)


    Information send with this report

    Velkommen til


     

    Har du lyst, kan ogspå du læse om min tur på Route 66 fra Chicago til Los Angeles her.

     

    Opskrifter

    Chili Con Carne


    Ingredienser:


    150-200 gram bacon
    4 løg
    2-3 fed hvidløg
    Olivenolie
    4 strøgne teskefulde stødt chili
    500-600 gram oksebov eller almindeligt hakket oksekød
    200 gram soltørrede tomater i olie
    3 friske røde chilier (gerne habanero :D. Nej, just kidding.)
    1 stang hel kanel
    4 dåser flåede tomater
    vand
    2 dåser kidneybønner
    75 gram mørk og bitter chololade
    salt
    peber

    sennep

    Honning



    Hak løg og hvidløg meget fint.

    Hæld 4 spiseskefulde olivenolie i en middelvarm gryde og steg bacon sammen med løgene, til løgene er bløde.

    Tilsæt chili og rør rundt.

    Skær kødet i mindre stykker og hak det i en foodprocessor, hvis det er oksebov.

    Bland kødet med løg og krydderier.

    Fjern kernerne fra chilierne og blend dem sammen med de soltørrede tomater.

    Hæld blandingen ned til kødet. Den hele kanel koges med.

    Tilsæt de flåede tomater.

    Fyld den ene tomme dåse med vand og tilsæt det. Læg låg på gryden og lad retten simre i halvanden time.

    Efter en time tilsættes de drænede kidneybønner.

    Umiddelabrt før servering tilsættes chokolden, og når det er smeltet kan der frådes. Smag til med salt og peber.

    Bagværk

    Morgenboller

     

    Af portionen bliver der ca. 18 boller.

     

    25 g gær

    7 dl koldt vand

    3 spsk. olie

    1 spsk. salt

    150 g. havregryn

    ca. 3/4 kg hvedemel (muligvis skal du ikke bruge det hele)

     

    Drys: Brug fx. blå birkes, sesamfrø, havregryn, græskarkerner, eller solsikkekerner

     

     

    Rør gæren ud i koldt vand og tilsæt olie, salt, honning og havregryn.

    Rør dejen glat med hvedemel, den skal være en smule klistret.

    Dæk skålen med plastikfilm og sæt den i køleskab natten over.

     

    Dagen efter røres dejen igennem og sættes ved hjælp af en ske som store klatter på en bageplade beklædt med bagpapir.

    Drys dem med det du kan lide eller har og lad bollerne hæve ca. 30 minutter.

    Spray dem eventuelt med lidt vand inden du sætter dem i ovnen og bages ved 220 grader i ca. 20 minutter.

    Grov boller

     

    170 g blandede kerner og frø, fx. bulgur, hørfrø, sesam.
    80 gram blandet klid
    5 dl. vand kogende
    1 spsk honning
    2 tsk salt
    50 g gær
    1 spsk. olie
    2œ dl cheasy A-38
    100 g speltmel
    100 g sigtemel
    100 g grahamsmel
    ca. 400 g hvedemel

    Bland klid og kerner i en skål. Hæld det kogende vand over (kan være mælk) og lad det stå og bløde godt ud.
    Når kernerne er bløde tilsættes gær, salt, honning, olie og A-38 (andre surmælksprodukter kan bruges.) Røres godt sammen grovmelet tilsættes der røres/æltes godt og hvedemelet tilsættes lidt af gangen, til dejen har den rigtige konsistens. Dejen hæver en œ time, æltes og formes til boller (Den størrelse man nu synes) eller flütes hæver igen œ time og bages ved 200 grader til de lyder hule når man banker på bunden af dem.

    Pæretærte

     

    325g mel
    200g smør (ikke kærgården eller andet pjat!)
    100g flormelis
    1 æg
    6-8 pærer (husk at de svinder lidt efter en tur i gryden!)
    1 sp.sk. vaniljesukker
    2 sp.sk. sukker

    Pærerne halveres, skrælles og puttes i en gryde med œ dl vand, vaniljesukker og sukker. De hygger sig ved svag varme i 20-30 min derefter hældes væden fra og pærerne stilles til side.

    Smørret smuldres i melet og flormelis sigtes i blandingen. Pisk ægget og gem 1 spiseskefuld til at pensle tærten med - resten bruges til at samle dejen. Stil dejen i køleskabet med film over i en œ time.
    Tag 2/3 af dejen og rul ud imellem to stykker husholdningsfilm. "Pladen" skal være stor nok til at dække hele tærtefadet ud over kanten. Bunden lægges i fadet, trykkes på plads, og det overskydende skæres fra. Prik bunden med en gaffel også rundt i kanten.
    Læg nu pærerne i tærten og skær evt. to halve pærer i mindre stykker til at fylde huller ud med.
    Den sidste 1/3 af dejen rulles ud til et tyndt låg og lægges ovenpå fadet (det er vigtigt, at det er stort nok til at række ud over fadet HELE vejen rundt!). Med kagerullen trykker du nu låget på plads og skærer dermed overskydende dej af, som du kaster efter hunden (eller former til obskure figurer, som du lægger overpå tærten).
    Så skal tærten bare pensles med den resterende æggeblanding og puttes i en 200 gr (180 gr ved varmluft) varm ovn i 35-40 min.

    Serveres lun med minimum 18% creme fraiche - Velbekomme!

    "chef kokkens galop kage"

    150 g magerine
    125 g melis
    2 æg
    3 dl mel
    2 tsk bagepulver
    2tsk vanillie
    2 - 3 æbler
    kanelsukker efter behov

    bland magerine, melis, æg, mel, bagepulver, vanillie!
    hæld hele herligheden i en springform, skræld æbler og skær dem i skiver, drys rigeligt med kanelsukker over, og så i ovnen 30-40 min ved 200 grader!

    tilbehør: creme fraiche

    En hurtig og lækker kage, far er et hit når han bikser den sammen

    Brunsviger

     

     

    Ingredienser:

    250 g mel
    2 tsk sukker
    75 g smør/margarine
    1Œ dl mælk
    25 g gær

    Glasur:
    75 g smør/margarine
    75 g brun farin

         

    Fremgangsmåde:

    Mel og sukker blandes, fedtstoffet smuldres deri tilsættes. Gæren røres ud i den lunkne mælk, alt blandes og æltes godt sammen. Dejen dækkes til og stilles til hævning et lunt sted ca. 20 minutter.

    Dejen rulles ud og lægges i et stort, fladt smurt ovnfast fad eller i det halve af bradepanden. Dejkanterne bøjes lidt op langs kanten. Dejen efterhæves 10-15 minutter, hvorefter man, med en finger, laver nogle fordybninger i dejen. Fedtstoffet halvsmeltes og røres med farin. Denne blanding hældes over dejen. Bages 25-30 minutter ved 200 grader.

     

     

    USA - Route 66

    Denne side og alle de underliggende sider vil beskrive min tur tværs over USA.

     

    Jeg vil køre ad den historiske Route 66 fra Chicago til Los Angeles. Dette vil jeg gøre på en Harley Davidson Road King. Turen er på 19 dage, og vil bringe mig igennem følgene 8 stater:

     

     

    • llinois
    • Missouri  
    • Kansas 
    • Oklahoma
    • Texas 
    • New Mexico  
    • Arizona  
    • Californien

     

     

    Route 66 er grundlagt 1926 og virkede som hovedvej indtil 1985, hvor den blev taget ud af hovedvejssystemet. i 90erne begyndte den dog at blomstre op igen, da folk begyndte at køre ruten selv. Den går derfor også nu under navnet Historic Route 66. Ruten er knap 4000 km lang, og bringer mig igennm 3 tidszoner.

     

    Undersiderne er delt op med en side per dag jeg kører.

     

     

    En biker - Ala tyskland - På sin Road King

    En biker - Ala tyskland - På sin Road King

    Old Fashion Tank ala 60erne i Ordell

    Old Fashion Tank ala 60erne i Ordell

    Old Chain Of RockBridge

    Old Chain Of RockBridge

    Baren ved Devils Albow - Et absolut must på disse kanter

    Baren ved Devils Albow - Et absolut must på disse kanter

    En af mange Rainbow bridges undervejs - Denne i Kansas

    En af mange Rainbow bridges undervejs - Denne i Kansas

    Big Texan Steakhouse - Et must på Route 66

    Big Texan Steakhouse - Et must på Route 66

    Midtpoint Café - Skulle være nøjagtig midt imellem Chicago og Los Angeles

    Midtpoint Café - Skulle være nøjagtig midt imellem Chicago og Los Angeles

    Santa Fe - Første stref af Mexicos indflydelse

    Santa Fe - Første stref af Mexicos indflydelse

    The Continetal Divider

    The Continetal Divider

    Monument Valley

    Monument Valley

    The Glen Canyon Dam - Næsten så stor som Hoover Dam

    The Glen Canyon Dam - Næsten så stor som Hoover Dam

    Grand Canyon

    Grand Canyon

    Meteor Crater

    Meteor Crater

    Seligman - Oatman - Igen et must see (Bare det ikke havde regnet)

    Seligman - Oatman - Igen et must see (Bare det ikke havde regnet)

    Bagdad Café

    Bagdad Café

    Solvang - En lille dansk oase midt i USA - Eller er det ?

    Solvang - En lille dansk oase midt i USA - Eller er det ?

    USA Generelt

    USA

     

    Landet USA er stort. Enormt stort. Og imellem byerne, hvor afstandene er store, er der ingenting.

    Man kan snildt her køre 100 kilometer uden at der kommer andet end afkørsler til den ene ranch efter den anden.

    Det er slet ikke noget vi er vant til i Danmark. Her kan v jo dårligt kører 10 kilometer uden at der kommer en eller anden form for by.

     

    Naturen er varigerende. I hvert fald i de stater vi har været igennem.

    Startende med grønt, som på mange områder kan minde om skandinavien.

    Sluttende med de store vidder, de golde prærier, de rå bjerge etc.

    USA har i store træk det hele.

     

    INFRASTRUKTUR

     

    Intrastrukturen i USA fejler intet. Langt de fleste veje her er i rigtig god stand. Skiltning er god. Hvis man ved, hvad man kører efter, er det ikke til at køre galt. Selv ude på bøhlandet langt fra den nærmeste by er vejene gode.

    Og amerikanerne kører rigtig pænt. Faktisk ville de nok sige, at vi danskere kører ad h....... til.

    På motorvejen er der praktisk ingen der kører for stærkt. Og taget i betragtning at mange steder er trafikken ikke overvældende, motorvejene er lange og lige, og at fartgænsen er 75 mph (og det er kun i enkelte stater. Faktisk er der steder, hvor den er helt nede på 65 mph) er der ikke mange der kører for stærkt.

    Jeg kørte på et punkt 80 mph (godt 125 km/t) - Jeg blev ikke overhalet en eneste gang.

     

    Og når de overhaler - Ja så skal de kunne se mindst 2 km frem. Sådan virker et i hvert fald. De trækker så ud langt bagved en, bruger lang tid på at komme langt foran, før de trækker ind igen.

     

    Det kunne danskerne nu godt lære lidt af en gang imellem.

     

    I byerne er fatgrænsen meget varigerende. Og heller ikke her kører folk for stærkt. Specielt i skoleområder, hvor fartgrænsen er helt nede på 20 km/t - Ja det overholder de. Det kunne danskerne lære noget af.

     

    I lyskrydsene er det tilladt at dreje til højre, selvom der er rødt. Lidt underligt, når vi er vant til ikke at gøre dette.

     

     

     

    MAD og DRIKKE

     

    I alle byer, som vi har været i indtil nu store som små, har de utallige junk food dinners.

    Alt findes alle steder. McDonalds, Burger King, Wendys, Sonic, KFC, Pizza Hut, Starbucks og hvad har vi. Nævn en, og den er der. Og disse steder servere jo ikke ligefrem det sundeste og mest fedtfattige mad.

    Alene af denne grund, er der ikke noget at sige til, at de er store herover. Her tænker jeg rent fysisk. Der er virkelig mange overvægtige.

     

    Man kan også finde de små og dejlige restauranter. Men så skal man køre lidt rundt i downtown af byerne. De findes. De er ikke specielt dyre, men åbenbart ikke det mest foretrukne.

     

    En amerikaner fortalte mig desuden, at man arbejde meget her. Mere end i Danmark. Derfor er der simpelthen ikke tid til, at familien laver mad, når begge forældre er hjemme og har hentet børn. Så det er slet ikke usædvanligt, at man spiser ude adskillige gange om ugen. Og er det på disse junk food dinners - Ja så skal de jo ende med at blive store.

     

     

    Drikkelse - Ja det er jo på barerne man får det.

    Dog ikke hvis det er søndag, for så er det kirketid. Faktisk var vi i byer, hvor man ikke må sælge alkohol nogen steder overhovedet om søndagen.

    Det er alligevel noget anderledes end vi er vant til i Danmark. Tænk dig - Gå ud på en restaurant søndag aften, få en dejlig middag, og så kan du ikke få en øl eller et glas vin til maden. Faktisk tror jeg, at nogen steder ville man have nemmere ved at købe en pistol end en øl!

     

    I Indianerreservaterne er det slet ikke unormalt, at hele reservatet har forbud imod at sælge alkohol af enhver art. Der har åbenbart været store problemer igennem tiden med alkoholiserede indianere.

     

     

    Ellers kan man sige, at priserne er ganske fornuftige. Det er ikke dyrt at spise / drikke her.

     

    BOLIG

     

    Boligerne her svinger meget.

    Der er steder, hvor hele byer består af trailere (lidt som man ser i film).

    De kan være af forskellig stand - Men de fleste ude på landet, hvor der er meget langt til en større by - Ja de ligner sgu noget der burde rives ned.

     

    Så har de de der færdigbyggede huse. Man køber åbenbart et, og så bliver det transporteret derhen, hvor du bor. På et punt så vi en lastbil kører med sådan et hus. Det manglede kun den ene side, og vi kunne derfor se ind i huset. Det havde alt. Køkken med komfur, skabe og gardiner. Underigt syn.

     

    I byerne er husene også af forskellig stand. Det er tit træhuse man har. Og i de fattige områder kan man godt se, at det ikke er penge de har mest af.

    I de rige områder mangler der til gengæld slet ikke noget. Husene er velholdte og haverne er pæne.

     

    BILER

     

    Bilerne her er bare store. Faktisk er nogen af dem næsten gigantiske. Jeg har set en pick-up truck, hvor toppen af kølerhjelmen var på højde med mig ( i hvert fald højere end den alm. bil der holdt ved siden af). Selve trucken var højere end mig. Og dem kører der mange af.

     

    Dog kan man godt se, at benzinen er blevet dyrere her de sidste mange år. Amerikanerne er begyndt at tænke på benzinøkonomien - Og man ser nu langt flere ikke amerikanske biler. Faktisk læste jeg for nyligt, at Toyota pt. er det mest solgte bilmærke i USA.  Jeg så også en reklame i TV, hvor man kunne få en GMC truck med hele 430 hestekræfter. Men hvad skal man med det - De må jo ikke køre mere end 115 km/t!

     

    Deres campingvogne - Det er små huse. Ser man en stor campingvogn i Danmark, ja så er den lille i USA.

    Alt her er bare stort.

     

    TV

     

    De har simpelthen en million kanaler her, som alle viser reklamer hele tiden.

    Men lige meget, hvad man vil se, er det på en eller anden kanal.

     

    INTERNET

     

    Internet findes overalt. Jeg har endnu ikke været på et hotel, hvor der ikke har været gratis internet. Enten trådløst eller via kabel. Og alle reklamerer med det uden for - Så det er intet problem.

    Afrejse København og ankomst Chicago

    Klokken er kun 05.04 - Telefonen ringer ved siden af. "Godmorgen" lyder det superfrisk i telefonen "Er du klar til at tage afsted?".

     

    Pludselig går det op for mig, at det er idag. Det er idag jeg skal afsted til Chicago. I løbet af 5 minutter er jeg i badet, står der og glæder mig. Kort før kl. 6 er jeg klar til tage afsted. Mine forældre kommer kl. 6 i bilen i kursen imod Kastrup er sat.

     

    Checkin i Kastrup forløbet smertefrit. Selvom vi 2 gange af de samme mennesker (en gang ved checkin og en gang ved gaten) bliver spurgt om det samme. "Har I selv pakket jeres tasker? Har I noget med for nogen? Har I noget med der kan bruges som våben? ..." Og sådan fortsætter de et minuts tid.

     

    Flyveturen går så fra Kastrup til Atlanta (Georgia). Her har vi så 2 timer før vi skal videre med et andet fly til Chicago. Det burde jo ikke være et problem - Og alligevel er det ved at blive det. Den security vi skal igennem efter at være landet, og inden vi kan komme ind i USA viser sig at tage lang tid. Faktisk bruger vi over en time bare på at vente der - Og da det endelig bliver vores tur, tager det 2 minutter og så er vi igennem. Derefra går det stærkt med at komme ned, flytte vores bagage fra et bånd til et andet, og afsted til gaten med flyet imod Chicago. Vi har nu ca. 20 minutter før flyet letter...

     

    Vi ankommer til gaten små 5 minutter før take-off. Faktisk kunne det nok ikke være mere timet (Selvom jeg nok gerne have været foruden denne spænding). Vi boarder og gå op i flyet. Og Straks får vi at vide, at afgangen er udsat en time pga. thunderstorms i Chicago. Så efter en kort periode med lidt stress og småløben, har vi pludselig 1 time mere inden vi skal afsted. Det er lige tid nok til aftensmad.

     

    Resten af turen forløber sådan set uden problemer. Vi ankommer til Chicago, finder vores bagage og prajer en taxi og kører til Hollyday Inn. Halv ni er vi på værelset. En øl i baren - Også er det i seng. Nu har jeg været oppe næsten 24 timer non-stop. Og selvom vi burde blive oppe lidt endnu - Ja så er søvnen ved at overmande os.

    Chicago - Springfield

    Så er kl. 6 lokal tid.

     

    Jeg er temmelig frisk taget i betragtning at klokken kun er 6 (men OK - Det er jo 13 dansk tid).

    Solen er ved at stå op. Vejret ser fornuftigt ud - Næsten skyfrit. Det er lidt svært at bedømme temperaturen herinde fra værelset. Air conditionen har kørt, og her er vel ca 20 grader. Men vejrudsigten siger, at det bliver op imod 28 grader idag. Og turen til Springfield skulle være "Partly Clouded" med risiko for "thunderstorms" ... Men dem kommer vi ikke til at se ;-)

     

    Nå - Jeg vil tage mig et bad, få pakket lidt sammen, få lidt morgenmad - Og så vil vi hente motorcyklerne.

     

    Here we come ... Lets get out on the highway...

     

     

    Kl. knap 10 idag ankom vi ved EagleRider. Og her var vi ikke de eneste. Der var en stor gruppe af finner - Og de var alle igang med, at få deres motorcykler udlevet. Vi gik indenfor, og meldte vores ankomst - 20 minutter senere, 20 underskrifter og lidt forklaring - Så stod vi overfor vores motorcykler.

    Harley-Davidso Road King

     

    Jeg fik en Harley-Davidson Road King. Og den havde kørt hele 4 miles indtil nu! Mine forældre fik en lige så ny Electra Glide.

    Efter at have fået pakket taskerne, kørte vi afsted. Vores endelig mål for denne dag skulle være Springfield. Dagen startede smukt. Høj sol, næsten skyfrit og op imod 30 grader.

    Den første times tid gik med bare at komme ud af Chicago. Og selvom der var en del trafik, var det en fornøjelse af køre. Vejret var dejligt og Harleyen under mig - Ja den brummede som drøm.

     

    Vores første holdt herefter blev i byen Wilmington. Her blev det til et stop ved en lille dinner. Og det var der åbenbart andre der også syntes de ville.

     

    Dette var et syn, som skulle møde os mange gange i løbet af dagen. En masse andre på ferie på deres lejede Harleyer.

     

    Efter en frokost gik turen videre ud i det blå. Og jeg som troede, at dagen ville byde på lutter sol, måtte sande, at vejret kan skifte hurtigt. Vi kørte direkte ind i et kraftigt regnvejr. Og vi blev våde. Vi stoppede lidt efter for at tage vores regntøj på, men der var skaden sket. Bukser og sko var meget våde. Men regntøjet kom på, og turen fortsatte. 15 minutter senere gjorde vi holdt igen, og tog regntøjet af. Uvejret var løjet af igen, men solen kunne ikke rigtig komme igennem. Så resten af dagen foregik i lettere overskyet vejr.

    Omkring 18.30 ankommer vi til Hotel Hilton i Springfield. Og selvom denne første dag ikke har budt på de største turist mæssige oplevelser, har dagen alligevel været helt i top.

    At køre på en Harley i "Guds eget land", mærke vinden i ansigten og bare lugte, føle og høre alt omkring en - Ja, det er jo nok sådan man skulle have det.

    Den største turist mæssige attraktion vi så, var nok en gammel tank station, som var blevet restaureret.

    Jeg kan snildt forestille mig, at det så sådan ud for mange år siden.

     

    Ved ankomsten til Springfield skulle vi finde Hotel Hilton. Det viste sig lettere sagt end gjort, eftersom hele downtown var spærret af, da man skulle have en opvisning af gamle biler, speciel byggede biler mm.

    Men en særdeles flink vagt, eksorterede os til parkeringspladsen ved Hilton. Og her syntes min far lige, at han ville lægge sin Electra Glide ned på siden (han glemte at sætte støttebenet ned ;-) ). Heldigvis skete der ingen skade...

     

    Vi tog et bad, og smuttede så ud i byen for at spise.

     

    Imorgen går turen så til St. Louis. Den er en kortere tur end idag, og vi har længere tid til at køre den. Så alt i alt skulle der være rig mulighed for at lege mere turist end vi har gjort idag.

    Mig på min Road King - Taget af min far imens han køre

    Mig på min Road King - Taget af min far imens han køre

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 312,7 km

    Køretid: 7 timer 30 minutter

    Temperatur: 30 grader

    Vejr: Solskin - Regnvejr - skyet

    Maks. hastighed: 154 Km/t

    Gennemsnitsfart: 76 km/t

     

    Billeder

    Hej

    Springfield, IL - Saint Louis

    Så er dag 2 oprundet.

     

    Kl. var knap 05.30 da vi vågnede - Kroppen er stadigvæk indstillet på dansk tid ;-(

    Dagen idag byder på små 200 km. imod St.Louis.

    Vejrudsigten siger op imod 30 grade, hvor det skulle starte skyet og blive solskinsvejr.

    Bare det holder - Det ville være perfekt.

     

    Jeg har så også lige fundet ud af, at min oplader til telefonen ikke er så smart her. Den tager 230V - Og ikke andet. Så nu må jeg lige finde en ny oplader....

     

    Well - Breakfast is calling. Then the road...

     

    Ja, så forlod vi Springfield. Kursen var imod St. Louis.

    Dagen startede meget flot med sol fra en skyfri himmel. Og det skulle vise at holde hele dagen igennem. Faktisk så meget sol, at temperaturen rundede de 35 grader. Og jeg må så tilstå, at jeg lidt imod min vilje allerede idag smed jakken og kørte i korte ærme. Men hvor er det fedt at køre på sin motorcykel ud af de lige landeveje med korte ærmer, solen bagende ned og bare nyde omgivelserne.

     

    Det var også idag, det gik op for mig, hvad de laver i Illinois. Landmændene dyrker åbenbart primært majs og soya.

    Det var i hvert fald ikke mange andre marker vi end dem med majs eller soya. At køre på motorcykel af de lange lige landeveje, mærke varmenpå kroppen (som før, vi begyndte at køre uden jakker, næsten er ulidelig), lugte markerne omkring en - Ja det er nu en dejlig oplevelse.

     

     

     

     

     

     

    Et af de første stop vi havde ved en decideret seværdighed var Ariston Cafe.

    Den har ligget, hvor den ligger siden 1934, åbnet første gang i 1926 og altid været et sted, som man besøgte på Route 66. Her fik vi en lille smag på, hvordan livet var dengang. Cafeen var lille og hyggelig. Betjeningen helt i top. Faktisk et besøg værd for alle der skulle komme på disse kanter.

     

     

     

     

    Det sidste vi så idag, som er værd at tage med i dagens tekst er Old Chain Of Rocks Bricks.

    Det er et af de stykker af Route 66, som ikke mere kan passeres med motorkøretøjer, men derimod kun gående. Den krydser floden Mississippi, og adskiller staten Illinois og Mossouri.

    Det kendetegnende ved broen er dens "knæk" på Missouri siden. Hvis jeg har fået korrekt fat i det, så fandt man ud af under bygningen af den, at Missouri sidens bred ikke var stærk nok til at bære broens fundament, og man var nød til at lade fundamentet være et andet sted end først tiltænkt. Derfor fik broens sit karakteristiske træk.  At det på dette tidspunkt var vel over 35 grader gjorde det ikke mindre imponerende. Måske en anelse varmt, når vi holdt for rødt lys, og varmen fra motorcyklen virkelig kunne mærkes på ben og lår.

     

    Nu var klokken ved at være 17, og vi ville finde vores hotel. Det var idag Crowne Plaza, som var kodet ind på GPSen inden vi tog hjemmefra. Det var bare den forkerte Crowne Plaza. Så vi ankom til Crowne Plaza, som ligger godt 35 km. fra downtown St. Louis. Og de kendte intet til en reservation til os. Et kort øjeblik tænkte vi "Hvad gør vi så nu" - Lige indtil manden bag skranken sagde "This is not the correct Crowne Plaza. You want the one thats downtown St. Louis." Så vi tog lige en lille time mere på motorcykel. Til gengæld skulle det vise sig, at det var ganske OK. Vores Crowne Plaza ligger vel ca. 5 minutter til fods fra The Arch, som nok erSt. Louis' kendetegn. Buen som hæver sig stolt over byen. Og den skal vi lige se imorgen, inden vi kører videre imod Springfield, Missouri.....

     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 281,3 km

    Køretid: 9 timer 13 minutter

    Temperatur: 35 grader

    Vejr: Solskin

    Maks. hastighed: 119 Km/t

    Gennemsnitsfart: 59 km/t

    Billeder

    Saint Louis - Springfield, MS

    Så forlod vi så St. Louis. Inden vi kørte var vi lige henne og kigge på the arch. Den blev bygget som et symbol på alle dem som drog vestpå i starten af det 20 århundrede. De åbnede dog ikke for offentligheden for kl. 9.30, og vi var der allerede kl. 8. Så det blev til et kigger udefra...

     

     

    Kort efter begav vi os afsted. Ruten idag var en lang tur. Hele 400 km skulle tilbagelægges, og højdepunkter på dette stræk var der ikke mange af. Selve Route 66 er mange steder her i Missouri blevet "væk" eftersom Interstate 44 er lagt lige ovenpå. Så det meste af strækket blev kørt på Interstaten (som er ligesom danske motorveje). Hvad  der så undrer mig lidt, er at fartgrænsen her er 70 mph. Det svarer sådan nogenlunde til 100 km/t. Og det er noget af det hurtigste man må køre i USA.

     

    Her i Missouri har de mange drypstenshuler. Blandt andet en, som efter sigende skulle have været hideout for selve Jesse James. Men jeg har i mit liv set temmelig mange drypstenshuler ligesom mine forældre. Så det sprang vi over på dette stræk.

    Hvad vi valgte at se idag var Devils Albow. Det er en gammel bro, som krydser en flod (som i gamle var var et farligt sted at sejle). Ved denne bro ligger en lille bar. Den er lidt speciel i og med at mange af de rejsende turister tager et smut forbi. Og kan ejeren overtale damerne til det, efterlader de deres BH der, som så bliver hængt på loftet. Sammen med pengesedler fra forskellige steder i verden. Alt i alt et spøjst sted. Det minder mig en hel del om lille bar "in the middle of nowhere" i Australien, som jeg var på, da jeg rejste der.

     

    Fra vi ankom i Chicago Illinois og indtil nu har landskabet været noget, som vi ville forvente at se i skandinavien. Dvs grønt med mange skove og marker. Her i Missouri er der dog også krydret med en hel del små bjerge. Så det der primært adskiller sig fra Danmark er selvfølgelig alle de amerikanske udseende huse og deres veje. Og ved hver en afkørsel til Interstaten ser man adskellige MacDonalds, Burger King, Wendys, Donut King, Pizza Hut og hvad har vi ellers af Fast Food kæder - Sgu ikke noget at sige til, at amerikanerne er nogle store mennesker!

     

    Det var idag vi stødte ind i turens 2. regnvejr. Ganske kort før vi ankom til hotellet, hvor vi skulle bo, begyndte det at regne. Ikke at det var koldt (det var vel stadigvæk godt over 25 grader), men når man kører i t-shirt og ikke andet - Ja så bliver det lidt koldt. Og sådan nogle regndråber slår altså hårdt på arme og hæder. Så et kort stop blev det til, alt imens vi andt regntøj frem før vi kunne fortsætte. Men selv med regntøj blev vi våde. Det var ikke lige sådan en kort sommerbyge - Men en hæftig sommerregn. Dog lover de noget bedre vejr imorgen.

     

    En af de ande ting, som vi har set mange af undervejs i Illinois og Missouri er kirkegårde. De ligger sådan lidt hist og pist, og er af forskellig størrelse. På billedet ser vi en af de størere. Det en sådan en blanding af små neutrale gravsten til de helt store monumenter.

    Alt i alt kan man sige om Illinouis og Missouri, at de er to stater, hvor landskabet er lidt som i skandinavien, hvor der er majsmarker og soyamarker, hvor der ikke er overdrevet meget af den oprindelige Route 66 tilbage. Man kan køre på den - men eftersom den ofte ligger klods op og ned af interstaten - Ja så kan man til tider bare kører på interstaten for at få tilbagelagt nogle kilometer.

     

    Det er ikke sådan, at jeg syntes at disse to stater er spildt. Langt fra. Men landskabet er ikke det der står tilbage, som det der er spændende. Det er motorcyklen, turen og Route 66s specielle seværdigheder.

     

    Imorgen skal vi til Oklahoma (Oklahoma City). Det er også et langt stræk, så her vil der også blive kørsel på interstate. Og vejrudsigten er fornuftig. De ser ikke ud til noget regn overhovedet - Men på den anden side - det gjorde der heller ikke for idag ;-)

     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 404 km

    Køretid: 8 timer 49 minutter

    Temperatur: 25 grader

    Vejr: Solskin og regnvejr

    Maks. hastighed: 151 Km/t

    Gennemsnitsfart: 80,9 km/t

    Billeder

    Springfield, MS - Oklahoma City

    Så forlod vi så Springfield, Missorui. Dette blev den koldeste morgen indtil nu. Det var kun ca. 15 grader varmt, og der var tunge skyer over os. Regnbukserne kom på, jakkerne, handsker og fullface hjelm.

    Og så var vi afsted - Selv med alt det tøj på, var det koldt.

     

    Vores første stop idag blev en meget lill flække på Route 66, hvor der var en gammel benzintank. Den var fra den tid, hvor en gallon benzin kostede 15 cents. på dette tidpunkt var temperaturen begndt at nærme sig de 20 grader. Men det var stadigvæk koldt at køre, så der røg ikke noge tøj af.

    Ejeren af dette sted (Gary) var en ældre herre. Og meget snaksaglig. Vi fik fortalt en masse om området, om tanken, om Route 66 og hvad vi bare måtte se. Det var virkelig en stor oplevelse, at opleve denne interesse i andre, og lyst til at fortælle.

    En lille halv time senere, fortsætter vi ad Route 66. Vi skal til og have lidt morgenmad, og bestemmer os for, at det skal være på Crossroads Café. Den ejes af datteren af Gary, og blev på det kraftigste anbefalet. 11 miles oppe ad vejen finder vi den, og stopper derfor ind.

    Vi bestilte alle 3 en omelet (4 æg per omelet) vestern stile. Og det fik vi. Sammen med Hashbrowns, som er skiveskåret kartofler bagt på panden og 4 stykker toast. Og selvfølgelig al den kaffe vi ville have. Det var en morgenmad, som lå godt og tungt i maven.

    Efter denne morgenmad fortsætter vi, og vi prøver nu at finde et sted, som Gary fortalte, at vi bare måtte se. Men det viste sig sværere end som så. Enten var vi dårlige til at forstå hans håndskrevne beskrivelse eller også havde han husket forkert. En time går med dette, og vi beslutter, at det gider vi ikke bruge mere tid på at finde.

     

    Vi forlader så kort efter Mossouri for at kører ind i Kansas. Dette er den stat, hvor Route 66 har sin korteste strækning. Den er kun ca 13 miles lang. Og deres største seværdighed er en regnbuebro, som efter sigende skulle være den eneste tilbage på Route 66. På vejen har de malet adskillige Route 66 mærker. Faktisk findes disse malet på vejen på hele de 13 miles lange veje i Kansas.

     

    Men før vi får set os om, er vi igen ude af Kansas og inde i Oklahoma. I Oklahoma kører vi igen en stor del af tiden på interstaten, da vi idag igen skal igennem et meget langt stræk. Faktisk tror jeg, at dette er turens aller længste stræk. Knap 600 km ender vi med at køre idag. Vejret er gået fra at have de tunge, våde og grå skyer over os til en total skyfri himmel. På trods af dette, er det ikke overdrevet varmt at køre. Imens vi kører igennem Oklahoma oplever jeg, at naturen begynder at vise sig anderledes end i Danmark. Store vider vise sig, hvor landmændene her har kvæg. Masser af kvæg. Og jo længere imod vest vi kommer, jo flere ranch ser vi. Men det er jo også lidt kendetegnende for den næste stat vi rammer (som er Texas).

     

    Godt 100 km før Oklahoma City, hvor vi skal overnatte, beslutter vi os for, at vi nok ligeså godt kan spise lidt aftensmad. Kl. nærmer sig 18, og der er lang vej endnu. Vi stopper nu ved Dan's Bar-B-Que Pit. Stedet ligner en lukket lille restaturant, hvor ingen kommer. Måske det skyldes, at huset ingen vinduer har. Men indenfor er det slet ikke, som det ser ud udefra. Setdet ligner, hvad jeg kunne forestille mig en gammel diner skulle ligne.

    Båse med borde, røde læder bænke og en udmærket betjening. Og her er det første gang, hvor de ikke overdriver med maden. Vi får et par almindelig størrelse burgere. Dog får vi selvfølgelig al den sodavand vi kan drikke. Her i USA kommer man bare rendende og spørger "Do you need a refill?" - Se det skulle vi lære i Danmark ;-)

     

    Kl næsten 21 er vi på hotellet. Indtil nu har ingen af disse været svære at finde. Alle har ligget relativt tæt på interstate, og alle har været af fin standard. Alle har haft internet, TV, kaffemaskine, kaffe og the, samt alle toiletartikler (dog ikke tandbørster).

     

    Imorgen er turen omkring 400 km. Så vi vil ikke alt for sent afsted. Vi skal bare lige finde en Wal-Mart eller lignende et eller andet sted. Vores sidste rene tøj bliver nemlig brugt imorgen -  Så nyt undertøj og T-Shirts er påkrævet.

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 575,8 km

    Køretid: 11 timer 349 minutter

    Temperatur: 15-25 grader

    Vejr: Solskin

    Maks. hastighed: 162 Km/t

    Gennemsnitsfart: 82 km/t

    Billeder

    Oklahoma City - Amarillo, TX

     Så forlod vi Oklahoma City.

    Oklahoma City er en stor by. Og selvom det kunne være sjovt at se storbyerne på vores ferie her, så er det ikke det vores ferie skal bruges til. Ellers skulle den da have været 2 uger længere ;-)

     

    Dagen idag var også en af de længere. Og en hel del af tiden blev brugt på interstaten. Dette af to årsager: interstate 40 er lagt lige ovenpå den gamle Route 66 og vi skulle langt.

     

    Vores første stop blev i Clinton. Her fik vi en kop kaffe på en gammel dinner. Lucille's Roadhouse. Det er en dinner i den gamle stil. Dog syntes jeg, at "sofaerne" skulle have været røde. Betjeningen var god, kaffen OK (og det siger ikke så lidt, for jeg syntes ikke amerikanerne kan lave nogen god kaffe. I hvert fald ikke hvis den skal være stærk) og de havde et par souvenirs.

    Vi fortsætte kort efter. Og jeg syntes virkelig man kunne fornemme, at landskabet skiftede på denne tur. Fra at være frodigt og grønt begyndte det hele at blive væsenligt mindre frodigt, mindre bakket og virkede bare stort.

    Jordbunden kunne flere steder ses, og den havde den karakteristiske røde farve. Nu begynder det at ligne de der store vidder, som man af og til sere i film. Og der var henvisninger til den ene og den anden indianerstamme. Hvilket der faktisk havde været de sidste par dage. Lidt underligt at se, at de forskellige indianerstammer er "lukket inde" i hver deres reservat. Som nogle vilde løver ...

     

    Idag var også dagen, hvor vi kom til en del af de små spøgelsesbyer. Man kan tydeligt se, at disse byer simpelthen er "døde" da interstaten blev anlagt, og vejen pludselig forbigik byen. Jeg så idag adskillige moteller, tankstationer, autoværksteder mm. Og alle i samme stand. Lukket, faldefærdige og hvor planter efterhånden har overtaget det hele.

    En af byerne vi kørte igennem havde et par butikker, som lignede noget der virkelig kunne trænge til en ordenlig overhaling, 1 café, 1 bar (som var byens trækplaster) og massevis af tomme bygninger. Og det kommer der kun mere af.

     

    Vi paserede også i dag statsgrænsen til Texas. Texas er også den stat, hvor vi indtil nu har set det landskab som er mest ulig Danmark. Store vidder. Ingen bevoksning. Det mærkede vi også, da vinden pludselig kunne mærkes. Ikke det store, men mere end vi har haft tidligere. Byen Groom lå på vejen. Den har to kendetegn. Den ene er det skæve vandtårn, som i tidernes morgen er lavet sådan bevist. Man vill tiltrække sig folks opmærksom. Det andet kendetegn er et kors. Og ikke bare hvilket som helst. Det er kæmpe stort. Jeg vil tro, det er mere end 20 meter højt.

    Og det kan ses meget langt væk fra. Det er også enaf de ting, som har overrasket mig. De er rigtig mange små kirke alle vegne. Enhver by med lidt respekt for sig selv har i hvert fald én kirke. Og gerne flere. Selv den faldefærdige by vi så tidligere havde en. Og ikke nok med de havde det, den var helt nybygget. Eller sådan så den ud.

     

    Her til aften ankom vi så til Amarillo i Texas. Vi fandt vores hotel, og aftalte vi skulle på Big Texan. Det er det sted, som servere en 2,2 kg stor steak. Og spiser man hele den på en time (inkl. tilbehør) - Ja så er den gratis. Men ingen os ville begive os i lag med den. I mine øjne ville det simpelthen være spild af godt kød. I stedet blev det tilen 600 g. stor T-bone. Og det var nu noget rigtig mørt kød. Vi boede dog godt 15 km. væk, og snakkede om, hvordan vi skulle komme derhen. På motorcykel - Ingen af os gad rigtig den løsning, for så kunne vi ikke få en øl (det er de rigtig strikse med herover). Så snakkede vi om en taxi, men hotelmutter sagde, at de da ville komme med en Limo til os. Sådan gjorde de for alle. Så vi blev hentet og bragt i en limo ;-) Og det viste sig da at være en rigtig god idé. For da vi skulle hjem begyndte det at regne. Ikke bare lidt, men rigtig meget. Men det er selvfølgelig væk imoren ;-)

     

    Imorgen har vi et kortere stræk. Kun godt 230 km. Så her kan vi tage det stille og roligt og nyde turen (for det regner nemlig ikke imorgen).

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 447,0 km

    Køretid: 8 timer 59 minutter

    Temperatur: 28 grader

    Vejr: Solskin

    Maks. hastighed: 135 Km/t

    Gennemsnitsfart: 81,5 km/t

    Billeder

    Amarillo, TX - Tucumcari, NM

    Dagen i dag var en af de korte. Vi forlod Amarillo ved halv ni tiden, og havde 250 km til næste stop. Og eftersom meget af den oprindelig Route 66 her i Texas ligger på privat grund (og faktisk bare er en grusvej), blev det interstaten. Dog med et par afstikkere, samt en 30 km. tur på noget af grusvejen.

     

    Vejret da vi startede var ikke varmt. Helt nede omkring 13 grader. Og let skyet. Så jeg startede med alt tøjet på. Og havde det Ok. Allerede efter ca. 10 km. var første stop. Det var ved Cadillac Ranch. Et sted, hvor en eller anden for lang tid siden, syntes det kunne være skægt, at tage 10 cadillacs og begrave med i jorden med snuden nedad. Et lettere syret syn. Bilerne er blevet overmalet så mange gange, at jeg vil tro, at er er mindst 5 cm. maling på hver af dem

    .

    En halv times tid senere er vi igen på vejen. Men kun kortvarigt. Skyerne i horisonten trækker sammen, og lover ikke lige frem tørvejr. Så under en bro gør vi holdt, og tager regntøj på. Hellere nu end når det først regner. eg har jo oplevet, at når det regner her - Ja så regner det helt vildt!

    Vi fortsætter derefter med regntøjet på, og selvfølgelig komme der ingen regn. Tværtimod klarer det op, og pludselig er det solskin fra en skyfri himmel. Et noget hurtigt vejskifte (som jeg ikke klager over).

     

    Vi er nu nået til Midtpoint Cafe i Adrian, Texas. Dette er stedet som er midtvejs på ruten. 1139 mile til både Los Angelse og til Chicago. Her gør vi holdt. Og her tager vi alt regntøj af igen. Temperaturen stiger hurtigt, og jeg vil tro at vi nu allerede er på 25 grader. Men en kop kaffe skal vi have. Hvilket en masser andre motorcyklister (på deres Harleyer) også har bestemt sig for. Ud over, at den ligger midtvejs, er den er cafe som mange andre på Route 66. Men klart et besøg værd. Vi er her en lille time, snakker med de andre bikere og et par amerikanere.

     

    Herefter går turen videre. Vi tager nu det før omtalte stræk på grusvej. Og det er nu blevet rigtig varmt. Turen på grusvejen foregår ikke så hurtigt, men hvor er landskabet dog smukt. Det er blevet sådan rigtig western prærie agtigt. Tørt, stort, uden vegetation, skyfrit og ingen huse eller andet i miles omkreds. Som tidligere nævnt var dagen i dag en kort dag. Vi er allerede fremme kl. 14(efter at have sat urerne en time tilbage som følge af skiftet til en ny tidszone. Vi tjekker ind, pakker ud og hviler os. Eller mine forældre hviler sig. Jeg skriver lidt. Om lidt er det poolen. Her er simpelthen varmt.

     

    Dagen i dag har jeg desuden brugt på at tage billeder af alle de forladte bygninger af enhver art. De fasinerer mig lidt. Tænk hvilken historie de rummer, selvom de ikke bruges mere. Se under dagens billeder og dan jere eget indtryk. Jeg syntes stadigvæk det er speielt at tænke på, at der førhen var rigtig mange mennesker der levede og arbejdede langs Route 66. Og det gør man ikke mere...

     

     

     

     

     

     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 186,3 km

    Køretid: 6 timer 1 minut

    Temperatur: 35 grader

    Vejr: Solskin

    Maks. hastighed: 114 Km/t

    Gennemsnitsfart: 62,2 km/t

    Billeder

    Tucumcari, NM - Santa Fe, NM

    Vi startede ud fra Tucumcari med overskyet og køligt vejr. Jeg tror ikke, at temperaturen idag igen har været over 15 grader her til morgen. Så alt tøjet på, og så afsted.

     

    Vi skulle ende i Santa Fe senere, og valgte turen af highway 104. Det skulle være en smuk tur igennem New Mexico. Og det kan man da vist roligt sige det var. Hele turen foregik på lange lige og øde landeveje. På den første knap 200 km. kom vi igennem 3 byer. Alle bestod de af 5 - 10 huse. Og der var intet. Ingen tank. Ingen café. Ingen restaturant. Absolut intet. Så strækket blev tilbage med behagelig 90 km/t (dog med en enkelt strækning i nærheden af Road Kingens top hastighed). Naturen heroppe er smuk. Man får virkelig en fornemmelse af, at landet er stort. Så langt øjek rækker er der intet. Andet end græs og små planter. Og dem som bor i området, de må være landmænd. De må have deres ranch og deres kvæg. Og man da vist ikke sige, at kvæget ikke har plads nok ;-)

     

    Allerede efter at have kørt nogle få km. så jeg noget kravle over gaden. Jeg kunne have svoret på, at det var en edderkop. Dog var jeg kommet forbi, og havde ikke lige lyst til at vende om. Det skulle vise sig, at være ligegyldigt. For her var der mange edderkopper, som krydsede gaden. Da jeg fik øje på en senere, stoppede vi. Sådanbare for at se den lidt tættere på. Den var stor, ulækker og låden. Men dem må være temmelig almindelig her, for vi så mange af dem. Det fik min mor til at sige, at det nu var sidste gang, at hun gik ind i græsset i siden ;-)

     

    Men de var nu heller ikke så lækre endda. Den vi tog billeder af, blev siddende ganske stille hele tiden. Heldigvis for det da.

     

    Første rigtige by vi kommer til er Las Vegas. Og det er ikke den Las Vegas. Det er ikke en stor by, men frokost kan vi da få. Og nu kan man rigtig se, at befolkningen her er lige så meget spansk talende, som de er engelsk talende. Faktisk så vi adskillige, som kun snakker sammen på spansk, og hvor de engelske ikke kommer nemt til dem. Deres udseende afslører dem også. De ligner typiske mexicanske personer. Så man er ikke i tvivl om, hvor man er.

     

    Det sidste stræk derefter til Santa Fe foregik på samme måde. Bortset fra, at det var interstaten der skulle benyttes. Man kan vist nok komme ad den helt oprindelige Route 66, som dengang gik via Santa Fe, men den er rigtig mange steder i rigtig dårlig stand. Dvs. grusvej. Så det blev interstaten.

     

    Ved ankomsten til Santa Fe begyndte jeg at undersøge, om der lå et casino i nærheden. Vu har nemlig en fridag lørdag, og så kunne jeg jo snildt tage på casino og prøve at spille Texas Hold'em. Jeg fik i receptionen af vide, at de nærmeste lå godt 15 miles væk. Men de havde en hente og brinde service.

    Jeg ringede så til dem for at sikre mig, at de også udbød Texas Hold'em poker. Og selvfølgelig gjorde de det. Så skulle jeg til at bestille en hentning, og komme derud, da tanken slog mig. Hvad er mindste buy-in. Jeg spurgte - Og han svarede "Well - Its not that much. We have tables starting from 0. But usually they play 0 or more."

    Da jeg hørte dette, blev jeg enig med mig selv om, at det ikke er her jeg skal prøve det. Jeg vil gerne prøve på casino og spille poker. Men jeg vil ikke satse så mange penge bare for at prøve. Jeg havde troet, at man måske kunne spille for -.

    Men det må jeg så prøve i Flagstaff. Der har vi også en fridag. Og så kan jeg i mellemtiden lige overveje, om det er 0 værd. Måske det er....

     

    Om aftenen på hotellet sad vi og fik en øl. Her mødte vi Kimberly. Hun var fra Chicago og var på sin ferie (her i USA har man én uges ferie om året de første 4 år man er ansat. Derefter 2 uger. Og det er det).

    Hun havde været dansk gift, kunne snakke lidt dansk, havde boet i vejle. Nu var hun skilt, boede i Chicago, fløj helikopter for FoxNews, underviste i dette, samt i det som man gør på landjorden i kontroltårnet.

    Hun kørte Harley og var faktisk en temmelig sej dame. Hun fortalte os lidt om området her omkring. Og at der var det og det vi skulle se. Meget af det hun nævnte er i vores turplan. Men specielt Sedona skulle vi se. Det tror jeg hun sagde mindst 30 gange...

     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 300,8 km

    Køretid: 6 timer 2 minut

    Temperatur: 30 grader

    Vejr: Solskin

    Maks. hastighed: 143 Km/t

    Gennemsnitsfart: 69,6 km/t

    Billeder

    Santa Fe

    Idag er vores fridag.

     

    Idag skal vi ind og se noget af Santa Fe. Jeg har læst et eller andet sted, at det er USAs ældste by (nævnt helt tilbage i 1600 og et eller andet). Den skulle rumme mange gamle bygninger, mange museer, gallerier mm.

    Så vi tager derind og ser, hvad byen har at byde på.

    Downtown Santa Fe er en smuk by. Den er virkelig holdt i den gamle stil. Et eller andet sted læste jeg, at der ikke må bygges i den gamle bydel, medmindre man holder stilen.Og det kan man se, når man kommer der. Santa Fe byder på meget, hvis man er til kunst og lignende. Der er rigtig man gallerier, museer og gamle bygninger. Vi spiste vores morgenmad inde i byen, gik rundt et par timer tid og så på byen. Jeg ville gerne have været ind på et museum, som omhandlede indianernes historie. Men sådan et kunne jeg ikke finde. Jeg kunne fnde mange gallerier, et museum for fine arts og et for modern art. Men ingen af dem tiltalte mig. Desuden bærer buen stort præg af, at der er mange kunstere her. De er et helt areal ved siden af kirken, hvor der er 20 - 30 små udstillingsboder.

     

    Efter et par timer i byen besluttede vi os for, at vi ville køre en kort tur, for at se, hvad området ellers kunne byde på. Vi fandt på kortet Gorge Brigde over Rio Grande. Vi besluttede os for, at der ville vi tage hen. Turen derop gik af små stejle bjergveje. Det var ganske skægt at køre på dem. Men jo nærmere vi kom broen, desto koldere blev det. Vi er efterhånden oppe i 2600 meters højde. 1œ timer senere ruller vi ind i byen Taos, som ligger ca 15 km. fra broen. Et kort ophold og en kop kaffe senere - Så er vi atter på vej imod broen.

    Da vi ankommer har vi kor forinden kørt henover, hvad jeg vil betegne som højsletten. Stort og fladt område - Og pludselig er kløften der. Og den er dyb. Det er virkelig et imponerende syn. Man begynder at forstå, hvilke kræfter det er naturen har. Og nogle gange frigiver. Det er ikke noget der bare er kommet. Selvfølgelig har det taget rigtig mange år - Men det gør det ikke mindre imponerende.

    Turen tilbage var kløften foregik lidt hurtigere, da vi tog den direkte hovedvej. Ikke at dt var noget dumt. Vi kører her langs med Rio Grande og kan hele tiden se, hvordan floden igennem tiden har boret sig ned igennem bjergene.

     

    Kort før vi når tilbage til Santa Fe gør vi et kort holdt. Der er et casino, og jeg vil gerne lige se det. Selvom der er mange mennesker der, bliver jeg lidt skuffet. 95% af det hele er en armede tyvknægte. 4% e blackjack. Og over i det ene hjørne er der 3 borde med Poker. Og det er nogle underlige fisk der sidder og spiller.

    Jeg tror, at jeg vil se, om ikke der skulle være et casino i Flagstaff, hvor vi også har en fridag.

    Billeder

    Santa Fe, NM - Gallup, NM

    Strækket idag var et af de mellemlange. Og det var ikke dette stræk, som bød på de store seværdigheder.

    Men naturen - Den er storslået her.

    Vi kørte hele tiden på kanten af bjergene, som vi skal ind i de nærmeste dage.
    Adskillige steder kan man virkelig fornemme de store afstande, som landet her kan byde på. Til tider syntes jeg, at det er helt ufatteligt så stort landet er.

    De to største ting på turen var vel at se Santa Fe ekspressen. Det er i bund og grund bare et tog. Med godt 100 vogne efter. Med containere i to lag. Det er altså et imponerende syn. Men det tror jeg nok, at vi kommer til at se et par gange mere i løbet af de næste par dage.

     

    Senere kørte vi over The Continetal Divide. Det er et punkt, hvor regnvandet på den ene side og øst søger imod den mexicanske golf. Og på den anden side og vest søger imod stillehavet. Jeg havde troet, at man havde gjort et stort nummer ud af det, eftersom det er nævnt som en stor seværdighed. Men det viste sig bare at være et lille skilt ;-)

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

     

    Sidst på eftermiddagen ankommer vi til vores hotel i Gallup. Vi tjekker ind, og imens mine forældre bærer bagagen ind, kører jeg ud for at finde en tank. Vi skal lige have et par øl. Den første tank sælger slet ikke øl.
    Den anden sælger dem - Bare ikke om søndagen. Der må man slet ikke købe øl!
    Staten New Mexico er åbenbart meget strikse med dette - Så det var ikke til at opdrive en øl i området. Selv da vi gik ud og spise om aftenen kunne vi ikke få noget stærkere end cola. Lidt underligt syntes jeg.

     


     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 339,2 km

    Køretid: 7 timer 45 minut

    Temperatur: 30 grader

    Vejr: Solskin og lidt skyer

    Maks. hastighed: 125 Km/t

    Gennemsnitsfart: 71,9 km/t

    Billeder

    Gallup, NM - Kayenta, AZ

    Idag startede vi ud fra Gallup. Det var koldt og blæsende, og det vi kunne se lovede ikke godt for dagen. Tunge skyer hang i horisonten i den retning, vi skulle i. Med alt vores tøj og udstyr begav vi afsted. Vi skulle køre godt 200 km. idag.

    Ruten ville ikke byde på nogen specielle attraktioner, men den skulle være smuk. Og det må man sige den var. Fra New Mexico til Arizona gik det ad landeveje igennem et meget smukt bjerglandskab. I løbet af formiddagen klarede det op, hvor vi kørte. Men på både højre og venstre side af os lå de tunge skyer. Og de afgav regn!  Men ligefrem for, hvor vi skulle hen, skinnede solen nok så smukt.

    Vi kørte stille og roligt af sted og trafik var der ikke meget af. Undtagen selvfølgelig når vi kom igennem en by.

    Jo nærmere vi Kayenta i Arizona, hvor vi skulle bo, jo nærmere kom regnen ind på os fra begge side. Men heldigt nok kørte vi i tørvejr lige igennem "hullet" i mellem de to regnskyer. Og da vi ankom til hotellet kunne vi se, at der hvor vi havde kørt kort forinden - ja da regnede det. Men så var den dags regn også væk. Og den fik vi ikke noget af. Resten af dagen var ren solskin.


    Vi var allerede ankommet kl. 13. Og dette var faktisk dagens stræk. Dog var dagen planlagt så vi skulle op nordpå og se Monument Valley (som faktisk er lige inde i Utah, så nu har vi faktisk også været i Utah). Turen derop er små 50 km. Og det er smukt.
    Selve Monument Valley er smukt. Man kan snildt se John Wayne for sig, på sin hest, med sin riffel riddende ind til indianerne. Faktisk minder stedet i mine øjne meget om Aires Rock i Australien. Vi var deroppe i ca. 2 timer, hvor vi strøg rundt og nød området.
    Det var idag en blæsende dag, men på trods af det, var det behageligt varmt. Jeg tror, at vi har haft 25-30 graders varme idag. Og det er rigtig behageligt at køre i. Selvom den kan give en del "sandstorm", som kan irritere øjnene.


    Vel tilbage ved hotellet fik vi et bad, og ville op og have en øl. I dag er det jo ikke søndag, så det skulle væer dejligt med en kold øl. Men nej - Nu er vi i et indianer reservat (navajo), og her er det forbudt at sælge alkohol. Men gutten ved receptionen sagde, at vi kunne køre en times tid imod nord - Så kunne vi få en øl, hvis vi var så tørstige. Det syntes vi ikke lige vi var, så vi fik en cola.
    Så er der mobiltelefonen. Dækning? Det er sgu' efterhånden svært at finde herude på bøhlandet. Det er noget vi periodisk har, når vi er i en større by. Men sådan er det. Det er jo heller ikke derfor vi er her ;-)

     

    Lige her er internet laaangsoomt.

    Jeg vil indsætte nogle billeder imorgen - Når jeg forhåbenlig har en bedre forbindelse. For det jeg oplever her, tror jeg er langsommere end med en gammeldags opkaldsmodem ...

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 160,9 km

    Køretid: 6 timer 20 minut

    Temperatur: 30 grader

    Vejr: Solskin

    Maks. hastighed: 128 Km/t

    Gennemsnitsfart: 66,2 km/t

    Billeder

    Kayenta, AZ - Page, AZ

    Dagen idag begyndte smukt. Vi forlod Kayenta Arizona henad 9 tiden. Og solen skinnede ned fra en skyfri himmel. Det var også idag, vi skulle forlade navajo indianer reservatet. Og lad mig sige med det samme, at ankomsten til Page bød på en øl ;-) Efter ikke have have kunnet købe en øl i to dage, er det nu dejligt at kunne slutte dagen med en Vi er så småt ved at komme ind i Grand Canyon området, og det er mange smukke ting at se her, så det er lagt an på, at i skal bruge tiden på disse. Turen idag var igen præget af, at køre igennem disse smukke landskaber, hvor man virkelig får en fornemmelse af afstande. Jeg tror ikke, at vi havde mange flere sving end 5-6 stykker på vores tur idag (sådan sat lidt på spidsen).

     

    Turen til Page tog et par timers tid. Og den blev kørt i et pænt stille og roligt tempo. Vi havde et par stop undervejs for at få en kop kaffe. Et af stederne mødte vi (igen fristes man til at sige) andre på motorcykler. Disse var fra Florida, og havde lejet deres motorcykler i Las Vegas og kørte nu rundt om Grand Canyon området. Ved ankomsten til page satte vi urerne en time tilbage, da vi havde forladt Navajo reservatet, og nu skulle følge den generelle tid i Arizona. Det betød at klokken kun var godt et ved ankomsten til Page. Vores hotel værelse var ikke klar endnu, så vi kørte til en lille dinner. Her så vi den 4. v-strom. Jeg ville have svoret inden jeg tog afsted til USA, at jeg ikke skulle se nogen overhovedet, men har har altså indtil nu set 4. Men man kan jo også sige, at det er en fortrinelig motorcykel, hvis man vil køre lidt offroade og ikke have en decideret offroader.

     

    Efter vores stop, og tilbage på hotellet fik vi vores værelse. Så bagagen blev smidt op, og vi tog en smut til Glen Canyon Dam. Glen Canyon Dam er en dæmning over Colorado River. Og dem er der en del af. Den mest berømte af dem, er Hoover Dam på grænsen imellem Arizona og Nevada (som jeg så engang for 12 år siden). Glen Canyon Dam er "kun" 5 meter mindre end Hoover dam, men hele 30 år yngre. Begge tjener de det formål, at levere energi til området, samt kunne kontrollere mængden af vand længere ned af floden til beboere og ikke mindst landmænd. Og denne dæmning er nøjagtigt så imponerende som Hoover Dam. Forskellen på vandstanden på den ene side med søen, og den anden er næsten ufattelig, når man tænker på, hvilket tryk vandet leverer. Da vi skulle ind i selve informationscentret for dæmningen (blev opført efter Senator Carl Hayden ønske. Han er en af USAs længst siddende senatorere), skulle vi aflevere alle metal genstande, og igennem en metaldetektor. Lidt som i lufthavnen. Det er der måske ikke noget at sige til med al den terror, som kan ramme USA. Og tænk, hvad der ville ske, hvis sådan en dæmning blev sprunget i luften og alt det vand der er bagved fik lov at passere frit...

    Området, hvor den kunstige sø er, har en kyststrækning på 3000 km. Så det er ikke nogen lille sø.

    Og lad mig så slutte med at sige - Det er nu dejligt at kunne få en kold øl efter en dag, hvor temperaturen igen har rundet de 30 grader. Så jeg håber ikke lige, at vi igen skal ind et sted, hvor vi ikke må købe øl af den ene eller den anden grund....

     

     

    Billeder

    Page, AZ - Grand Canyon Village

    Idag skulle vi kun køre godt 100 km. fra Page til Grand Canyon.

    Vi forlod Page omkring halv ni, da vi gerne ville frem til Grand Canyon og se dette. Turen fra Page til Grand Canyon er utrolig smuk. Vi kører hele tiden langs med Colorado River,som er grundlaget for hele Grand Canyon og hele det tilhørende opland.

    Allerede efter et kvarters kørsel (hvor vi er kommet fra 1100 meters højde i Page til knap 2000 meter) kører vi igennem et lille pas.

    Og så har man ellers udsigt over et kæmpe plateau, hvor Colorado River snor sig igennem. Ikke at man kan se selve floden, da den løber dybt nede i en kløft.

     

     

     

    Første lille afstikker er til Lees Ferry. Her er en smuk regnbuebro over selve kløften. Og et lille motel med tilhørende café, hvor vi får en kop kaffe. De lokale her er utroligt venlige. Og snaksaglige.

    Herefter fortsætter turen imod Grand Canyon. Disse små 100 km. løber som sagt langs med Colorado River, og ligger lige på kanten af Painted Dessert (som vi ikke kommer direkte igennem).

    Men det vi når at se, giver et billed af, hvordan det må se ud. Her er klippeformationer, som er røde, andre er sorte, andre igen er nærmest cement farvet. Ganske imponerende syn. Vi kører nu i 1500 meters højde, solen skinner fra en skyfri himmel, og man kan virkelig mærke varmen, Havde det ikke blæst idag, ville det have været enormt varmt. Nu nøjes vi med op imod de 30 grader. Men lige så varmt det er om dagen her i disse højder - Lige så koldt bliver det om aftenen. I TV har de sagt, at der kan komme nattefrost.

    Vi gør et kort stop for at få vand og lidt mad, inden vi fortsætter ind i selve Grand Canyon National Park. Allerede efter skiltet får man en lille fornemmelsen af størrelsen på Grand Canyon. Man skal køre godt 10 km. før man kommer til første lille udsigtspunkt. Dette er over Little Colorado River. Denne løber også igennem kløfter, og er en af de største tilløb til selve Colorado River. Alene denne kløft er imponerende i sig selv, og man fortabes i den kraft, som naturen må have vist.

    Kort efter fortsætter turen imod selve Grand Canyon. Et kort stykke tid kører vi med Little Colorado River på højre hånd. Et rigtig smukt syn. Herefter kører vi ind i noget granskov. Og så kommer den der fornemmelse - "Nå - Var det det? Det var da ikke så enormt". Denne følelse kører man så med 20 minutters tid - Lige indtil man ser selve Grand Canyon. Og det syn der møder en nu - Det er svært at beskrive. Selve størrelsen af den canyon er imponerende. Jeg har på et tidligere tidspunkt set Kings Canyon i Australien - Og jeg syntes dette virker meget større.

    Størrelsen alene gør, at man føler sig lille og ubetydelig. Og når man tænker på, at for 1,7 milliarder år siden blev det plataeu dannet, som Grand Canyon løber igennem. Men man mener, at det kun er 6 millioner år siden, at Colorado River begyndte at forme området. Og en sådan canyon på kun 6 millioner år - Det er i naturens verden meget hurtigt.

     

    Størrelsen alene kan måske sættes i perspektiv ved dette: Indgangen til Grand Canyon (Dessert View) og til udgangen (Grand Canyon Village) er små 40 km. Da vi forlader Dessert View og kører imod Grand Canyon Village gør vi mange små holdt og nyder udsigten.

    Slutteligt rammer vi byen, hvor vi skal overnatte. Vi får vores værelse, smider bagagen ind og kører ud for at få lidt og spise. Det er godt nok noget tidligt, men så kan vi efterfølgende kører ud til Grandview Point og se solnedgangen. Vi ankommer til udsigtspunktet kort før kl 18. Solen går ned kl. 18.30.

    Og det syn - Det er imponerende. Man kan virkelig fornemme skiftet i farver i den halve time det står på. Man får virkelig en følelse af at være lille og ubetydelig. De billeder der er taget kan ikke engang indfange den størrelse, som det har. Man skal se det med egne øjne for at forstå det.

     

     

     

     

     

     

     

     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 295,2 km

    Køretid: 7 timer 43 minutter

    Temperatur: 10-30 grader

    Vejr: Solskin

    Maks. hastighed: 130 Km/t

    Gennemsnitsfart: 75,5 km/t

    Billeder

    Grand Canyon - Flagstaff

    Vi forlod Grand Canyon igen idag. Det var en temmelig kold og blæsende morgen, så vi startede med alt tøjet på. Og turen til Flagstaff svinger højdemæssigt fra 1600 - 2500 meter. Og det kan man mærke. Jo højere man kommer des koldere bliver det. Og når det så i forvejen erkoldt og blæsende, kan man virkelig mærke forskellen.

     

    Selve turen er på godt 100 km. Det eneste der er undervejs er udsigten til bjergene. Og når man kommer dertil, så er der græntræerne. Faktisk sjovt at se hvordan bevoksningen i forskelle højder skifter.Længst nede er der næsten ingen bevoksning, lidt højere oppe kommer grantræerne og omkring de 2500 meter begynder der ud over grantræer også at komme nogle alm. træer imellem.

     

    Eftersom vi allerede ankommer til flagstaff kl 12 gør vi et kort holdt ved en Starbucks. Og he får vi så turens bedste kaffe. Ja, amerikanerne kan ikke lave kaffe. Ikke så stærk som jeg gerne vil have den, men det kan de i Starbucks. Dam good coffee ;-)

     

    Vi fortsætter imod Meteor Crater. Vi har resten af dagen for os, og kører de 50 km. derud. Meteor krateret er dannet for 50.000 år siden. Et metoer på 40x40 meter, tror jeg det var, har dannet dette krater på ca. 1500 meter i diameter. Det må sgu' alligevel have givet et ordenligt brag dengang. Men imponerende er et. Et stort hul ude midt i ørkenen.

    De viser en kort film, som illustrerer det der skete dengang, samt følgerne af det.

    Efter en god times tid tager vi tilbage til Flagstaff.

     

    Om aftenen spiser vi på en af de bedre Route 66 Dinnere. Den er godt holdt i 50'er stilen med stole, borde og indretning. Det er nu ganske skægt. Man føler sig lidt hensat til gamle dage. Lige indtil man ser, hvad man spiser. For det er nemlig ganske almindelig junk food. Godt - men alligevel junkfood. Og på væggen henne ved døren hænger et billed af en amerikansk dinner, som hedder Galaxy. Det er med et par gamle amerikaner biler ude foran, og billeder lyser i bilernes lygter, samt i forskellige lamper på hust i baggrunden.

    I følger personen der, er det sådan som dinneren så ud for en del år siden. Men jeg er rimelig sikker på, at jeg har set det billed et eller andet sted i Odense. På et værtshus et sted... Så enten passer det ikke, hvad han sagde tjeneren, eller også har andre været her, og købt det med hjem. Begge dele er selvfølgelig sandsynlige.

     

    Aftenen tilbringer vi i hotellets bar. Og her falder vi i snak med et par mexicanere, et par amerikanere og en indianer. Et par af disse er ved at være godt berusede. Og de skulle op kl. 5 næste morgen og på arbejde. Vi kunne heldigvis bare sove lidt længere - Hvilket viogså har gjort...

     

    Billeder

    Flagstaff og Sedona

    Dagen idag varen fridag.

    Vi skulle overnatte det samme sted igen, så vi tog en kort køretur til Sedona. Sedona ligger ved bunden af en kløft. Det er en rigtig turistfælde. Alting her syntes lige et par dollar dyrere end andre steder. Byen er pæn, og der er vitterlig mange turistfælder her.

    Det blev alligevel til en bøffel burger. Ikke at det var noget specielt. Smagte i store træk bare som en oksekødsburger. Efter en times tid her, kørte vi en rundtur i området. I forhold til Flagstaff, hvor vi bor og som ligger i 2200 meters højde, kom vi helt ned i 800 meters højde. Temperaturen i Flagstaff er omkring 25 grader. Nede i 800 meter er det i nærheden af de 35 grader. Når man så holder stille på en sort asfaltvej, venter på grønt lys - Ja så varmer det helt pænt. Motoren afgiver meget varme, vejen afgiver varme og solen varmer. På dette tidspunkt er det næsten ikke til at holde ud...

     

    Turen fra Flagstaff ned til Sedona falder over ca 20 km. Og det er en pænt snoet vej. Det er fantastisk at køre ned imod byen. På begge sider går bjerget bogstaveligt talt lodret ned og op. Og vejen er fyldt med u-sving og hårnålle sving. Rigtig fed kørsel. Og imens man kører kan man lugte grantræerne, mærke brisen fra floden ikke lang fra - Og temperaturen stige for hver meter vi kommer længere ned.

     

    Sedona og området omkring det virker dog som et sted, hvor de rige og de smukke kommer. Husene her er store og rummelige. De er velholdte. Og de biler der kommer her er ikke af de mindste. Eller jo - det er de nok, men prisen er ikke. Jeg så mange små sportsvogne.  Jeg fik sådan en fornemmelse af, at Sedona er dette områdes Monaco.

     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 472,0 km

    Køretid: N/A

    Temperatur: 25-35 grader

    Vejr: Solskin

    Maks. hastighed: N/A

    Gennemsnitsfart: N/A

     

    Billeder

    Flagstaff - Lake Havasu City

    Så er det anden sidste dag på Route 66.

    Vi startede i Flagstaff, hvor det var køligt. Vi var jo også oppe i 2100 meters højde. Og i den retning, som vi skulle var skyerne sorte. Så umiddelbart lovede vejret ikke godt, men det havde været sådan før, så vi håbede det bedste. Det skulle dog vise sig, at lige i dag, skulle vi ikke være så heldige. En halv times tid efter start begyndte det at regne. Vi stoppede ind, fik alt regntøjet på og fortsatte. Og så kom regnen. Det væltede simpelthen ned. Så da vi ankom til Seligman, gjorde vi holdt. Den første dinner i byen (som ikke er andet end 3 - 4 butikker ed souvenirs) stoppede vi ved. Og vi gik ind. Ejeren var en helt utrolig flink mand. Han snakkede og fortalte alt imens der blev lavet kaffe, tærte og lidt morgenmad til mig. Vi var vel her i en times tid alt imens vi gik på jagt i souvenirs. Han fortalte bl.a. at han var den billigste i byen. Og generelt på hele route 66 skulle det vise sig. Han ville hellere sælge sine souvenirs billigere og få dem solgt end at have dem længe. Så til andre - Kommer i til Seligman - Så den første dinner / souvenirs butik på venstre hånd (når man kommer fra vest) - Klart et besøg værd.

    Det var også her, hvor vi begyndte at se de første huse, som virkelig er stillet i old fashion stil. Dette er alene for turister. Og det er det de lever af. Men vi var nød til at komme videre. V havde alligevel et pænt stykke endnu, og selvom det regnede måtte vi videre. Vi kørte den næste halv anden times tid i

     mere eller mindre regnvejr.

    Vores næste stop skulle være Kingman. Men undervejs kom vi forbi en lille gammel tankstation, som nu fungerede som museum, souvenirbutik og kiosk. Undenfor var der mange gamle og spændende ting fra tiden, hvor Route 66 var på sidst højeste. Faktisk ganske underholdende sted. Da vi var der, var der ca. 20 grader og småregn. Mine forældre fortalte, at de var der sidste år var temperaturen over 40 grader. Så det var noget af en kontrast.

     

    Først da vi nåede Kingman begynde solen at få magten. Vi gjorde holdt her, og fik middagsmad. Kinesisk denne gang (hvilket har vist sig at være meget billigt her i USA). Kingman er en relativ stor by i udkanten af Mojave ørkenen. For at komme videre herfra ad Route 66 (som på denne dag har været af det bedst bevarede vejstykke), skulle vi over et pas. Og jeg tænkte straks på pasene i Østrig. Men sådan er det ikke her. Det er et pas, med snoede veje op til. Men det er kun godt 1200 meter højt. På trods af dette, var turen derop ganske god at køre. Masser af sving og bakker. På toppen gjorde vi et holdt - Et par billeder skulle tages. Alt regntøj røg nu også af. Vi kunne godt mærke, at vi ikke mere var så højt, samt at regnvejret var langt bagved os. Her mødte vi en tysker og englænder (gift ed hinanden) som vi kort snakkede med. Ganske flinke.

    Nu jeg tænker på det, var det på vejen op imod dette pas, at vi kørte af et langt stykke ørken område. Lidt som man virkelig forestiller sig det skal se ud. En masse vindhekse, små forhutlede planter og sand. Og det var her jeg så dem - postkasserne. Der boede åbenbart en del nede af de forskellige sideveje (som var af grus). Og deres postkasse stod ved vejen.

     

    Efter passet gik de selvfølgelig nedad. Ned imod Oatman. Er man i området er dette et must see. Det er en by i rigtig western stil. Træhuse. Træfortorve foran. Og en masser skilte mm. som virkelig fk en til at tænke på det gamle western.

    Her gjorde vi holdt en god times tid. Der var masser der lige skulle opleves og ses.

    Vi gik ind på en restaurant for at få kaffe. Og hvilken udsmykning. De hang millionvis af en dollars på vægen. Hver med påskrift fra en eller anden gæst. Som en havde skrevet "One of a million" - Hvilket jeg må sige passede ganske fint.

    Efter opholdet her her måtte vi hellere komme videre. Vi skulle helt til Lake Havasu, og klokken var ved at være halv seks, og vi havde 1œ time endnu.

     

    De sidste kilometer forløb ganske planmæssigt. Vi ankom, pakkede ud, pakkede om og fik en øl.

     

    I morgen er det Mojave ørkenen. Og holder det de siger i TV - Så bliver det varmt.

     

     

     

     

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 416,7  km

    Køretid: 11 timer 9 minutter

    Temperatur: 15-30 grader

    Vejr: Solskin og regnvejr

    Maks. hastighed: 118 Km/t

    Gennemsnitsfart: 79,7 km/t

    Billeder

    Lake Havasu City - Santa Monica

    Så var det det sidste stykke af Route 66 vi skulle ud på idag. Og rutens længste stræk. 530 km var den anslået til. Vi skulle helt til Los Angeles idag, og der var et par meget lange stræk i midten af Mojave Ørkenen. Til vores fordel kan siges, at det lige har regnet i californien, og derfor var det ikke mere end 25 grader idag. Ellers kan ørkenen godt byde på temperaturere over de 40 grader.

    De første godt 100 km. var fra Lake Havasu og til Needles og lidt efter. Ikke det mest ophidsende stræk - Men alligevel flot med bjergene som baggrund og solen skinnende fra en skyfri himmel. Dog er det da værd at tag med, at i Lake Havasu er London Bridge. Eller rettere den bro, som for meget lang tid siden fandtes i London. Den blev pillet ned sten for sten, transporteret til Lake Havasu og genopført. En eller anden eksentrisk rig amerikaner købte den for 2.460.000 $ i 1962. Han havde beregnet, at det ville koste 1.200.000 $ at rive den den og genopbygge den. Derfor doblede han beløbet og lagde 60.000 til. 60.000 da han ville fylde 60, når den skulle indvies. Pudsig lille historie.

    Grænsen imellem Arizona og Californien markeres af en hvid regnbue bro. Den bruges dog ikke mere til trafik, men transportere nu gas.

    Ellers kørte vi laang tid i ørkenen. Der er virkelig ikke meget at se der - Andet end ørken. Og et par af de lokale fortalte, at idag var det koldt. Det havde kort for inden (et par dag før) regnet. Og det var i hvert fald 20 år siden, at det havde regnet en dag igennem. Iflg. de lokale sagde en anden (som jeg ville kalde lokal, men havde endnu ikke boet der i 30 år. Kun 20 og det gjorde ham ikke indfødt ;-) ).Langs vejen går der til højre en lille høj. På denne har rigtig mange mennesker lagt sten i mønstre, så de danner alle mulige navne. Ganske skægt at køre og se på. Vi kom også forbi et par træer fyldt med sko. Hvad den store mening med dem var - Ja der må jeg være svar skyldig. Men skægt så det ud.

    Der var også et par træer, hvor man var begyndt at hænge underbukser - Igen hvorfor vides ikke.

    Kort efter disse træer kom vi til Roy's. Roy's er kendt fra et par film. Bl.a. På stop med en dræber fra midt 80'erne. I forhold til, at stedet virkelig er i midten af ingenting, er det forbavsende velbevaret. Et skilt bekendtgjorde, at ejeren havde købt det med hensigt på, at gøre det til et inn sted igen. Hvis jeg forstod andre ret, kan man allerede nu sove i de små inn huse. Ejeren var forresten ham, som endnu ikke var lokal. Det eneste man kunne købe i hans "cafe" var vand, kaffe og lidt slik. Så på det punkt mangler han lidt endnu.

    Efter en kop kaffe og lidt små snak - Ja så er vi igen på vejen.  Og et skilt på vejen fortæller kort efter, at vejen kan være rough. Og det blev den. Dette var det dårligste stykke vej vi endnu har kørt på. Store huller, riller som får motorcyklen til at styre selv (eller sådan føles det) og generelt meget dårlig stand. Dette varede ved godt 35 km. Temmelig anstrengende at køre i. Og det gav en gang imellem nogle ordenlige dunk, når man kørte over et hul man lige havde overset. Her havde v-strommen klaret sig noget bedre....

     

    Da vejen igen begynder at blive god, kommer der en kending. Bagdad Café. Her skulle vi selvfølgelig gøre et stop. Udefra ligner den ikke helt den café fra filmen, men inden i er det det samme. Og det er lidt underligt at være præcis der. Mine forældre havde længe sagt, at jeg skulle glæde mig til det, da der var en bartender, som var gammel, havde gebis, og kørte dette gebis rundt i munden og rullede med øjnene. Og man kunne få cheeseburger. Ikke andet, da han var alene. Men idag er der i hvert fald 3 på job. Og vi kommer imens der kun er et par andre lokale. Vi får bestilt et par burgere og venter Alt imens vi venter, kommer der en person ind og siger "2 buses are coming!".

    Og det må man sige de gjorde. Pludselig vælter der franskmænd rundt i caféen, og de snakker og køber souvenirs og fyldet meget. Ikke negativt, men man kan godt mærke, at caféen ikke er så stor. Dog er de allerede afsted en halv times tid senere. Damen bag baren undskylder, at det kort var så hektisk - Men sådan er det jo. Vi slutter der med et billed af os 3 bag ved baren sammen med servitricen.

    Herefter går det imod vores hotel i Los Angeles. Der er stadigvæk knap 300 km. til dette. Og det tager ikke mange kilometer efter Bagdad Cafe, førend de første forstader viser sig. Faktisk er det helt utroligt at køre ind til Los Angeles fra øst. De sidste 250 kilometer foregår i bebyggelse. Det svarer til at kører fra Århus til København uden at komme ud af byen. Og deres motorveje - Allerede fra starten er de 3 sporede. Men de ender med at være 6 sporede. Og det er en søndag vi kommer, og trafikken er som i København i myldretiden. Det er simpelthen utroligt. Og med sådan en trafik - Ja så er klokken godt 19 da vi ankommer til hotellet. Og tak for GPSen. Ellers havde den da været 23 inden vi var kommet. GPSen har simpelthen været genial (og næsten uundværlig) at have med.

     

    Selvom det var sidste del af Route 66 har vi lige to dage i Los Angeles Imorgen tager vi et smut il Solvang med turen langs kysten.

    DAGENS FACTS.

     

    Afstand: 538,1 km

    Køretid: 10 timer 34 minut

    Temperatur: 25 grader

    Vejr: Solskin 

    Maks. hastighed: 132 Km/t

    Gennemsnitsfart: 81,4 km/t

    Billeder

    Dag 17

    Dagen idag blev en smuttur til Solvang. Der er knap 200 km. dertil fra hotellet. Og det burde være en relativ kort tur, men det skulle vise sig at tage noget længere tid end beregnet. Los Angeles strækker sig faktisk de første 120 kilomter langs kysten også. Og trafiken er godt tæt. Men meget af turen foregår langs kysten, og man kan se den ene store villa efter den anden. Selvom byggestilen her svinger utroligt meget. Alt fra store græskinpirerede bygninger til at gammel faldefærdigt lort.

    Da vi først forlader kyststrækningen i Santa Barbara skifter landskabet drastisk. Ikke særlig meget bebyggelse og bjerge. De er nu sjove at køre i. Efter at have kørt over et pas (et sølle 600 meters højde), stiger temperaturen en del. Og i selve Solvang er det rigtig dejlig varmt. Noget mere end i selve Los Angeles, hvor der er en konstant kølig brise fra stillehavet.

    Solvang er nu en oplevelse. At se Atterdag Road, Hans Christian square mm - ja det er lidt som Danmark. Og alligevel slet ikke som Danmark. Alt her er som Danmark med USA trykt over det hele. Men en frokost på Mogensens Café, hvor den står på højt belagt smørebrød. Mmm - Næsten som Danmark.

    Vi ender med idag at købe rugbrød der, og stoppede ved at marked og købte ost, pølse og øl. Dette spiste vi på hotellet - Og nød det.

     

    Imorgen bliver det en kort tur ad Sunset Boulevard og Hollywood. Og så skal Harleyerne afleveres ;-(

    Billeder

    Dag 18

    Sidste dag på Harley.

    Det blev til en kort køretur ad Sunset Boulevard og igennem Beverly Hills og Hollywood.

    Der var ikke noget bestemt der skulle ses - Der var kun en kort pause en ved Starbuck Cafe. En ting der dog undrer mig i en storby som Los Angeles er den måde, som de håndterer deres elledninger. De er kablet i i lygtepæle, og hvert hus får strøm via en lus på ledningerne. Det er altså i mine øjne noget gammeldags - Men hvad ved jeg om det ....

    Herefter gik det imod Eaglerider, hvor maskinerne skulle afleveres. Og her havde vi så en længere diskution vedr afregningen. Vi havde dobbeltsikret os i Chicago, at vi havde Free Mileage - Altså at vi betalte 33$ per dag i stedet for 0,33$ per mile.

    0,33$ per mile er knap 1500$. 33$ per dag er knap 700$.

    Efter en times tid snakken frem og tilbage endte det med, at en eller anden kom stormende ud fra kontoret bagved og sagde "Lad være at gøre noget. De skal betale 33$ per dag". Jeg tror, at de havde fundet en kopi af den kontrakt, som vi havde med dem.

     

    Ellers har turen været uden nogen former for uheld eller ting der kunne drille os.

     

     

     

     

     

    Så alt i alt - En rigtig dejlig og smuk tur over USA.

    Billeder

    USA Route 66 Gæstebog

    Nyt indlægEmailbeskedLoginOpret ny brugerGrafisk overblik
    Route 6605/04/201713:30
    AfUSA Entusiasten0svar

    Først og fremmest, fede beretninger og fede billeder :)


    Har læst din rejsebeskrivelse og er selv på vej til at tage en tur igennem Route 66  cheeky Jeg har kigget på lidt forskellige muligheder, kunne være du har noget feedback på nogle af de arrangerede ture, jeg tænker på – men har et par andre spørgsmål du helt sikkert ved noget om, først og fremmest, hvor billigt er det med leje af bil? Er det noget du generelt kan anbefale? Og det andet var, kan det anbefales at prøve kræfter med motorcykel på Route 66 til en mindre rutineret motorcyklist?


    Hav det godt – tak for beretningerne :)

    SvarEmailbesked
    Rejser og udveksling12/03/201719:07
    AfEmil0svar

    Spændende website og indlæg. Arbejder selv med rejser og udveksling.


    Fortsæt endelig med det gode indhold. Vi ses! Mvh

    SvarEmailbesked
    Hej Hej27/11/200809:44
    AfIcewulf (V-Strom)0svar

    Hej min ven, hilsen fra Padborg!

     

    Du har en flot hjemmeside!

     

    Vi ses ;-)

     

    mvh Marcus

    SvarEmailbesked
    hej haj03/09/200814:52
    AfHej0svar

    davs

    SvarEmailbesked
    ang. route6603/08/200819:17
    Aflars0svar

    Hej Michael

     

    Til at starte med tak for en fed beskrivelse af jeres tur på route 66.

    Jeg har lige et par spørgsmål til dig ang. din tur derover, vi tager nemlig derover her den 3 september for at køre route 66, men ikke med noget selskab kun 2 biler og os på harley.

    Vi ville høre om det er en god ide at tage sin egen hjelm med eller om der er masser at købe derover, for så gider vi ikke tage vores egen med.

    Vi syntes efter at ha læst din dagbog ikke at kunne finde ud af hvornår du var derover.

    Og vi ville lige høre hvad du kan anbefale at tage med så som tøj og ligenede.

     

    Med venlig hilsen

     

    lars andersen

    20675656

    lapi@tunet.dk

    SvarEmailbesked
    køb af yamaha 60003/04/200801:13
    AfThor0svar

    Hej jeg kigger mig om efter en yamaha 600, da jeg skal ud og køre til sommer g så faldt jeg tilfældigvis over din. Den ser go ud er den nysynet, eller hvordan. Måske du kunne skrive til mig så vi kunne korrespondere via mail?

    MVH Thor
    SvarEmailbesked
    edder-medme-væmmeligt31/03/200821:44
    Afsophia0svar

    Hejsa.- Jeg har kigger lidt på din  USA tur- SUPER GODT   BESKREVET OG KANON GODE BILLEDER :-)

    Jeg skal selv 2 mdr til  USA til september hvor den står på route 66- samt vegas, San Francisco og Hawaii.

    Jeg var godt klart over at de "Over-There" har nogle lidt større edderkopper end dem vi ser herhjemme- men jeg er meget overrasket over at de bare går ude vej vejen som  I oplevede det. Det er edder-medme-væmmeligt!!! *gyser helt ved tanken* Så  I mange af dem i i byerne og på hotellerne?

     

    Jeg vil også høre dig om I havde problemer med at at finde dele af routen? Har hørt det godt kan være lidt svært?

     

    mvh

     

    Sophia

     

    SvarEmailbesked
    Prissammenligning24/01/200816:47
    AfKenneth0svar

    Hej og tak for en fin side! :-)

     

    Se evt vores prissammenligning for flybilletter til USA.

    SvarEmailbesked
    Hilsner fra Ulriksholmvej24/09/200718:45
    AfTorben og Brita0svar

    Kære Mette, Ole og Michael - "motorbøllerne"

     

    Det ser  spændende ud, det er dejligt, at I har det godt.

    Vi havde en rigtig god tur til Spanien, sol, sommer, vand og strand.

    Vidunderligt solskinsvejr alle dage, temperaturen lå mellem 28-30 grader,

    god mad og dejlig vin (og vi fandt en proptrækker).

    Carl og Grethe klarede sig rigtig flot. Der var gang i snakken,

    og vi fik spillet kort og hygget.

     

    Håber I får en god tur, når I skal hjemad.

     

    Kærlige hilsner

    Carl, Grethe, Torben og Brita

    SvarEmailbesked
    Ser f...... godt ud20/09/200722:40
    AfNille1svar

    Mojn fra Odense,

    Håber alt vel ..... jeg kan jo se og læse at det er det :-) Er slet ikke misundelig, hrmmfff. Er meget bedre at være herhjemme i det strålende vejr, sætte sig i bilen (som er ca. samme størrelse som de kværne i flyver rundt på), møde frisk og frejdig på job og se frem til de næste 8-9 timers læse/skrive e-mails, tale, lytte, råbe, råbes af i telefonen for igen at sætte sig i den "stoooooooore" bil og kaste sig på sofaen for at se lidt bold ..... nej nej jeg er ikke misundelig :-) Lidt godt nyt fra sportsverdenen, håndbold stævne i Vejle sidste weekend. 3 kampe lørdag = 3 sejre lørdag. 3 kampe søndag = 3 sejre søndag. Nok første og ikke mindst sidste gang jeg oplevet det. Kroppen er stadig smadret efter de 12x20 minutters udskejelser på banen, men det gør ikke noget vi vandt. Fortsat go' asfalt under hjulene. Ses
    SvarEmailbesked
    Svar: Ser f...... godt ud21/09/200700:48
    AfMIchael0svar

    Hej Nille.

     

    Udmærket at høre, at I lider derhjemme, imens jeg nyder det herover i fulde drag.

     

    Vi har været uden det store regnvejr indtil nu, men hvis vejrudsigten passer, rammer vi nok lidt lørdag eller søndag.

     

    Og tillykke med jeres 6 sejre. Så har du prøvet det.....

     

    Miv

    SvarEmailbesked
    Hvordan med mad og øl19/09/200710:06
    AfJens1svar

    Hvordan er maden. Er det altid steaks eller er der andre specielle kulinariske oplevelser?

    Og øllen, typisk amerikansk eller?Jeg er sgu lidt misundelig, ville gerne til USA engang .... men med skib tager det fanme lang tid.Det er nogen fede billeder, og en kanon beskrivelse.
    SvarEmailbesked
    Svar: Hvordan med mad og øl19/09/200716:11
    AfMichael0svar

    Maden - Den har jeg faktisk sprunget let henover

    Det er ikke noget speicelt. Det er da god mad vi får, men jeg syntes ikke amerikanerne har noget specielt køkken. Øl - Jeg får jo kun 2 - 3 efter hver dags kørsel. De har mange at vælge imellem, men ingen som står specielt ud fra den andre.Jeg syntes heller ikke her, at amerikanerne har noget specielt. De specielle øl jeg har set / smagt her, er fra Europa.Michael
    SvarEmailbesked
    tak for lån18/09/200722:49
    AfTom og Flemming1svar

    Hej Michael.

     

    Tak for lån af huset. Det var rigtig fedt det  kunne  lade sig gøre. Jeg ville have skrevet at der kom en og hentede en bog, men jeg kan læse mig til at du ved det allerede, men så er der jo ingen problemer i det.

     

    fortsat god tur og hils forældrene. vi snakkes ved.

     

    T & F

    SvarEmailbesked
    Svar: tak for lån19/09/200700:57
    AfMichael0svar

    Hej T & F

     

    I er altid velkomne til at være i mit hus. Også selv jeg ikke er der.

    Faktisk kun rart, at der er lidt liv i huset...

     

    Håber alt var som I havde forventet.

     

    Michael

    SvarEmailbesked
    Spændende læsning18/09/200714:31
    AfKeld1svar

    Hej Michael

     

    Skønt at du fik en gæstebog på siden, den har jeg manglet   :)

     

    Dejligt at læse om jeres tur  igennem United Bluff - jeg glæder mig til selv at tage sådan en tur en gang. Må hellere vælge bil fremfor MC - selvom det ser dejligt ud.

    Det gir da lidt idéer at læse dine beskrivelser som jeg følger næsten dagligt.

     

    Angående Hatrrick, så ser det ud til at du skal blive væk lidt længere tid, så ender du med at vinde ligaen....   :)

     

    Vi ses og fortsat god tur

     

    Keld

    SvarEmailbesked
    Svar: Spændende læsning19/09/200700:55
    AfMichael0svar

    Hej Keld.

     

    Tak for hilsnen - Altid hyggeligt at vide, at folk gider læse med.

     

    Og Hattrick - Det ser slet ikke så tosset ud endda ;-)

     

    Miv

     

    SvarEmailbesked
    Søndag16/09/200709:05
    AfOs fra Mågebakken0svar

    Hej alle 3

     

    Uff sikke nogle basser, det gav vel lidt gåsehud........

     

    I går lørdag så vi MGP. Det var lige sagen. Min mor kom i går aftes og spiste med og så blev hun og så MGP. Det var hyggeligt, og det er jo lige noget for Frederik.

    I dag søndag skal Frederik til fodboldstævne. Denne gang er det i vores egen klub.

    Vi kører til både Gudrun og Grethe og Carl i dag med "jeres historie og billeder", det bliver de sikkert glade for. Kan I alle 3 have det godt.

     

    Knus og kram fra alle os......Frederik, Mia, Robert   &   Lisa

    SvarEmailbesked
    misundelse15/09/200716:00
    AfSteffen1svar

    misundelse er en grim ting.Men at se dig cruise rundt på en Road King, Hardley Ablesons sejeste maskine, kan nu godt få  den følelse op i mig... Når det nu ikke kan være en guzzi.

    God tur. Og kør forsigtigt.

     

    KH

    Steffen

     

    SvarEmailbesked
    Svar: misundelse15/09/200716:35
    AfMichael Vilhelmsen0svar

    Tak for hilsnen Steffen.

     

    Ja Guzzi - Dem ser man ikke mange af her. Faktisk har jeg kun set én.

    85% af alle MCer er Harleyer. 10% er Honda (aller flest Goldwing). De sidste 5 procent fordeler sig over resten (men nok primært yamaha og Honda).

     

    Men Road Kingen kører godt. Den har cruise control. Det er temmelig fedt, når man bare køre lige ud....

    SvarEmailbesked
    Viser: 1-20 Næste Antal pr. side

    Harley Davidson

    Her kommer lige en masse billeder af min Harley Davidson Road King.

     

     

    USA - Best of the South

    Så er det hele faldet sådan i hak, at endnu en tur til USA står for døren.

    Denne gang er temaet Best Of the South. Denne gang er det ligeledes med mine forældre, at turen skal løbe af staben. Det er pt. ca. 1. maj 2009 vi tager afsted. Og det er 20 dage frem.


    Turen skal denne gang starte og slutte i Atlanta, Georgia. Vi derfra derfra rundt til bla. følgende steder:


    • Atlanta, Georgia
    • Savannah, Georgia
    • St. Augustine (syd for Jacksonville), Florida
    • Tallahassee, Florida
    • Fort Walton Beach, Florida
    • New Orleans, Louisiana
    • Vicksburg, Mississippi
    • Memphis, Tennesse
    • Lynchburg, Tennesse
    • Pigeon Fork, Tennesse (og derfra Great Smoky Mountains)
    • Chattanooga, Tennesse
    • Atlanta, Georgia





    Dagbog

    Jeg vil på denne side og alle undersider løbende (og gerne dagligt) opdatere turen mht. billeder og tekst.

    Klik ind og følg med

     

    Og læg gerne en hilsen i gæstebogen

     

     

    Dag -1

    Idag er der 1 dag til vi tager afsted.

    Jeg har pakket det meste - Dvs. jeg har lagt de ting frem, jeg skal have med.

    I aften skal det pakkes i tasker.

    Det er ikke fordi jeg medbrigner mange ting. Her kan nævnes:

     

    Tøj

    • MC Bukser
    • MC Jakke
    • MC Handsker
    • Styrthjelm
    • 4 T-shirts
    • 1 par ekstra bukser
    • 1 par shorts
    • 1 par badebukser
    • 4 par strømper
    • 4 par underbukser
    • sandaler
    • Toiletsager

     

    Andet

    • Telefon
    • PC
    • Camera
    • GPS

     

     

    Vi skal imorgen til Billund, hvor vi overnatter. Vi skal flyve 06.45 fredag morgen og derfor nok tjekke ind en time tidligere.

    Vi flyver til London og derfra videre til Atlanta Georgia.

     

     

     

  •  
  •  
  • Dag 1

    Så er vi ankommet til Atlanta.


    En bivenhedsløst tur fra Billund til Atlanta via Londog er overstået. Og ser man bort fra alt det sikkerhedspjat man skal igennem forløb hele dagen uden problemer.


    Vel ankommet til hotellet fik vi en kold øl, ringede og bekræftede vores aftale om leje af Harley'er. Alt forløber som det skal. Vi bliver hentet imorgen kl. 9 - Og så er det ellers afsted imod Savannah.


    Der er ikke så meget mere at sige idag. En flyvetur på knap 10 timer er ikke så skæg. Og da slet ikke noget at skrive hjem om.



    Dag 2

    Atlanta, Georgia - Savannah, Georgia

    05.15. Det viste uret da jeg vågnede første gang. Jeg kunne godt mærke, at den danske tid stadigvæk var i mig.

    Så indtil kl. ca. 7 blundede jeg bare. Et bad, lidt morgenmad og så var det ellers afsted til afhentning af Harley'erne.

     

    Vi havde en aftale med ejeren af udlejningsselskabet at han skulle hente os kl. 9 på hotellet. Han kørte os til butikken, vi fik vores to harley Davidson Electric Glide Ultra. Det er sådan en morfar cykel med radio, cd afspiller, fartpilot og hvad har. En ordenlig skude af en maskine.

     

    Efter at have pakket vores ting sammen kørte vi imod Savannah. Turen dertil havde vi hjemmefra beregnet til 380 km, men den endte med at blive på godt 500 km. Derfor ankom vi noget sent til Savannah. Turen dertil var uden de store begivenheder. Lære motorcyklen at kende, se naturen og stoppe og få en kop kaffe eller noget at spise.

     

    Om aftenen var vi ude og spise fisk. Jeg kunne nu godt mærke, at det sidste af jetlaget stadigvæk lå i kroppen, så vi kom ikke så sent i seng.

    Billeder

    Dag 3

    Savannah, Georgia - St. Augustine, Florida

    Idag vågnede jeg lidt over 6. Stadigvæk tidligt, men da klart bedre en 5.15. Turen idag går imod St. Augustine syd for Jacksonville i Florida. Det er ca 300 km.

     

    I nyhederne herover har de snakket meget om det dårlige vejr der er i sydstaterne. Der er meget regn - Meget mere end normalt. Regnen ligger nord vest for os - Og den skal blive liggende lidt endnu. Og gerne forsvinde til vi skal på de kanter. Ellers må vi jo revurdere vores rejseplan.

     

    Turen til St. Augustine foregår ned langs kysten. Men der er nu ikke meget at se, så det er primært køreturen og nyde naturen. Idag har vi rundet de 30 grader. Og solen skinner. Og når man så kører iført hjelm, støvler, bukser og jakke, ja så har man det pænt varmt. Faktisk lidt mere end det er fedt.

     

    Vi ankom idag til St. Augustine ved 17 tiden, bliver checked in, får pakket ud og så er det ellers en tur i svømmepølen. Det er længe siden jeg har nydt et bad SÅ meget.

     

    Om aftenen spiste vi på en restaurant lige ved siden af. Øster smagte jeg for første gang i mit liv. Med et køligt glas hvidvin var det bare perfekt.

    Efterfølgende røg vi ned i baren, hvor vi mødte en del lokale på motorcykler. En af dem på en Suzuki et eller andet SV agtigt. Den kostede så den nette sum af 9000$. Jeg vil også bo i USA!

     

    Noget helt andet er, at ingen her i Florida kører med hjelm. Eller andet sikkerhedstøj for den sags skyld. Spurgte en af dem hvorfor. Svaret var ganske enkelt: Har du en forsikring behøver du ingen hjelm. Og i din varme her er det tæt på at være meget fristende...

    Billeder

    Dag 4

    St. Augustine, Florida

    Idag vågnede jeg først kl. 8. Tror måske det kan hænge lidt sammen med, at jeg fik et par øl igår :)

     

     

    Dagen idag foregår her. Så vi tog ud til St. Augustíne Alligator Farm. Spøjst sted. Eneste steed i verden (i flg. dem selv), hvor de har alle 23 arter af krokodiller præsenteret.

     

     

    Ellers har den stået på sightseeing i byen. Vi var ude og se et fort, som spanierne grundlage en gang i 1500 tallet. Der var en kort demonstration af, hvordan man i gamle dage brugte en ... Hm ... Ved sgu ikke vad sådan en fætter hedder. Et gevær, hvor man putter krudt i et lille kammer, krudt og kugle ned i løbet, og det hele antændes af en flintesten.

     

    Ellers er vi vel tilbage på hotellet...

    Billeder

    Dag 5

    St. Augustine, Florida - Tallahassee, Florida

    Idag forlader vi St. Augustine. Vi skal køre godt 350 km. til Tallahasse. Fra at have været ved vandet begiver vi os igen ind over land. Og igen igennem store dele af sump områder. Der er ikke meget at se på disse stræk. Man kan nyde naturen og de lige landeveje - Og høre musik, som vi jo kan på en Harley :)

     

     

    Senere når vi Fanning Springs. Det er et sted, hvor man normalt ville have kunnet badet. Men pga. af massive regnskyld i det centrale sydvest er det oversvømmelser. Så vi kunne bare gå rundt og kigge. selvom en badetur her slet ikke have været af vejen. Vi mødte en en anden biker, som fortalte, at vi i Apalachicola skulle finde et sted som hedder Bozz Oysters. de skulle servere nogle glimrende øster. Han fortalte desuden at regnen så ud til, at have stilnet af i det områder vi senere skulle til.  Det var også her, at vi så en søko i sit eget element. Denne endda med en unge. Det var faktisk noget af en oplevelse. Det er jo ikke noget vi ser hver dag (uden for fangenskab).

     

     

    Ellers var denne dag en dag på, hvor selve motorcyklen og turen var i centrum...

    Billeder